Emma Holten: "For mig har der aldrig været en konflikt mellem at klare sig godt i gymnasiet og feste løs og score drenge"

Det er en særlig dag i januar, jeg mødes med Emma Holten. For præcis et år siden var den 24-årige litteraturstuderende i London på en dagsvisit. Ikke for at shoppe. Ikke for at se musical, besøge en god ven eller være på studie-tur. Nej, hun var såmænd bare i London for at lave en video til avisen The Guardian. En video, der blev den mest viste på avisens hjemmeside tre døgn i træk.

Den handlede om hendes krop. Om at blive krænket. Om at tage til genmæle på temmelig utraditionel vis. Den handlede om hævnporno. Et ord, der indtil slutningen af 2014 var så godt som ukendt i den danske debat, men som med lidt god vilje kunne blive optaget i Retskrivningsordbogen inden for en overskuelig fremtid. Et fænomen, som Emma Holten stort set egenhændigt har sørget for, at de fleste danskere i dag har stiftet bekendtskab med.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Hævnporno er, hvis nogen alligevel skulle være i tvivl, når folk offentliggør nøgenbilleder af andre mod deres vilje. Selv kalder Emma Holten det for 'porno uden samtykke'. Hun ved stadig ikke, hvem der i oktober 2011 hackede hendes mail og Facebook-konto og stjal de nøgenbilleder, hun havde taget af sig selv tre år tidligere, som 17-årig, og sendt til sin daværende kæreste.

I virkeligheden skal dette interview ikke handle ret meget om hævnporno. Det skal handle om, hvem Emma Holten er, når hun ikke taler om hævnporno. Alligevel er vi nødt til at runde emnet. For hun kan ikke slippe uden om det. Og prøver egentlig heller ikke længere.

Hun forsøgte ellers at sætte punktum, da hun i september 2014 offentliggjorde sit aktivistiske projekt kaldet 'Samtykke'. Det bestod af en artikel og en række nye topløse billeder af Emma Holten taget af fotografen Cecilie Bødker og offentliggjort på hjemmesiden for det feministiske magasin Friktion, hvor Emma Holten er redaktør.
Formålet var at tage ejerskabet over sin krop tilbage. Hvis verden skulle se hende nøgen, skulle det være, fordi hun selv havde valgt det. Efter publiceringen gik der to timer. Så ringede en journalist fra Eurowoman.dk, som ville lave en historie om hende til vores website. Det var det eneste interview, Emma Holten gav i fire måneder på dansk jord. Hun takkede nej til Ekstra Bladet, Go'morgen Danmark, 21 Søndag, de store morgenaviser og kvindemagasinerne.

- Jeg følte, at jeg havde sagt det, jeg gerne ville sige, og at Samtykke-projektet talte for sig selv. Jeg er megaglad for den beslutning i dag. Det var enormt vigtigt for mig ikke at blive kendt som hævnporno-Emma. Selv om det nok er for sent nu, siger hun.



Fra offer til ekspert
Ja, det er måske for sent at se bort fra, at Emma Holten har sat hævnporno ikke bare på Danmarkskortet, men også på verdenskortet. Derfor er vi nødt til at stille hende et af de spørgsmål, hun helt sikkert har fået mere end én gang. Nemlig spørgsmålet om, hvad hun egentlig tænkte, da hun tog billederne af sig selv i 2008 og sendte dem til sin daværende kæreste?

- Jeg tænkte da, at jeg var borger i en retsstat, og at når jeg tog nogle billeder og sendte over min mail, var det stadig mine billeder. Det var jo harmløst, og jeg var ikke kendt. Det var nok det, der chokerede mig allermest, og som senere endte med at blive min interesse i feminismen. Hvordan kan et topløst billede af mig afføde så meget vrede, at nogen sender mig en dødstrussel? Den vrede må komme fra et andet sted end mig. Den kommer fra et had til mennesker, der ser ud som mig.

