Lillian Bondo vil beskytte kvinders ret til egen krop: ”Det menneskeliv, jeg agter højst i den sammenhæng, er kvindens”

Da Lillian Bondo i sommeren 1971 vendte hjem fra en rejse til Frankrig, var det med minderne om en fortryllende ferieflirt, men også med angsten for, at hun var gravid. 

Lillian var 18 år gammel, og hun glemmer aldrig, hvordan hendes mor reagerede på sin datters bekymring med noget så kontant som en syngende lussing. Den første og eneste gang, Lillian Bondo nogensinde modtog den form for afregning.

– Hun blev så forskrækket og bange for min fremtid, fortæller den i dag 73-årige jordemoder, foredragsholder og debattør, som også mindes, hvordan hendes far tålmodigt og i en noget roligere sindsstemning tog hende med ind til Mødrehjælpen i Odense og fik konstateret, at Lillian Bondos bange anelser kun var dét; bange anelser. 

Til hendes eget store held. For godt nok var det med indførslen af p-pillen nogle få år tidligere, i 1966, blevet muligt for piger og kvinder at beskytte sig selv mod uønsket graviditet, men samtalen om prævention var sparsom, abort var endnu ulovligt, og var uheldet først ude, kunne det få voldsomme konsekvenser.

– For mig var håb strategien, siger Lillian Bondo, som kendte flere, der var lige så dårligt rustet. For eksempel veninden, der troede, at sæddræbende creme på en tampon var godt nok, når hun havde haft ubeskyttet sex. Eller de, som i al hemmelighed rejste til Polen for at få en abort.

Da hun blev student, var det sammen med en ung kvinde, som var højgravid, og som endte med at blive lykkeligt gift med faren og få yderligere tre børn med ham.

– Men det kunne lige så godt have været en katastrofe, konstaterer Lillian Bondo.

En kvindekamp gennem århundreder

Lillian Bondo deler sit liv og sit hjem med sin mand gennem næsten 50 år, Tage Arentoft. Lige inden for hoveddøren hænger familiebillederne, der vidner om de fire ønskebørn – og siden også børnebørnene – som parret har fået. 

Lillian Bondo fødte sit og Tages første barn i 1978, blot fem år efter vedtagelsen af den skelsættende lov, som er omdrejningspunktet for vores samtale; nemlig den fri abort og dens enorme konsekvenser. Og hun var vidne til en tid, hvor bølgerne gik højt.

– Jeg husker bedst den modstand, der var mod abort, og de skræmmebilleder, der blev ført frem op til indførslen i 1973, siger hun og nævner Kristeligt Folkepartis Inge Krogh, der var særligt fremtrædende i abortdebatten. 

Krogh brugte blandt andet lysbilleder af lig fra koncentrationslejre klippet sammen med billeder af døde fostre i sin kampagne.

På den side anden stod Rødstrømpebevægelsen, Dansk Kvindesamfund og en række fremtrædende venstreorienterede politikere, der med 1960’ernes kønsrolleopgør i ryggen insisterede på retten til egen krop, stop for illegale aborter og social retfærdighed.

Det var en ophedet diskussion, der lagde sig i et langt og mudret historisk kølvand. Fra ældre dansk lov, hvor kvinder, der afbrød en graviditet eller skilte sig af med en nyfødt, kunne forvente dødsdom, til straffeloven fra 1866, der erstattede dødsstraf med straffearbejde i op til otte år. 

Og videre til indførslen af den første lov om svangerskabsforebyggelse i 1937, som lovliggjorde køb af kondomer og pessarer og tillod abort, hvis kvinden kunne bevise forhold som incest, voldtægt eller et dårligt fysisk eller psykisk helbred.

– Den tidlige kamp for svangerskabsforebyggelse og abort var præget af en social indignation og drevet af medfølelse med de hårdest ramte i det her samfund, siger Lillian Bondo, og fortsætter:

– Men adgangen til oplysning var ekstremt begrænset, og selv de, der stod i en helt særlig situation, kunne have svært ved at få hjælp.

