
Matilde kimer er blevet ramt af kræft tre gange – men én ting hjælper hende igennem
Hun var bare 14 år, da hun blev ramt af kræft første gang. Siden har Matilde Kimer haft kræft to gange mere, men hun mener, at ingen mennesker kan skånes for kampe i løbet af deres liv – det handler blot om, hvordan man går til dem.
Da DR-korrespondent Matilde Kimer var 14 år gammel fik hun konstateret lymfekræft, og tiden efter var præget af kemo- og strålebehandlinger. Den periode i hendes liv har lært hende, at livet er flygtigt – men også at man må handle nu i stedet for at vente på, at noget godt skal ske for én.
Det var samme handlekraft, der gik i gang, da Matilde Kimer modtog en kryptisk mail på hendes telefon i vinteren 2022.
Da hun åbnede den tilsendte pdf-fil fra Ruslands sundhedsvæsen, hvor hun på daværende tidspunkt havde boet i to år, kunne hun læse, at hun måske havde kræft. Hospitalet havde bogstaveligt talt sat et spørgsmålstegn efter diagnosen, der var skrevet i lægetermer, som Google oversatte til ”kræft i skjoldbruskkirtlen”. –
Det var ikke en mail, der væltede mig omkuld. Jeg tænkte bare, fuck hvor er det et åndsbollet tidspunkt. Invasionen af Ukraine kunne komme hver dag på det tidspunkt – og så skulle jeg til at bøvle med det. Det syntes jeg var så åndssvagt, siger hun i et stort interview med ALT for damerne uge 41.
I stedet for at bekymre sig, gik hun i gang med at handle og tænke praktisk.
Hun ringede rundt og fik tid til en operation på et hospital i Danmark to uger senere. Men så kom der igen noget i vejen.
– Kort tid efter mosede russerne ned over grænsen mod Kharkiv, og tusindvis af menneskers liv var pludselig i fare. Så havde jeg den der lille klump, der gjorde, at jeg nogle gange havde svært ved at synke. Det føltes bare ikke som det mest akutte lige der, så jeg ringede til min mand og sagde, at jeg altså ikke kom hjem lige nu, siger hun.
Da hendes mand Jesper modtog den besked, gjorde han det klart for Matilde Kimer, at hun i hvert fald ikke skulle blive hængende dernede i månedsvis og lade være at få sin operation, bare fordi krigen nu var gået i gang.
Selvom knuden i halsen ikke kunne konkurrere med skæbnerne i Ukraine, krøb bekymringen alligevel ind på Matilde til sidst. For hvad nu, hvis det var alvorligt? En uge senere sad hun på et fly til København. Knuden blev heldigvis fjernet forholdsvist hurtigt, og 14 dage senere var hun igen på vej til Ukraine.
Ramt igen
Da en 12 cm lang tumor blev fundet i hendes tarm et halvt år senere, fulgte en mere brav kamp, der både indebar et stort blodtab og en indlæggelse for Matilde.
– Det viser sig, at jeg er en tidsel, der er umulig at slå ihjel, siger hun grinende.
For hende er der især én måde at anskue tingene på, som har hjulpet hende meget.
– Jeg tror, det er sindssygt vigtigt at have en positiv programmering af sig selv. Både for min egen skyld, og så mine børn ikke bliver helt modløse. Så selvom alle de her oplevelser har lært mig, at livet er skrøbeligt, så har det i sidste ende også givet mig endnu mere gejst. Min mand bliver nogle gange lidt træt af mig, fordi jeg altid vil ordne det, jeg kan, i dag i stedet for at skubbe det til i morgen.
Samtidig ser Matilde Kimer ingen grund til at ødsle gode timer ud over mennesker, der ikke er sunde for hende, flade ud eller have et arbejde, der ikke tænder en gnist i hende. Og så overgiver Matilde Kimer sig ikke uden kamp.
– Jeg tror ikke på, at mennesker kan skånes for kampe. Det handler om, hvordan du går til dem, og at turde definere, hvad der er værd af kæmpe for. Selvom jeg har kæmpet mod kræftceller mange gange i mit liv, så er det netop også det smukke. At kæmpe imod.
Læs hele interviewet med Matilde Kimer i ALT for damerne uge 41, hvor hun også fortæller om tabet af sin mor og om at have et tyndslidt pædagogisk lag overfor sine børn.