Det sendte lammelser gennem Emma Holten, at billederne var sluppet ud. Hun drak og festede "som en sindssyg" det første år. Men efterhånden begyndte hun at engagere sig mere og mere politisk i hævnporno. Hun tilegnede sig al den viden, hun kunne opstøve, om fænomenet, fulgte al international lovgivning på området og læste side op og ned af forskning, feministisk analyse og empiri.

- Jeg blev ekspert på området. Jeg var ikke længere bare et offer. Og så tænkte jeg over, at angrebet på mig var meget visuelt, så på en måde føltes det lidt nærigt bare at skrive en kronik om det i Politiken, siger hun om baggrunden for Samtykke-projektet.

LÆS OGSÅ: Se Emma Holtens comeback, da hun blev udsat for hævnporno

Efter de fire måneders tavshed begyndte hun stille og roligt at åbne op. Eller. Faktisk gik det ret stærkt. Det begyndte med en konference i Helsinki, hvor Emma Holten skulle holde foredrag om sexisme og om Samtykke-projektet. Hun var allerede dengang én, man vidste, hvem var i feministiske miljøer. I Helsinki faldt hun i snak med en canadisk journalist, som lavede en artikel om hende på sin blog. Kort efter blev hun kontaktet af amerikansk Elle.

Det var startskuddet til 2015. Et år, Emma Holten nok ikke vil glemme foreløbig. Og i dag, for et år siden, lavede hun videoen for The Guardian, der for alvor satte gang i den internationale efterspørgsel efter den unge dansker, som dengang bare tænkte: "Shit mand, det går jo fuldstændig amok det her."

Efterfølgende blev hun kimet ned af hele verden og brugte det meste af sidste år på at rejse Europa tyndt, give interviews, optræde i debatter og ikke mindst holde en TED-talk, et prestigefuldt online-foredrag. Til marts i år går turen til New York, hvor hun skal deltage i en paneldebat i FN. Emma Holten har vist ikke helt forstået det. Men hun er glad for, at ofrene for hævnporno fik en stemme.

- Det var det, jeg manglede. At vi blev repræsenteret i debatten. At vi ikke bare blev set som sådan nogle luftige, narcissistiske, snapchattende piger, som ikke kunne holde vores patter for os selv.

Sagen om hævnporno var meget vel det, der fik interessen for Emma Holten til at vokse. Men den udgør kun et lille hjørne af alt det, hun gerne vil tale om. Og gerne vil have, at vi alle sammen taler meget mere om. Feminismen og ikke mindst emnet sexisme, som hævnporno udspringer af, har optaget hende mere end noget andet de seneste år.

Oprør mod 12-talspigen
Alt det vidste Emma Holten ikke noget om under sin opvækst i 'Narnia-huset'. Det kaldte skolekammeraterne det lille hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, hvor hun voksede op med sin far, mor og lillesøster. Hendes far, der lever af at skrive operaer, købte huset som 25-årig, dengang det ikke kostede en mindre formue som i dag. Moren er scenograf og dramaturg. Barndomshjemmet var fyldt med bogbunker overalt, og kunstnere væltede ind og ud af huset. Det var ikke bare et hjem med klaver. Det var et hjem med flygel.

- Det var et meget flyvsk, kaotisk og kreativt hjem på godt og ondt, hvor der måske ikke altid blev holdt helt øje med, om jeg fik lavet lektier eller havde det godt i skolen, siger Emma Holten.

De første seks skoleår gik hun på privatskolen Ingrid Jespersen, men hun trivedes ikke. I 7. klasse skiftede hun skole til Atheneskolen i Søborg, som er en skole for højtbegavede børn. Det var et isoleret miljø med stor disciplin og ingen fester. Men da hun begyndte på Østre Borgerdyd Gymnasium, fik piben en anden lyd, og bøger gik hånd i hånd med festerne.