De omtrent 15.000 illegale aborter, der årligt blev foretaget fra 1920’erne og indtil abortens frigivelse, taler deres eget tankevækkende sprog. 

Ligesom historier som dem, man kan læse i læge Ellen Ryg Olsens ”Strikkepinde og sæbevand”, illustrerer den grusomhed, der fulgte med de stærkt begrænsede muligheder. 

Bogen udkom i 2023 i anledning af 50-året for den fri abort og rummer 100 beretninger fra danske kvinder født i perioden 1908-47. Med fortællinger om fattigdom, store børneflokke og en evig frygt for at få flere – og mandsdominerede forhold, der efterlod det fulde ansvar for en graviditet hos kvinden. 

Den skildrer kvindernes desperate forsøg på at afbryde et svangerskab med alt fra mekaniske redskaber til kemikalier og beskriver, hvordan de uhyrlige indgreb, der sommetider blev hjulpet på vej af kvaksalvere og uhæderlige læger, kunne føre til ætsninger, indre blødninger og infektioner.

– I værste fald kunne det blive begyndelsen til enden, som Lillian Bondo formulerer det.

LÆS OGSÅ

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at opføre sig mærkeligt, opsøgte hun en gynækolog: ”Da jeg gik derfra, var jeg ret lost”

Da Mette Helena Rasmussens krop begyndte at føles anderledes, valgte hun at handle på det, og i dag har hun fundet en løsning, så hun kan være i perimenopausen og stadig have det godt. I takt med, at den har meldt sin ankomst, har hun stille og roligt lagt sit liv om, så hun nu finder overskud og glæde ved at træne, kigge på fugle, lave havearbejde og gå i kirke.

Mulighedernes mekka

Da loven om fri abort trådte i kraft den 1. oktober 1973, blev det et opgør med de barske fortællinger og markeringen af overgangen fra én tid til en anden. For den påvirkede ikke kun kvinders selvbestemmelse i forhold til at få børn – den satte et omkalfatrende aftryk på kvinders muligheder i det hele taget.

– Den fri abort blev altafgørende for en øget tro på muligheden for at have et sexliv uden uønskede konsekvenser, nævner Lillian Bondo som noget af det første; med henvisning til sin egen ungdomsgeneration og den angst for graviditet, som nemt kunne overdøve glæden ved et sexliv.

Samtidig betød den nye lov, at kvinder kunne planlægge og gennemføre en uddannelse under helt andre vilkår end tidligere og gøre karriere på lige fod med mænd – uden at være begrænset af uønskede familieforhold. 

De kunne tage økonomiske hensyn, når de stiftede familie, og sikre sig, at der var overskud, ikke kun menneskeligt, men også på bankbogen. Og endelig kunne de, uafhængigt af social status, tage vare på deres egen krop og føle sig i trygge hænder, hvis de valgte at afbryde en graviditet. Eller hvis de, som Lillian Bondo selv oplevede det imellem sit første og andet barn, aborterede spontant.

– Det var den oplevelse, der sendte mig ind på jordemoderskolen i 1980, for jeg fik øje på, at en jordemor kan mere og andet end at gribe et barn, og jeg fik en hjælp og en omsorg, som jeg ikke havde forventet, fortæller hun og hæfter sig ved, at der med retten til abort opstod et behov for, at man i samfundet og i sundhedssystemet forholdt sig til de følelsesmæssige reaktioner, der kunne ledsage et afbrudt svangerskab.

– Jeg synes ikke, vi skal have en kirkegård med os rundt i sindet over de aborter, vi har været nødt til at vælge. Men jeg tror, det er vigtigt, at alle kvinder, der aborterer, bliver mødt af nogen, der har forstand på at tackle de følelser, de kommer med. 

Uanset om de er kede af det, bange eller sikre på deres valg, men måske føler sig udsat for andres fordømmelse, siger hun.

