Moussekage med rabarber
SPONSORERET indhold

Flot lagkage med 3 slags mousse. Og prikker...

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Sæt en prikket kage på bordet til sommerfesten. Den er fyldt med tre slags mousse: jordbær, vanilje og rabarber. Kagen kan også lægges sammen som en lagkage med almindelige lagkagebunde. Her får du opskriften på den fantastisk flotte moussekage med jordbær og rabarber. Og prikker! Se her, hvordan du laver den fine lagkage med 3 slags mousse og flot pynt:

Af: Sandra Leigh Draznin Foto: Thomas Hergaard
07. apr. 2021 | Opskrift | Hjemmet
(1 kage til ca. 12 personer)

Ingredienser

Arbejdstid: 1½ time
Koge/bagetid: 25 min.
Køletid: 6 timer
Ikke fryse-egnet

Rød dej:
25 g blødt smør
3 spsk sukker
1 spsk æggehvide
3 spsk mel
rød frugtfarve

Lys dej:
4 æg
125 g sukker
125 g mel
½ tsk bagepulver
50 g smeltet smør

De 2 slags frugtmousse:
3+3 blade husblas
250 g rabarber (små stykker)/250 g jordbær
75+75 g sukker
½+ ½ dl vand
1+1 dl piskefløde

Vaniljemousse:
3 blade husblas
1 stang vanilje
3 spsk sukker
¼ l kaffefløde
2 æg
3 spsk sukker
1 dl piskefløde

Pynt:
friske jordbær
mynte eller citronmelisse

  1. Tænd ovnen på 200 grader. Rør den røde dej sammen og tilsæt farve, så den er lyserød eller rød. Fyld dejen i en lille sprøjtepose og sæt små toppe på en bageplade med bagepapir (30x40 cm).
  2. Pisk æg og sukker til den lyse dej til en tyk og luftig creme (8-10 min.) med en håndmikser. Sigt mel og bagepulver sammen og vend det i dejen à 2 omgange.
  3. Vend smeltet smør i dejen og bred den forsigtigt ud over de røde toppe. Bag kagebunden 10-15 min., til overfladen er gylden, og dejen er gennembagt.
  4. Vend den bagte dej ud på et stykke sukkerdrysset bagepapir. Træk forsigtigt bagepapiret af kagebunden og skær den ud i en cirkel på 20 cm i diameter og tre ca. 8 cm brede baner.
  5. Læg banerne langs inderkanten af en springform (22 cm) med prikkerne ud mod formens kant – skær dem til, så de passer. Læg cirklen i bunden med prikkerne nedad.
  6. Rabarbermousse:
    Udblød 3 blade husblas i koldt vand. Kog rabarberne med sukker og vand ca. 5 min. og pres mosen gennem en sigte. Knug vandet af husblassen, smelt den i den varme rabarberpuré og lad det køle af. Pisk 1 dl fløde til skum og vend den i rabarberpureen. Fyld moussen i kageformen og stil den i køleskabet.
  7. Vaniljemousse:
    Udblød husblassen i koldt vand. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom dem i en gryde med vaniljestang, sukker og kaffefløde og kog det igennem et par min. Pisk æggene godt sammen med sukker og pisk den varme vaniljefløde i. Hæld det tilbage i gryden, og pisk det over varmen, til det tykner – det må ikke koge. Tag gryden af varmen og tilsæt knuget husblas. Si cremen over i en skål og lad den afkøle. Pisk piskefløden til skum og vend den i vaniljecremen. Fordel den over den stivnede rabarbercreme og stil kagen i køleskabet.
  8. Jordbærmousse:
    Udblød de sidste 3 blade husblas i koldt vand. Kog en lage af sukker og vand. Blend de rensede jordbær med sukkerlagen og smelt husblassen i pureen. Pisk den sidste dl fløde til skum og vend det i den afkølede jordbærpuré. Fordel den over den stivnede vaniljemousse og stil den i køleskabet mindst 3 timer. Tag kagen ud af formen og pynt med friske jordbær og lidt mynte eller citronmelisse.

    3 gode tips til det perfekte resultat:
    * De sjove røde prikker bages ind i kagebunden fra start.
    * Hvert lag mousse skal stivne i køleskabet, før næste lag tilføjes.
    * Vi har givet kagen et tyndt lag jordbærgelé til sidst.

Tips Man kan også overtrække kagen med et tyndt lag jordbærgelé: Brug opskriften som til jordbærmousse – uden piskefløde. Si og mål pureen og beregn 1½ blad husblas pr. dl puré.