- Jeg har undret mig meget over konstruktionen af den der pæne, lidt rigide og autoritetstro 12-talspige. For mig har der aldrig været en konflikt mellem at klare sig godt i gymnasiet og feste løs og score drenge, siger hun.

For Emma Holten var der kun én ambition med gymnasiet. Hun ville ind på statskundskab eller litteraturvidenskab, og det krævede et højt snit. Det var 10,8 på sidstnævnte, da Emma Holten efterfølgende søgte og kom ind. Interessen for den akademiske verden kom tidligt, og hun har dyrket den siden. Flyglet blev hendes ungdomsoprør, som hun siger.

- Jeg nægtede at lære at læse noder. Det at beskæftige mig med litteratur handlede helt klart om at finde min egen vej. Jeg ved ikke, om det er lettere at gøre oprør, hvis ens forældre ikke kommer fra et kunstmiljø, og ens far ikke har drukket sig fuld med Lars von Trier som ung. Jeg kunne jo ikke gøre ret meget, som de ikke selv havde gjort tusind gange før, siger hun.

Der skulle gå en del år, før Emma Holten begyndte at interessere sig for feminismen. Men hun lagde tidligt mærke til, at kønnene blev behandlet forskelligt.

- Jeg gik i drengetøj i mange år, simpelthen fordi jeg følte, at det at klæde sig maskulint gav mere frihed. Sådan tænkte jeg ikke på det dengang, men det kan jeg se nu. Det var ikke, fordi jeg ville være en dreng. Jeg tænkte bare, at så kunne jeg klatre og spille fodbold.

Men det er kun den halve sandhed. Emma Holten forsøger med armene helt spredt ud at vise, at hendes garderobe i dag ville fylde hele bagvæggen på den café, vi sidder på, og hun fortæller i samme åndedrag, at hun har minimum 60 par sko og "elsker, elsker, elsker tøj."

- Jeg har altid syntes, at femininitet kan være enormt begrænsende samtidig med, at jeg også synes, det er enormt sjovt. Jeg tror, at jeg har leget med køn langt inden, jeg begyndte at interessere mig for feminisme, siger hun.



Pleasergenet
Indtil for få år siden har hun haft en "sådan er det bare"-tilgang til de forskelle, hun har oplevet mellem kønnene. Det var inden, hun blev udsat for hævnporno.

- Jeg har altid tænkt, at jeg var en stærk kvinde, og jeg har altid tænkt, at jeg ikke behøvede andres hjælp til at kæmpe imod fordomme. Det har været enormt vigtigt for mig at vise, at jeg var et stærkt individ, som man ikke skulle have ondt af.

Men et offer blev hun. Uanset hvor meget hun forsøgte at kæmpe imod.

- Det er nok en kvindeting det der med, at man er så bange for, at folk synes, man putter sig selv i en offerrolle. Jeg har altid gået rigtig meget op i ikke at brokke mig. Det er nok det, jeg ærgrer mig mest over ved mine ungdomsår. At jeg har fundet mig i alt for meget pis, fordi jeg var så bange for at være den sure pige, der ikke syntes, at joken var sjov. Jeg har været så bange for at blive sat i bås som den skingre pige, den politisk engagerede, 12-tals-pigen eller den vrede pige.

Det kan ellers hurtigt lyde, som om Emma Holten tror mere på sig selv end de fleste. Styrke er måske et af de første ord, der falder én ind, når man har hørt hende tale i bare få minutter. Og hun er da også selvsikker, når det kommer til sit politiske engagement og sin viden om bl.a. køn og sexisme, erkender hun. Men selvværdet ligger på et meget lille sted, og sådan har det altid været.

- Selv om jeg er totalt bevidst om, hvad det er for en kultur og industri, der konstant fortæller mig, at jeg ikke må tage på, og jeg ved, hvor destruktiv den er, lå jeg alligevel i morges og tænkte: "I dag når jeg heller ikke ud at træne. Hvor er jeg klam." Jeg hører helt klart til dem, der er nødt til at kigge sig selv i spejlet og sige: "Du er god nok, som du er."

