Mette var i et slanke-eksperiment, men ekspert slukkede hendes og manges drøm

Har du nogensinde ønsket at veje bare en lille smule mindre? Så er du ligesom de fleste. I 2022 faldt Mette Korsgaard over en undersøgelse, der viste, at hele 66% af os drømmer om at veje en smule mindre. 

Og én af dem er Mette Korsgaard. Vægttab har spillet en rolle hele hendes liv, og tanker om mad og vægt har konstant rumsteret i hverdagen. Men selvom Mette har brugt enormt megen tankekraft på at overveje kalorier og næringsstoffer, har det altid føltes som om, det var en ulige kamp mod kroppen. Og det er måske ikke så mærkeligt, hvis man kigger mod videnskaben.

I bogen "Min fede hjerne" har Mette Korsgaard undersøgt, hvad der skal til for at tabe sig. Hun har fået hjælp af forskningsleder i metabolisme fra Panum Instituttet Christoffer Clemmensen til at besvare spørgsmål som hvorfor bliver der flere og flere tykke mennesker, når de fleste af os gerne vil være tynde? Hvorfor er det så svært at tabe sig? Og hvorfor er vi overhovedet så forhippede på at gøre det?

"Min fede hjerne" er en dagbog over Mette Korsgaards rejse mod drømmetallet, hvor hun blandt andet prøver den famøse Nupo-kur og forsøger sig med den nye, store spiller, vægttabsmedicin.

”Det er jo mig!”

Mette Korsgaard er 65 år gammel, og hun er vokset op i en tid, hvor der var langt færre tykke mennesker, end der er i dag. Alligevel har skrækken for at blive netop det fyldt hendes tanker, siden hun var barn.

"Jeg har altid gerne ville tabe mig lidt – altså bare veje et par kilo mindre, end jeg gjorde. Det har været et bagtæppe gennem hele mit liv. Det var jo hyggesnak ved middagsbordet, hvis nogen havde tabt sig. Så ville alle sige: ”Hvor ser du godt ud”," fortæller Mette Korsgaard.

Idéen til bogen kom efter et besøg på den københavnske filmfestival CPH:DOX. Filminstituttet havde inviteret forskere til at præsentere deres arbejde i håb om, at det ville inspirere. Og det gjorde det. For det, som Christoffer Clemmensen fortalte, havde Mette aldrig hørt før.

"Han spurgte: ”Hvorfor bliver mennesker tykkere og tykkere, når de fleste af os gerne vil være tynde?” Jeg vendte mig straks mod min producent og sagde: ”Det vil jeg lave”. Jeg blev så fanget af spørgsmålet. Hvis vi gerne vil være tynde, hvorfor kan vi så ikke?"

Først var det planen, at hun ville følge tykke mennesker, der gerne ville tabe sig. De kunne være beviset på, at man kan tabe sig mange gange i løbet af et liv, fordi vægten ofte kommer tilbage. Men det endte med, at Mette selv blev forsøgspersonen. En kvinde, der selvom hun overskred sundhedsmyndighedernes anvisninger for BMI og taljemål, aldrig visuelt kunne blive betragtet som tyk. Og som ifølge undersøgelser på Panum Instituttet faktisk havde en sund krop – især taget hendes alder i betragtning. Hvad havde sådan en kvinde at sige om at tabe sig?

"Jeg læste i et blad, at 66% af os er utilfredse med vores krop. 66% vil gerne veje nogle kilo mindre. Det er jo mig! Det er mig, der passer ind i den snak. Det er jo os, der ikke er tykke, der går og snakker om, at vi skal tabe os lidt. "Jeg skal lige tabe mig, inden jeg skal på stranden". Men tanken om, at man kan modellere sin krop, er et håbløst projekt", forklarer Mette Korsgaard.