Hendes egen sorg over det mistede foster gled heldigvis i baggrunden med den næste gode graviditet, og det er hendes indtryk, at mens nogen sørger, og andre måske fortryder, lever langt de fleste godt med beslutningen.

– Men alle følelser skal have en plads, understreger hun og taler på den måde ind i det øgede fokus på kvinders sundhed – mentalt som fysisk, som har momentum lige nu. Især når det handler om fertilitet, graviditet, fødsel og abort.

Selvbestemmelsen skal veje tungest

Lillian Bondo har en kort stund endnu sin gang på Rigshospitalets fødeafdeling, og i sin efterhånden lange karriere som jordemoder er hun ikke selv stødt på kvinder, der har været tvunget igennem en graviditet imod deres ønske.

– Men jeg har siddet overfor kvinder, der har valgt at få det barn, som jeg skulle hjælpe dem med at føde, og som har haft svære overvejelser først, og måske også har følt sig skyldige over at overhovedet at have tænkt, at det barn, der kommer nu, måske skulle have været en abort, mindes hun.

Måske har de været nervøse for, om de økonomisk kunne forsvare det. Måske har de haft et par børn i forvejen og tvivlet på, om de kunne overskue flere. Måske har de oplevet at få et barn med udfordringer og været usikre på, om de turde sætte endnu et i verden. 

Den slags svære afvejninger, som er fulgt med muligheden for at vælge en abort, og som også har optaget Lillian Bondo – særligt i de år, hvor hun var medlem af Etisk Råd og formand for Jordemoderforeningen.

Her forholdt hun sig aktivt til de dilemmaer og det etiske pres, der kan være forbundet med at beslutte, om man vil afbryde en graviditet eller ej, hvilket også indebar, at hun skiftede standpunkt i forhold til at hæve abortgrænsen fra de oprindelige 12 uger til 18. 

Først som modstander af udvidelsen med argumentet om, at det er samfundets opgave at være medansvarlig for, om en graviditet skal afbrydes efter 12. uge. Og senere som fortaler for, at der med tilbuddet om scanninger og anden diagnostik er en opmærksomhed og en viden hos kvinder i dag, som ruster dem til selv at tage beslutningen frem til uge 18.

Det handler kort og godt om at lade kvindens selvbestemmelse veje tungest, lyder hendes konklusion.

– Om at respektere den og ikke stille spørgsmål ved, hvorfor en konkret kvinde i et konkret tilfælde vælger en abort, som hun siger.

– Den fri abort satte kvinderne fri, men samtidig flyttede den også et ansvar over på kvinden selv, og det er hende, vi skal give rettigheder og styrke til at tage nogle gode beslutninger – på barnets vegne og på sin egne.

Af samme grund bekymrer det den garvede jordemoder voldsomt, når hun kigger ud i verden og ser, hvordan kvinders selvbestemmelsesret er blevet tilbagerullet i lande som Polen og en række amerikanske stater. I guds og nykonservatismens navn.

– Der er mange, der er vrede på den frie abort, fordi de betragter det som et drab; at man tager et menneskeliv. Jeg ser sådan på det, at det menneskeliv, jeg agter højst i den sammenhæng, er kvindens. 

Det er kvindens krop, der underlægges den kæmpestore forandring, som følger af en graviditet. Det er hende, der skal føde, og det er hende, der ammer. 

Hvis hun ikke synes, at hendes menneskeliv hænger sammen, hvis der kommer et barn, der vokser i hende og skal være en del af hendes tilværelse, så er det hende, der bestemmer. Så er det hende, der må tage det valg, konstaterer hun.

Kampen, vi mangler at kæmpe

Da den fri abort blev indført, skubbede det i en periode til antallet af aborter, som nåede højdepunkter i midten og slutningen af 70’erne, med op til 28.000 om året. Derefter dalede det, og siden slutningen af 90’erne har antallet ligget nogenlunde stabilt på 14-15.000.

