Pandekager med is og rabarber

Pandekager med is og rabarber

Et sikkert hit hos både børn og voksne er lune pandekager med is og rabarber. Her er rabarberne vendt med friskslynget honning for at fremhæve smagen.

4 personer

Ingredienser

  • Arbejdstid: 30 min.
  • Hviletid: 30 min.
  • Bagetid: ca. 20 min.
  • Pandekagerne er fryseegnede
  • Rabarberkompot med honning:
  • 200 g rabarberstilke (uden blade)
  • 50 g sukker
  • 3-4 spsk friskslynget honning (eller anden flydende honning eller sirup)
  • Pandekager:
  • (ca. 8 stk.)
  • 2 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • 2½ dl mælk
  • smør (til bagning)
  • Tilbehør: vaniljeis

  1. Rabarberkompot:
  2. Skær bladene og lidt af foden på rabarberstilkene væk og skyl dem. Skær dem ud i tynde skiver på skrå og læg dem i et ovnfast fad. Bland rabarberstykkerne med sukker.
  3. Dæk fadet med sølvpapir og sæt det i ovnen i 15-20 min. Ved 200 grader, til rabarberne er møre, men ikke mosede. Rabarberne skal sødes med honning ved servering (honningen mister smag, hvis den opvarmes).
  4. Pandekager:
  5. Pisk æggene sammen med mel, sukker og lidt mælk, til dejen er uden klumper. Tilsæt resten af mælken lidt ad gangen under piskning. Stil dejen i køleskab i mindst 30 min. Spæd evt. med mælk, hvis dejen er for tyk.
  6. Beregn ½ dl dej til hver pandekage. Bag pandekagerne et par min. på begge sider på en slip let-pande (25 cm i diameter) i lidt smeltet smør, til de er gyldne.
  7. Anret lune pandekager med kugler af is, rabarber og honning.