En kulturel injektion

I bogen beskriver Mette Korsgaard, at hun aldrig bliver jaloux, hvis andre klarer det godt på jobbet eller har succes i privatlivet. Men når det handler om kroppen – og specifikt den tynde af slagsen – så mærker hun, hvordan det lille grønne monster bliver altoverskyggende.

"Jeg har været skørt optaget af, hvordan andre så ud. Jeg har altid været misundelig på de veninder, der aldrig tog på, og jeg har spejlet mig i, hvordan de levede", fortæller hun.

Det er svært for Mette at forklare, hvorfor netop det emne får den grimme følelse til at melde sin ankomst, men årsagen skal nok findes meget tidligt i hendes liv.

"Jeg er vokset op med, at vægten er noget, du selv kan styre. Hvis bare du lever på en bestemt måde, så kan du kontrollere, hvad du vejer. På den måde bliver det en personlig fiasko, hvis man ikke er tynd. Det er så inficeret i min hjerne, at jeg nærmest ikke kan lave de tanker om."

Kan du huske første gang, du tænkte, at din krop burde være på en anden måde?

"Lige siden jeg blev bevidst om, hvordan jeg så ud, har jeg tænkt, at jeg var lidt forkert. Mine søstre var teenagere, da jeg blot var et barn, og som mange andre teenagere, gik de meget op i deres udseende. En dag stod jeg uden for det badeværelse, hvor de gjorde sig klar. De snakkede om udseende og vægt, og samtidig kunne jeg betragte mig selv i et spejl, der hang på væggen. Jeg fokuserede på det runde hoved og mit kortklippede hår. Det fungerede ikke rigtigt, tænkte jeg. Der mangler noget", erindrer Mette.

Denne episode blev blot én ud af mange, hvor Mette Korsgaard vurderede sit udseende og kom frem til et lignende resultat. For fokusset på vægt blev ikke mindre med tiden, tværtimod blev det meget tydeligt, at tallet på vægten havde stor betydning.

"I folkeskolen fik jeg også bekræftet, at tallet var afgørende, når vi skulle vejes hos sundhedsplejersken. Vi gik og hviskede om hinandens vægt, og jo lavere jo bedre. Det var dengang, modellen Twiggy havde stor indflydelse på idealet. Man kunne ikke blive tynd nok."

I bogen åbner Mette ærligt op om, hvordan hun selv var med til at give tankerne videre til sin egen datter. Efter et ophold i USA var datteren blevet en smule tungere på vægten, og Mette fik både fortalt datteren direkte og indirekte, at det var bedst, hvis hun tabte sig igen. Noget, hun skammer sig over i dag, men som var så naturligt for hende dengang – og som hun også havde set hos sin egen mor. Og kan man overhovedet sørge for ikke at videregive bevidstheden om krop og vægt til sine børn, hvis den sidder permanent fast i ens egen hjerne?

"Min mor har aldrig sagt til mig, at jeg var tyk eller forkert, men det har påvirket mig, at hun selv gik så meget op i, hvordan hendes krop så ud. Det kunne være små ting. Jeg kan huske, da jeg var omkring 10 år, hvor min mor sagde til min far: ”Kan du se, at jeg har tabt mig?”. Hun var så glad for det, og jeg tænkte, at nu var vi alle sammen glade, fordi hun var tyndere. Det var en god ting. Der skal ikke ret meget til for at forstyrre børns opfattelse af dem selv," fortæller Mette Korsgaard.

Det er så almindeligt at sætte lighedstegn mellem tynd og sund, og derfor håber Mette på, at bogen kan være med til at nuancere billedet af sundhed.

Næring i pulverform

Det første skridt i eksperimentet var, at Mette skulle være 14 dage på Nupo-kur. Nupo-kuren består af pulver, som blandes med vand og drikkes. Pulveret indeholder al den næring, man har brug for, men uden unødvendige kalorier. Kosten består af seks serveringer om dagen, der samlet udgør et indtag på cirka 700 kalorier. Det var to lange uger, fortæller hun.

