Det var en stor omvæltning for Sofie Lassen-Kahlke at blive mor: ”Jeg anede ingenting”

Det var en stor omvæltning for Sofie Lassen-Kahlke at blive mor: ”Jeg anede ingenting”

Skuespilleren følte sig på bar bund, da hun blev mor for første gang. Men det skulle vise sig også at være en fordel for hende.

Hendes verden logo farv

Sofie Lassen-Kahlke mener, at hun altid har haft en mor boende inden i sig. Alligevel beskriver hun det som en stor livsomvæltning, da hun blev mor for første gang for fjorten år siden, da sønnen Alfred kom til verden.

– Jeg anede ingenting. Jeg havde noget fødselsforberedelse i et auditorium, og så hyrede jeg også sådan en jordemoder der kom hjem, men jeg forstod stadig ingenting. Så jeg var på ret bar bund, fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 28.

Men det gik op for Sofie Lassen-Kahlke, at hendes uvidenheden omkring det nye kapitel, hun havde taget hul på, kom hende til gode i moderskabet.

– Jeg var heller ikke hængt op på nogen idealer eller forestillinger om, hvordan det skulle være. Jeg blev ikke påduttet noget. Især ikke af min mor, der sagde: ”Gør de nemme ting, lad være med at sylte noget som helst, husk at sove!”. Og så i øvrigt gik tur med min baby, så jeg rent faktisk fik mulighed for at gøre netop det.

Sofie Lassen-Kahlke husker, at hendes tilgang til selve fødslen på samme måde var uden forudindtagede forestillinger om, hvordan det ville være.

– Derfor var det også ret nemt for mig at vælge en epidural helt uden kvababbelser første gang, jeg blev mor. Anden gang fik jeg kejsersnit, og tredje gang fødte jeg helt naturligt. Så nu har jeg prøvet det hele, siger hun og fortsætter:

– Det er jeg egentlig ret tilfreds med, sådan at have været hele udvalget rundt. Jeg har ikke oplevet, at en fødsel har været mere rigtig end en anden. Fødsler er nok lige så forskellige, som de børn der kommer, og de er jo lykkeligvis helt, som de skal være.

Siden hun blev mor for første gang har både hverdagen og arbejdslivet forandret sig for Sofie Lassen-Kahlke.

– Da jeg var ung mor, smuttede jeg uden at tænke nærmere over det på turné i 100 år, det gør jeg langt sjældnere i dag. Jeg vil gerne være sammen med mine børn, siger hun og ved godt, at det med at savne sine børn, når hun er væk på turné, nok mest ligger hos hende.

- Mine børn kommer ikke til at savne mig et sekund, de har det bare helt skønt med deres far. Det er mig, der savner. Og det er også derfor, jeg sjældnere tager afsted. Jeg har virkelig forstået, at vi kun har det her ene liv, at vi skal prioritere vores tid godt. Og det er en forståelse, der er kommet med alderen.

Læs hele interviewet med Sofie Lassen-Kahlke i Hendes Verden uge 28.