Lise-Lotte har altid vidst, hvad hun ville have i en mand

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er vokset op på lille vej i Hedehusene. Og det har med garanti været den første vej, jeg gik på. Vi boede i et nyopført etagebyggeri med store lyse lejligheder. 

Mine forældre flyttede ind i 1960, det år min mor var gravid med mig, og hun følte sig som en dronning i de nye moderne omgivelser, hvor der var vaskemaskine, varmt vand i hanerne og eget bad. 

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

Nogle år senere, byggede mine forældre hus i Roskilde, da min lillebror kom til, og vi blev tre børn.

Min mor gik hjemme, og der var nybagte boller og varm te, hver dag når vi kom hjem fra skole. Det var et virkelig kærligt hjem. Altid åbent for venner og familie. Jeg kan næsten få tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvor tryg og lykkelig min barndom var. Nogle gange får man slet ikke øje på, hvor heldig man er, mens man står i det. 

Men så må man se tilbage på det med taknemmelighed. Og det gør jeg.

Somrene tilbragte vi ved Næs Strand i Vordingborg i vores sortmalede sommerhus lige ned til vandet. Vi satte åleruser, og da min far købte en flipper-jolle stod vi på vandski. 

Min far kørte frem og tilbage mellem weekender for at arbejde, mens resten af familien slog sig ned i sommerlandet i alle otte ferieuger. Jeg kan stadig huske, når vi så bilen komme trillende ned ad den lille sommerhusvej om aftenen, hvordan vi hujede og jublede, som om han havde været væk i flere måneder, selvom han nærmest lige var kørt. 

Vi var så sammentømret en familie, at vi bare havde det bedst, når vi alle sammen var samlet.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg kom i lære som 18-årig. Det faldt mig helt naturligt, at jeg skulle kontoruddannes som min mor. Og jeg fik hurtigt en plads i et stort engrosfirma gennem min far, der var i entreprenørverdenen. Men det var helt forfærdeligt. 

Jeg kan næsten få kuldegys af at tale om det den dag i dag. Der var en rædselsfuld kultur på det kontor. Stride damer med stramme knolde i nakken, lyserød læbestift og højtopknappede skjorter, der mobbede og talte grimt bag hinandens ryg. Jeg kan huske alle de spidse bemærkninger, og hvordan jeg blev jaget ned efter basser i kantinen i tide og utide, fordi de nød, at de kunne hundse med mig. 

Puha, altså det var slemt. Jeg fik det fysisk dårligt af det og besvimede en dag, så min far og storebror måtte bære mig bevidstløs i seng. Der var selvfølgelig ikke noget galt, det var ren stress. En enkelt gang sagde jeg dem imod. 

Råbte højt, at de mobbede! De reagerede ikke med andet end løftede øjenbryn. Så jeg bed det i mig, lige til jeg var færdigudlært. Og så var jeg også den, der var smuttet. 

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg søgte ind i politiet på kontor. Og jeg fandt mig til rette med det samme og har været der lige siden i skiftende stillinger. Det har været et spændende og rigtig godt arbejdsmiljø. Og selvom jeg ikke er vild med at sige det, så tror jeg også, det har noget at gøre med, at det ikke var rene kvindekontorer. 

Jeg drømte i hvert fald aldrig om at søge ind i sådan et kvindemiljø igen.

Din vigtigste vejviser?

– Både min mor og far har været vigtige vejvisere. De har lært mig at være selvstændig, stå ved mig selv og sige fra. Alligevel vil jeg pege på en helt anden, nemlig Karen Blixen, som min vigtigste rollemodel. Jeg læste hendes bøger som helt ung pige. Og de gjorde et kæmpe indtryk.

Eller også var det i virkeligheden hendes person, der gjorde indtryk. Jeg elskede, at hun turde sige sin mening, var modig, rebelsk og eventyrlysten. Hele hendes måde at være menneske på. At hun ikke kunne finde ud af kærligheden, men elskede med alt hvad hun havde i sig. At hun måske ikke var den smarteste med sin økonomi, men gavmild. 

Når hun havde penge, havde alle omkring hende penge. Jeg har altid gerne ville se hendes farm i Kenya. Og i 2012 fik jeg endelig råd. Jeg rejste med en god ven. Vi besøgte farmen og fløj med en lille propelflyver over savannen, præcis som Karen Blixen gjorde sammen med sit livs kærlighed Denys Finch Hatton. 

Det var fantastisk. Uh, jeg ville ønske, jeg havde kendt hende.

Hvem har fundet vej til dit hjerte?

– Jeg ved ikke, om jeg har haft nemt ved at forelske mig, men jeg vidste fra en tidlig alder, hvad jeg ville have. Og har nok aldrig haft rigtig svært ved at få det. 

Som 16-årig blev jeg stormende forelsket i en ung, smuk mand og ringforlovet. Og som 18-årig mødte jeg mine pigers far. Vi var meget lykkelige sammen som par og også meget dygtige. 