"Jeg tror primært, at jeg gennemførte, fordi det også var mit arbejde. Det var frygteligt. Jeg tænkte ikke på andet end mad. Jeg havde svært ved at sove om natten, fordi jeg var så sulten. Det eneste, der var en fornøjelse i de to uger, var min morgenkaffe, fordi jeg puttede en lille smule mælk i. Den kop glædede jeg mig til hver morgen."

Hun brugte de vågne nattetimer på at læse bøger og se film, men selv i de mest spændende af slagsen, havde hun kun fokus på, om karaktererne skulle nyde en bid mad.

"Hvis jeg så en dramatisk film, hvor hele huset gik op i brand, så tænkte jeg på den pasta, de havde spist, før de blev opslugt af flammerne," uddyber Mette.

De to uger på kuren viste hende, hvor stor pris hun sætter på mad, og at der måske er nogle ting, der er vigtigere end en tynd krop. Pulverkuren betød nemlig ikke kun, at Mette skulle drikke sine måltider, men også at hun var nødt til at sige nej til middagsinvitationer, kage på kontoret og aftensmad med sin mand.

"Jeg blev for alvor meldt ud af fællesskabet. Der var så mange sociale ting, jeg ikke kunne være en del af. Til sidst sagde min mand til mig: "Jeg glæder mig virkelig til, at vi kan spise sammen igen." Men man må sige, at det er effektivt. Hvis man gerne vil veje tre kilo mindre, så tager det kun 14 dage," afslutter hun.

Og det var præcist tre kilo, som Mette tabte sig. Af det tabte bestod et halvt kilo af muskelmasse. Derudover 300 gram væske og 2200 gram fedt.

Vægttab i pilleform

Den næste ting, som Mette gav sig i kast med, var vægttabsmedicin. Nærmere bestemt var det pillen Rybelsus, som indeholder mange af de ingredienser, der også findes i Wegovy. Hun var på pillerne i næsten fire måneder og beskriver det som en blandet fornøjelse.

"Det er svært at afgøre, hvad der var psykisk, og hvad der var fysisk. I starten turde jeg næsten ikke at spise noget, fordi jeg var bange for at få kvalme, som er en af bivirkningerne. Så der satte jeg mit madforbrug markant ned i frygt for at få det skidt," forklarer Mette og uddyber:

"Det kan også være årsagen til, at jeg tabte mig. Men det gode ved pillerne var, at jeg ikke følte mig sulten, som jeg gjorde under Nupo-kuren. Jeg kunne sagtens sove om natten, men til gengæld følte jeg mig ret uoplagt."

At bruge diabetesmedicin til vægttab har spredt sig som en steppebrand. Den første mulighed, der nåede den brede bevidsthed, var Ozempic. Efterfølgende kom den helt store spiller Wegovy på banen. Og selvom det kan virke tiltalende med en hurtig og effektiv virkning, er Mette ikke yderligere tilbøjelig til at anbefale det til andre.

"Hvis det, ligesom i mit tilfælde, er et forfængelighedsprojekt, så synes jeg ikke, det er en god idé. Jeg synes ikke, at man skal medicinere for forfængelighed. Men jeg kan sagtens forstå, at man vælger det til, hvis man er belastet af overvægt."

Disse muligheder til vægttab har ikke været tilgængelige på markedet i særlig lang tid, og derfor er der ikke meget viden om langtidspåvirkningen.

"Jeg tænker, at det må være individuelt, om man vil gøre det. Det er meget frisættende for nogen, og det under jeg dem," afslutter Mette Korsgaard.

På de 11 uger, hvor Mette tog pillerne, tabte hun 2,6 kg fedt, hvilket blot var 400 gram mere end på de 14 dages Nupo-kur. Næsten halvdelen af det, hun tabte sig i alt, var muskelmasse. Helt præcist tabte hun 2,2 kg muskelmasse.

Skal man bare tage sig sammen?