LÆS OGSÅ: Emma Holten "Jeg mister fuldstændig lysten til sex, hvis jeg har betalt for min kærestes middag"

Den massive og overvejende positive interesse for hendes person det seneste års tid har ikke gjort selvværdet væsentligt større.

- De samtaler, jeg har med mine veninder om ikke at turde skrive tilbage til en fyr, gå hen til ham i byen eller sætte sig selv i respekt på arbejdspladsen, er de samme. Der er ikke sket en skid.

Emma Holten har stadig svært ved at sige fra og stille krav. Senest på en fotoskydning, hvor makeupartisten sminkede hende til ukendelighed.

- Jeg var bare for høflig. Jeg har helt sikkert det her kvindelige pleasergen, hvor jeg er bange for at ødelægge den gode stemning. Jeg tror, det er derfor, jeg slår igennem, når jeg taler om feminisme. Jeg føler mig overhovedet ikke stærk eller pisselækker. Jeg fører mig ikke frem, som om jeg har fundet svaret på, hvordan man får det godt med sig selv.

Indtil for nylig havde hun et studiejob, hvor hun havde arbejdet i fire år. I begyndelsen arbejdede hun otte timer og til sidst op mod 30 timer om ugen. På intet tidspunkt steg hun i løn. Hun turde ikke spørge. Men det ansvar, mener hun, ligger heller ikke kun hos kvinder selv, lige som det heller ikke alene er kvinders ansvar, hvis de klarer sig dårligere til en jobsamtale. Hun fremhæver kultursociolog Iben Jensen fra Roskilde Universitet. Hun har forsket i netop jobsamtaler.

- Hendes forskning har vist, at når en kvinde går ind til en jobsamtale og opfører sig om en mand, bliver hun opfattet som arrogant, overambitiøs, for karrieremindet, ikke omsorgsfuld nok, ukærlig og ufeminin. Vi kan ikke bare tage de replikker, som mænd altid har brugt, og så kører det bare. Der er ikke en eneste undersøgelse, der viser, at kvinder og mænd har samme vilkår på arbejdsmarkedet. Der bliver forventet nogle andre ting af kvinder end af mænd. Det er sådan noget, som folk bliver rigtig sure over, at jeg siger, fordi de mener, at jeg gør kvinder til ofre. I'm sorry, men det er bare det, forskningen siger. Jeg ville da ønske, at det ikke var sådan, siger hun.

Feminismen er en ung, blond pige
Det var i feminismen, at Emma Holten fandt svarene på mange af sine spørgsmål, efter hun var blevet udsat for hævnporno, og det seneste år har hun markeret sig som en af sin generations mest fremtrædende debattører. Men hvad kendetegner egentlig hendes generation af feminister? Det tænker hun lidt over og siger så:

- Jeg tror altid, at det er svært at beskrive noget, når man er midt i det. Jeg tror, at det har betydet rigtig meget, at vi er vokset op med internettet og sociale medier. Det har gjort det muligt for os at gøre det, som de oprindelige feminister altid gjorde, nemlig at dele erfaringer med hinanden. Det har gjort en kæmpestor forskel, at en person, der i dag bliver udsat for et overgreb, kan melde sig ind i en Facebook-gruppe og opleve en bølge af støtte fra folk, der har prøvet det samme.

Hun har på det seneste brugt meget tid på at overbevise sine jævnaldrende om, hvorfor feminismen også er relevant for dem.

- Jeg føler, at vi snakker om feminisme hele tiden. Jeg snakker fx med mine veninder om, at de er bange for at kræve, at de får orgasme, når de knalder. Det er for mig en feministisk samtale, selv om jeg ikke kalder den det, siger hun.

En stor del af diskussionen om feminisme handler om selve ordet. Det har affødt bl.a. hashtag-kampagnen #womenagainstfeminism, som er et eksempel på, at feminisme som betegnelse ind i mellem ser ud til at splitte mere, end den samler, og måske i virkeligheden spænder ben for det, feministerne arbejder for. Eller hvad?

- Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, om andre har lyst til at kalde sig selv feminister. Hvis folk kalder sig det og knytter nogle lortede holdninger til det, kan det være ligegyldigt. Feminisme er et vigtigt ord for mig, fordi de, der har lavet al den forskning, jeg baserer mine holdninger på, har kaldt sig selv feminister. Jeg synes, ordet er pissestærkt. Når vi bare siger humanisme, bliver det lidt vagt og "folk skal ikke dø-agtigt". Øh, nej. Jeg kan godt lide, at ordet afføder noget vrede. Det skal afføde vrede at kritisere samfundet. Ellers ville det jo ikke være nogen kritik.

Feminisme er individuelt, mener Emma Holten. For hende betyder det, at hun især vil arbejde imod sexisme og overgreb mod kvinder. Det betyder også, at vilkårene for fattige kvinder er vigtigere for hende end en bestyrelsespost eller hendes egen selvrealisering. At hun er ligeglad med, om kvinder har silikonebryster eller barberer ben. At hun går ind for øremærket barsel til mænd og 30-timers arbejdsuge som redskaber til bedre ligestilling for især børnefamilier. At hun ikke vil forbyde sexkøb, men arbejde for at skabe væsentligt bedre vilkår for prostituerede. Der findes meget få ligestillingsudfordringer, hun ikke har en holdning til.

Når man ser på Emma Holten, kan man ikke undgå at tænke, om det ikke bare er lidt let for hende at gøre det, hun gør. Hun har ikke ligefrem en negativ social arv dinglende som fodlænke om anklerne. Og selv om tanken bag Samtykke-projektet ikke var at fremstå smuk eller sexet, så er hun netop det. Emma Holten er udmærket klar over, at hun opfylder nogle normer for, hvad mange mennesker, ikke mindst mænd, godt kan lide at kigge på.

- Det var jo derfor, det virkede. Det var jeg da mega bevidst om. Kritikken af mig bliver ikke, at jeg bare er feminist, fordi ingen mænd gider knalde mig. Det ved jeg godt. Jeg er meget bevidst om og bekymret over, hvor meget jeg allerede fylder i den danske feministiske debat. Præcis fordi jeg er hvid, tynd, københavner, universitetsuddannet, dansktalende og hetero. Men hvis jeg ikke kan finde ud af at tale om det her, hvem fanden kan så?



Plads til topløse snapchats
Okay. Der er ting i Danmark, der trænger til forbedring. Så langt er vi med. Men er feminisme herhjemme ikke bare et elitært projekt for veluddannede og privilegerede kvinder med meget små problemer? Hvad med resten af verden, hvor udfordringerne i stedet er bl.a. børnebrude, omskæring af piger og forbud mod, at kvinder kører i bil eller uddanner sig? Emma Holten ser lidt opgivende ud ved spørgsmålet.

- Der er rigtig mange, som spørger mig, hvorfor jeg fokuserer på Danmark, når folk i Libanon har det meget værre. Og mit svar til det er: "Hvad skal jeg gøre? Skal jeg ringe derned?" Jeg ved det ikke. Hvis de har et tip, er jeg meget åben. Send mig en mail, hvis du har en idé til, hvordan jeg stopper sexisme i Mellemøsten. Jeg bor i Danmark, jeg taler dansk, jeg er opmærksom på sexisme i Danmark som et problem, som, synes jeg, er stort og vigtigt. Det arbejder jeg for. Det er sådan, jeg kanaliserer min vrede over knægtelse af kvinders rettigheder.

Og hun trumfer med lidt fakta for at understrege sin pointe.

- Vi lever altså i et land, hvor der er omkring 4.000 voldtægter om året, og hvor 33.000 kvinder bliver udsat for vold i hjemmet. Vi er det land i Europa, hvor flest kvinder er blevet udsat for fysisk vold, og vi er et land med et ret omfattende sexismeproblem.

