Maria våger over døende – og husker især én ældre mand

Jeg fik en sms, om jeg kunne tage en vågevagt hos en mand i midten af 70’erne. 

Da jeg havde en bagkant den aften, sagde jeg ja til to timer, hvor en normal vågevagt er fire. 

Da jeg kom ind til manden, var jeg ikke i tvivl om, at han var døende. Han lå med åben mund, og ansigtet var indsunket og lidt spidst. 

Der er noget helt særligt kantet over et menneske, der er ved at dø. Jeg så mig rundt i værelset for at danne mig et indtryk af, hvem det var, jeg sad sammen med, for manden havde ikke længere en stemme og lå blot og trak vejret dybt.

Jeg bemærkede hans brune, store træmøbler og mange bøger, som vidnede om et liv uden for det sterile miljø på plejehjemmet med sygeseng og praktiske foranstaltninger. 

De to ting stod i skarp kontrast til hinanden; som et underfundigt sammenstød mellem to verdner. Udenfor var der den smukkeste solnedgang. 

Solen var kæmpestor og havde et orange skær, som lyste gennem de to store vinduespartier og ind på mandens ansigt. 

Mens jeg sad hos ham, kom jeg til at tænke på en passage i bogen Mio, min Mio af Astrid Lindgren, som jeg havde læst højt af samme morgen for min yngste søn. 

LÆS OGSÅ

Fra hospitalssengen fandt Pauls eks-svigermor en ny kæreste til ham

Paul havde mistet sin kone, og Helle var blevet skilt. Ingen af dem ledte efter kærligheden på ny. Men Pauls svigermor ville det anderledes, for da hun blev indlagt på det hospital i Sydney, hvor Helle arbejdede som sygeplejerske, så hun sit snit til at gafle en ny kone til sin svigersøn.

Passagen handler om Mio, der går alene gennem den mørke skov, selv om han er bange for mørket. Men han gør det, fordi han ved, at han skal. 

Da jeg sad ved den døende, blev teksten så poetisk – og pludselig gav den mening for det, som den ældre mand og jeg var i sammen. Der var så stille; det eneste, man kunne høre, var hans dybe vejrtrækning. 

Jeg hviskede jeg til ham, at jeg ville forlade ham nu. At jeg ikke skulle med hele vejen, og at han nu kunne gå resten af vejen selv. 

Sådan sad vi sammen i stilheden, mens den orange sol gik ned bag træerne, og mørket for alvor omsluttede himlen. 

Mine to timer var gået, og inden i mig selv sagde jeg til manden: ”Nu ønsker jeg dig en virkelig smuk rejse helt hjem.” I samme minut kunne jeg høre hans åndedræt stoppe. Han var gået hele vejen selv. Han var død.

Instinktivt begyndte jeg at græde. På en eller anden måde smeltede det hele sammen: Den smukke orange aftenhimmel, ordene, jeg havde læst for min søn om morgenen, den stille stund og samhørigheden med den ældre mand, der nu havde gået det sidste stykke vej selv, præcis ligesom Mio. 

Senere samme aften læste jeg det sidste kapitel i Mio, min Mio for min søn. Kapitlet handlede om den onde ridder Kato, der bliver dræbt, og i det samme kommer livet og farverne tilbage til landet. Mio og hans ven, Jum Jum, rider hjem i en følelse af lettelse, fred og håb. 

Vi lukkede bogen, og jeg tænkte på den ældre mand, der var rejst til det hinsides. Jeg tænkte på, at han fik fred, mens det blev mørkt her på jorden. 

I det øjeblik føltes det helt særligt, at jeg fik lov til at våge hos ham lige præcis den aften. Kun han ved, hvad han mødte på den anden side.

LÆS OGSÅ

For 83-årige Dagny er det vigtigt stadig at arbejde: ”Man skal holde sig i gang”

Nogle tæller dagene, til de kan trække stikket. Andre har svært ved at forestille sig en hverdag uden arbejde. Nogle få nægter simpelthen at stoppe. Mød Dagny, der troligt møder ind på arbejde, selv om hun for længst har overskredet pensionsalderen.