Undervejs har Mette mærket på egen krop, hvor svært det er at holde kiloene væk, når man først har smidt dem. Efter de første to uger med pulver, forsøgte hun at holde vægttabet ved at spise mindre end før, men det overraskede hende, hvor nemt kroppen fandt tilbage.

"Jeg forsøgte virkelig at holde igen. Jeg spiste ikke alt det, jeg havde lyst til, og jeg spiste og mindre, end jeg plejede", siger Mette om tiden efter Nupo-kuren.

Forskningsleder Christoffer Clemmensen havde fortalt hende, at kroppen helt naturligt ville forsøge at få hende tilbage til hendes tidligere vægt.

"Jeg tænkte bare: "Den er god med dig, det har jeg helt styr på". Men stille og roligt tog jeg på igen, selvom jeg var bevidst om, hvad jeg spiste. Det overraskede mig, at min havde krop havde noget at sige. Jeg har altid tænkt, at jeg ville tabe mig, hvis jeg bare tog mig lidt sammen."

Det kom også bag på Mette, hvor meget muskelmasse hun mistede i de perioder, hvor hun forsøgte at tabe sig.

"Under Nupo-kuren tabte jeg et halvt kilo muskelmasse, og da jeg var på vægttabsmedicin, tabte jeg næsten lige så meget muskel som fedt. Det er virkelig ikke for sjov, når folk siger, at man skal passe på med at være på slankekur. Især når man kommer i min alder, er det så vigtigt, at man passer på sin muskelmasse," fastslår hun.

Heldigvis for Mette viste det sig, at hende krop var god til at opbygge den tabte muskelmasse igen.

Tankerne er der stadig

Mette Korsgaards dagbog over det et år lange eksperiment er blevet til bogen "Min fede hjerne" – en bog, som har været både sjov, sårbar og befriende for hende at skrive. Men der er også en anden grund til, at tankerne skal udgives.

"Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at man stopper med at stigmatisere tykke mennesker. Det synes jeg, at sundhedsmyndighederne gør, når de siger, at et bestemt taljemål er forkert. Der er mange faktorer, der afgør, hvordan vores krop ser ud. Arbejdet med bogen har også ændret mit eget syn på, at vægten var ens eget ansvar, for der er meget, vi ikke kan styre," fortæller hun.

En ting er, at eksperimentet har ændret hendes syn på årsagerne til kroppens vægt, men har det også ændre hendes syn på sig selv?

"Det er svært at slippe tanken helt og acceptere, at jeg ikke kan tabe mig på en vedvarende måde. Men det har været befriende at vide, at det bare er noget, jeg ikke kan. Jeg spiser søde sager uden dårlig samvittighed, og så husker jeg også at få sunde ting og bevæge mig. Jeg er jo så heldig, at jeg stadig kan alt muligt, selvom jeg er blevet 65. Det forsøger jeg at sætte pris på i stedet for at fokusere på, hvordan jeg ser ud."

Den nyfundne accept af tingenes tilstand betyder dog ikke, at hun helt har lagt de gamle tankemønstre på hylden. Hun er trods alt blot et menneske.

"Jeg kan ikke holde op med at se på mig selv i spejlet og tænke: "Åh, der er lige noget ekstra på maven", men det går ikke ud over min spiselyst."

Så tankerne er der stadig?

"Tankerne er der stadig. Dem kan jeg simpelthen ikke få ud af mit hoved. Men jeg synes, det må være en mission for samfundet at stoppe med det ekstreme fokus på vægt."

Og netop at mindske fokusset må være en målsætning, for udover at tankerne om vægt inficerer vores hjerner og påvirker vores selvbillede, så tyder meget på, at de er selvforstærkende, som Christoffer Clemmensen fortæller til sidst i bogen:

"Hvis vi taler om sundhed, skal personvægten have en langt mindre rolle end i dag. Sundhed og vægt er to af hinanden uafhængige størrelser. Meget tyder endda på, at overdreven fokus på vægt er med til at gøre os tykke."