Det er ingen hemmelighed, at feminister alle dage har haft svært ved at få mændene til at engagere sig i debatten om køn. Emma Holten har svært ved at forstå, hvad der skræmmer dem væk.

- Når jeg sidder og snakker med en mand alene på en bar og fortæller, hvad jeg arbejder for, synes han jo, at det er helt fint.

Hun holder en pause i talestrømmen, tager en dyb indånding, læner sig tilbage og siger så langsomt, mens hun betoner hvert ord:

- Men det er bare, som om vi stadig i det her land har et problem med politisk aktive kvinder, der ikke finder sig i pis.

Og så ryger tempoet op igen, så man ikke er i tvivl om, at hun har noget, hun skal af med.

- Vi synes bare, at politisk aktive kvinder er lidt irriterende. Den måde, som vi snakker om rødstrømper på i dag, er faktisk til at sætte sig ned og græde over. Kvinder, der satsede alt for at kæmpe for vores rettigheder, taler vi nu om, som om de var en fucking joke. Som om de bare var skide sure, og at Danmark var så fedt, inden rødstrømperne kom og ødelagde det hele. Det, synes jeg faktisk, er virkelig groft.

Men Emma Holten hader ikke mænd. Heller ikke selv om hun fik stjålet nøgenbilleder, så dem spredt til alle sider, modtog hademails og dødstrusler fra mænd, hun aldrig havde mødt, og desuden har skullet lægge ører til jævnaldrende mænd i sin omgangskreds, der ikke helt forstod, hvorfor hun blev så sur.

- Det første år tænkte jeg, at jeg aldrig igen kunne være sikker på, at mænd ikke ville mig noget ondt. Men så tog jeg en beslutning om, at jeg ville stole på dem. Jeg har altid haft meget nære relationer til mænd, både som kærester og venner, så det ville være meget hårdere for mig at begynde at hade mænd end at begynde at forstå dem. Så jeg kunne da finde på at sende en topløs snapchat når som helst.

Det var i høj grad mødet med feminismen, der gav hende tilliden til mænd tilbage.

- Jeg har fået en meget større forståelse for mænd. Feminismen har lært mig, at hvis en mand behandler dig sexistisk, er det ikke, fordi han er et ondt menneske. Det er, fordi han er vokset op i en kultur, der har lært ham, at han ikke skal respektere folk som dig. Det betyder ikke, at du skylder ham respekt, eller at du skal være sød ved ham, men det kan hjælpe dig til at affinde dig med, at han findes.

For Emma Holten er det ikke sexisme, at en mand giver hende en kompliment – som det ellers ofte ironisk fremstilles af dem, der påstår, at sexisme i Danmark ikke eksisterer. En mand må hellere end gerne fortælle hende, at hun har en god røv. Men der skal være plads til at sætte personlige grænser uden at blive beskyldt for at være humorforladt.

- Jeg elsker at få komplimenter. Jeg tror også, at mange mænd ville ønske, de fik flere komplimenter. Jeg tror, at grunden til, at mange mænd ikke forstår grænsen, er, fordi de ikke selv har prøvet at få en grænseoverskridende kompliment. Men kvinder er jo ikke ens, beklager. Hvis en person siger: "Jeg kan ikke lide at blive rørt sådan der," så er det fucking ligegyldigt, om du kender en anden, der godt kan lide det. Jeg håber, at vi kan nå derhen, hvor vi tror på den gode intention, men når grænsen overskrides, skal man lære at sige undskyld i stedet for: "Hold din kæft, din snerpede kælling." Vi kunne undgå så mange kedelige diskussioner, hvis folk lærte at sige undskyld.

LÆS OGSÅ: Derfor er Beyoncé feminist

LÆS OGSÅ: Kendte kvinder: fra lækkede sextapes til hacking af nøgenbilleder

LÆS OGSÅ: Beyoncés nye album er meget mere end utroskab