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Købte sommerhus, fik børn, byggede hus og gjorde karriere på no time. Men da jeg blev 29, var det som om, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med hele. Og så gik jeg fra ham. Det var forfærdelig hårdt. Og når jeg tænker tilbage på det, skyldes det måske, at jeg var flyttet direkte fra mine forældres liv og ind i hans liv uden at have fået mulighed for bare at være mig selv.

Jeg var alene med mine piger de næste 10 år. Vi blev en lille enhed med faste weekendritualer. Madrasser på stuegulvet, film og chips med hvidløgsdip. Det var virkelig en vidunderlig tid. Jeg savnede ikke en kæreste. Og det var også en helt anden form for forelskelse, da jeg mødte min anden mand. 

Vi var voksne og kom med hver vores sæt af børn. Vi vidste, hvem vi var, og hvad vi ville med vores liv sammen. Der var en helt anden ro i en mere voksen kærlighed.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Min ældste datter Pernille blev ramt af en lastbil og dræbt på vej til gymnasiet den 4. maj 2000. Hun var 17 år gammel. Og det forandrede selvfølgelig mit liv fuldstændigt. Det skete fire dage efter hendes lillesøster Louises konfirmation. 

Pernille havde holdt den smukkeste tale, hvor hun sagde, at hun altid ville være der for hende uanset, hvor i verden hun var. Og hun havde skrevet en sang, hun havde skjult i en sangskjuler af forglemmigej. 

Det er jeg aldrig holdt op med at tænke på. Det var som om, det var et varsel.

I den første tid efter Pernilles død levede jeg som i en boble og kunne ikke rumme andre end min egen og Louises sorg. Alle var påvirkede. Ikke mindst min mor og min far, der havde mistet deres første barnebarn. 

Men jeg kunne ikke være noget for nogen. Heller ikke min mand og hans dejlige børn, og vi endte med at gå fra hinanden. Det er 25 år siden, jeg mistede min datter. Og selvom det ikke er til at tro, har jeg et lykkeligt liv fuldt af venner, familie og meningsfulde, spændende og nye oplevelser. Sorgen tynger ikke mit liv eller min hverdag. 

Men savnet efter Pernille er selvfølgelig altid til stede. Og nogle gange dukker det op for fuld styrke. For et par dage siden på min fødselsdag var jeg lige ved at slukke fjernsynet, da 'Dirty Dancing' kom på. Den film har jeg set sammen med mine piger en million gange. Vi har danset rundt i stuen til den. 

Skrigende og grinende og syngende. 

Det føltes som en hilsen fra hende til mig. Så mange år efter. Jeg blev så overvældet og kunne ikke andet end at sætte mig ned og græde. Af sorg over, at Pernille er væk. Og af lykke over, at hun har været her.

Hvornår har du stået ved en skillevej?

– Da Louise flyttede hjemmefra, sørgede jeg for, at hun fik en bolig – en halv villa faktisk – i Roskilde, hvor jeg selv og mine forældre boede på det tidspunkt. I vores familie er vi altid på en eller anden måde lykkes med at bo tæt på hinanden i lange perioder af vores liv. 

Det er bare sådan, vi har det bedst. Og efter Pernilles død havde jeg virkelig brug for at have Louise tæt på. I tiden efter måtte hun ikke engang cykle. 

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Der gik flere år, før jeg købte en stor, flot amerikanercykel til hende med et bredt styr og frynser og endelig fik modet til at slippe hende fri.

Men der var en stor tryghed i at være samlet i Roskilde. Så da Louise og min svigersøn meddelte, at nu rykkede de til Viby, blev jeg virkelig ked af det. De spurgte, om jeg ikke skulle med. Jeg var meget i tvivl. 

Indtil jeg havde taget turen et par gange og mærkede, hvordan marker og natur gav mig en ro, jeg længe havde længtes efter. Så jeg rykkede. Solgte mit hus og fandt et mindre. Og min mor rykkede med, da vi fandt en ældrebolig til hende her efter min fars død. Jeg er så lykkelig for, at jeg tog det valg. 

For nu bor vi igen få hundrede meter fra hinanden. Og mine børnebørn, Silke og Filippa, smutter rundt imellem os. De ringer lige og spørger, om jeg kan bikse en pandekagedej sammen, og så stikker de hovederne forbi. 

Der findes jo ikke noget bedre.

Hvilken vejviser har du villet være for dine børn?

– Det vigtigste for mig har været at vise mine børn kærlighed og respekt. Jeg har villet skabe en fortrolighed, så de altid har følt, at de kunne komme til mig. Og det er lykkes. 

Louise og jeg kan selvfølgelig synes, at hinanden er møgirriterende. Men det er nu ikke så tit. Og der er altid kærlighed og respekt imellem os. Noget andet, jeg ikke har været så bevidst om at give videre, men som jeg kan se, er sket, er det her med at holde sammen omkring familien og gøre sig umage med at skabe gode stunder sammen. 

Selv mit yngste barnebarn lille Filippa går helt naturligt hen til skuffen og finder servietter frem, når vi skal spise sammen. Hun hygger om os. Det stammer fra min mormor, er gået gennem min mor og gennem mig og findes nu i Louise og hendes piger. De prioriterer familielivet utroligt højt. Også med min mor og med mig. Det er rørende og smukt at mærke.