Med den nye 18-ugers-grænse er der sandsynlighed for, at det vil stige igen, men spørger man Lillian Bondo, er der også grund til at tro på, at det samlede tal kan blive endnu lavere. 

For i al vores berettigede begejstring over abortens frigørelse, er der en væsentlig ting, vi har glemt at kigge nærmere på, mener hun. Og som efterlader endnu en betydningsfuld frihedskamp at kæmpe. Nemlig den, der handler om oplysning og rådgivning.

– Før man overhovedet taler om abort, skal man tale om uddannelse til at undgå en graviditet, man ikke ønsker. Det er noget af det, jeg synes er allervigtigst. 

Og man kan spørge sig selv, hvorfor vi i Danmark ikke har fået en stærkere udvikling på antikonception, og hvorfor vi ikke har flere unge mennesker, der er fuldstændig sikre på, hvordan de forebygger en graviditet, siger hun og nævner Sverige som et forbilledligt eksempel på et land, der i højere grad tilbyder billig eller gratis prævention og hjælper unge kvinder til at bruge den helt rette form for beskyttelse.

Så trækker hun et konkret dansk tilbud frem, som læner sig op ad den svenske model, og som hun synes fortjener særlig opmærksomhed; nemlig UNGMOD i Halsnæs Kommune, som henvender sig til unge i alderen 12-25, og som er et sted at gå hen, hvis man ønsker viden om prævention og hjælp til at få den – gratis, hurtigt og professionelt.

– Forestil dig en ung kvinde i dag, som gerne vil gerne have lagt en spiral. Den koster et sted mellem 1.000 og 1.400 kr., og det er penge, hun måske har svært ved at rejse. 

Og selv hvis hun kan, skal hun højst sandsynligt vente fire måneder på en tid hos gynækologen. Hvis hun i stedet har muligheden for et walk-in-tilbud hos en specialistjordemoder, som det, de har i Halsnæs, vil der være en stærk sandsynlighed for, at hun venter lidt længere med at blive ung mor eller med at få en abort. 

Og hun vil være bedre uddannet til at beskytte sig mod at få, eller ikke at opdage, klamydia, der kan give infertilitet, siger Lillian Bondo og påpeger, at vi taler rigtig meget om netop infertilitet i disse dage og meget lidt om fertilitet.

Spørgsmål som: Hvad skal der til, for at man passer på sin fertilitet? Og hvordan kan de unge piger leve, så de i højere grad sikrer sig muligheden for en dag at blive ønsket gravide? 

Det er i hendes øjne uomgængelige spørgsmål, der går hånd i hånd med den selvbestemmelse og de rettigheder, vi har givet kvinder.

– Det ville være dejligt, hvis alle kvinder var godt uddannet til at løfte den frihed, der er fulgt med den fri abort, og det har generationer af kvinder ikke været. 

I stedet har det været noget med at lære det ved at få aborter, man ikke havde behøvet at få, hvis man havde været bedre klædt på, siger hun.

Og kampen stopper slet ikke her, tilføjer hun. For det gælder ikke kun om at oplyse kvinder, men om at styrke unge mennesker af begge køn, så de i højere grad vælger en ansvarlig adfærd.

– Når graviditeten så indfinder sig, skal vi være der med støtte og opbakning, hvis de rent faktisk ønsker at gennemføre, men ikke kan af økonomiske, uddannelses- eller boligmæssige grunde. Så skal vi stå klar og spørge: Hvad skal der til, for at I kan blive gode forældre?

LÆS OGSÅ

Ærlige Lotte Andersen: ”Jeg oplever, at mit sind bliver svagere med alderen"

Skuespilleren Lotte Andersen har aldrig kun gået én vej. Hun har skiftet spor, når passionen var truet, og fulgt sin nysgerrighed ud i nye projekter, og med alderen er hun blevet mindre nervøs for at sige højt, at hun brænder for andet end skuespillet. Til gengæld oplever hun, at hendes indre stabilitet er blevet mere vakkelvornt - og det er ikke altid nemt at håndtere.