Petra Nagel i farverig jakke sidder baglæns på stol foran lys beige baggrund.

Petra Nagel med besked til sig selv: Du har lov til at være dig, uanset din usikkerhed

For journalist og tv-vært Petra Nagel er det med årene blevet mere og mere tydeligt, at det perfekte og det gode ikke er det samme. Faktisk tværtimod. Og man kan være nok så opmærksom på det, men hvis man er det alene, er man lige vidt.

alt.dk logo

Der er ting som er vigtige, hvis man vil have et godt liv: At passe godt på sin krop, holde sig i god form og undgå at ryge.

Men, lyder det fra journalist og tv-vært Petra Nagel, det er også ekstremt vigtigt ikke at blive alt for optaget af sig selv, og hvordan man fremstår. At forsøge at undgå at blive fanget i et tankespind om, hvorvidt man i det hele taget har et “perfekt liv”. Det fortæller hun i podcasten “Mit yngre jeg”.

- Kæreste dig. Du må for guds skyld ikke være den bedste udgave af dig selv konstant. Du har lov til at være dig, uanset din usikkerhed, lyder et råd hun har skrevet ned til sit yngre jeg.

- Et godt liv er virkelig ikke et perfekt liv. For det er både kedeligt og en illusion. 

Men måske kan den selvrefleksion også kamme over. I hvert fald har hun også et andet råd om lige præcis dét, men det vender vi tilbage til.

Perfekte liv på telefonerne

Selvom det første råd egentlig er tiltænkt hende selv, så kan hun ikke lade være med at konstatere, at det lige så godt kunne være henvendt til nutidens unge mennesker.

- Jeg kan se og mærke, at de på en anden måde, end da jeg var ung, stiller ekstremt høje krav til dem selv, fordi de kan se på deres telefoner, at det ser ud som om, alle andre lever perfekte liv.

Alle de andre ser ud til at være på ferie hele tiden, de er veltrænede og har flot brun hud. Perfekt hår, flotte negle, gode jobs, penge og dyre tasker. 

- Så alt ser rigtig perfekt ud, og det synes jeg er meget synd for dem; at de skal gå og tænke, at det skal de altså også være.

Det har konsekvenser, siger Petra Nagel i podcasten. Hvis man bliver nok påvirket af den følelse af ikke at kunne hamle op med perfektheden, så udvikler man noget, der ikke er hensigtsmæssigt. 

- De bliver deprimerede og stressede og får alle de diagnoser, vi hører om hele tiden, og nogle vil ikke gå i skole. Især pigerne er ensomme. Det er benhårdt, mand, siger hun. 

Drop selvrefleksionen og find andre mennesker

Og nu tilbage til det andet råd. For én ting er at vide, at man ikke skal være perfekt, noget andet er, hvad man skal gøre med det. Og det er ikke at sidde alene og tænke en masse over det, mener Petra Nagel.

- Så kan man sidde og overbevise sig selv og tænke “åh ja, men det er også rigtigt, og Petra har sagt, at jeg ikke skal være perfekt, og jeg skal også bare nyde livet og være uperfekt”. Men prøv at være lidt sammen med nogle andre mennesker i stedet for. Find de gode fællesskaber, så du ikke sidder alene med din telefon og kigger på alle de perfekte mennesker, siger hun og tilføjer, at man kunne gå ture, lave mad sammen eller finde “en eller anden underlig hobby” for eksempel, så man ikke ender med at sidde og spejle sig i mennesker på TikTok.

- Det duer heller ikke, hvis man hele tiden kun forholder sig til sig selv. Hvad skulle jeg have sagt til mit yngre jeg dengang, hvor jeg sad helt mutters alene, og hvad skulle mit yngre jeg have gjort? Vi skal bare være sammen med mennesker. Vi er jo ikke skabt til bare at være alene, siger hun.

Lyt til podcasten herunder: