Stephanie er ramt af stress og har valgt at være alene juleaften: ”Jeg kan ikke rumme det”

Dette er en klumme og er et udtryk for skribentens holdninger.

Julen står for døren.

Jeg elsker julen, for dagene ånder ro, og der er tid til hygge, samvær og nærvær. Men i år skal jeg være alene juleaften.

Min familie skal være sammen med vores venner, og det er en årelang tradition, som vi altid glæder os meget til. Alt er lige, som det skal være. Bortset fra i år.

Jeg har måttet vælge af nød, at jeg skal være alene. Det har ikke været en nem beslutning, men en nødvendig en af slagsen – og den er ikke truffet uden tårer og tvivl. Ikke uden at gøre andre kede af det. Ikke uden at jeg selv er ked af det.

Hos plejer december måned at være magisk. Vi får altid besøg i vores spisestue, hvor folk stimler sammen og har muntre snakke. Alle i vores opgang mødes også hos os til vaniljekranse og portvin, hvor vi ønsker hinanden en dejlig jul. Spisestuen er pyntet op, som var det midt i en snekugle, hvor alting glimter og sneen daler så fint.

LÆS OGSÅ

Mine svigerforældre inviterer til julemiddag, men opkræver betaling

Familieterapeuten forstår, at vedkommende reagerer, men har en klar opfordring. Få svaret her.

Men i år er her ingen. Her er stadig pyntet op med en overflod af kugler, glimmer, perler, gran, julesokker, hjerter og lys. Alting er, som det plejer – eventyrligt og som i en ægte julefilm. Bortset fra mig. Jeg er forandret.

Jeg rummer ikke. Jeg rummer intet. Jeg rummer ingen. End ikke juleaften.

Mit valg har også gjort min elskede ked af det. Vi har været sammen i mange år, så selvfølgelig har min beslutning afstedkommet reaktioner. Jeg har også spurgt mig selv, om jeg er egoistisk. Om jeg dog ikke bare kunne være med på trods, blot er par timer. Men de mange gæster juleaften har gjort, at end ikke et par timer vil være muligt for mig. Det er alt for overvældende. Sådan er det.

Jeg ved, at min familie får en dejlig juleaften hos vores venner, og når jeg er her alene, skal ingen tage hensyn til mig. Jeg skal ikke tage mig sammen. Jeg kan bare være. Ligge i mørket. Forsvinde ind i endnu en julefilm, uden at tænke på andre end mig selv.

Du vil måske tænke, at det er et drastisk valg at være alene juleaften og vælge andre fra. Men jeg vælger mig selv til, fordi det er det bedste for mig: Det mest kærlige valg, selvom det både gør ondt og er ensomt. Men mest af alt er det egenomsorg, for hvor tit vælger vi egentlig os selv til? Hvor tit må vi gå på kompromis for de andre?

LÆS OGSÅ

Hvert år frygter Stephanie at sidde alene nytårsaften: ”Hvorfor er festen så lukket?”

Stephanie Starpov frygter nytårsaften. I modsætning til mange andre har hun ikke en fast vennegruppe at fejre aftenen med, og derfor ender hun ofte for sig selv. I denne klumme opfordrer hun folk til at åbne deres fester, så færre skal sidde alene på årets sidste aften.

Jeg mener ikke, at man altid kun skal tænke på sig selv. Slet ikke. Men nogle gange byder livet, at man skal vælge sig selv: Vælge sit eget velbefindende og sit eget bedste – inden det er for sent.

For mig blev det nok, den dag jeg lå på stuegulvet og ikke kunne rejse mig. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke engang kunne overskue at ringe til nogen. Hverken min partner, min veninde eller ambulancen. Så langt ud var jeg kommet. Mange måneders pres havde sat sig, og min hjerne var så grødet, at jeg ikke kunne tænke to sammenhængende tanker.

Blot én lillebitte stillingtagen, én lillebitte stimuli, ét lillebitte pling på mobilen lukkede mit system ned. Som et legetøj, der er løbet tør for batteri, gik jeg i stå. Over and out. Jeg var done. Udmattet. Som at blive forvandlet til en zombie.

Hvad gør, at vi ender dér? Dér, hvor vi brænder sammen? Hvad er det, som forhindrer, at vi ikke stopper i tide? For mit vedkommende lyttede jeg ikke til min krops signaler, og nu ligger jeg, som jeg har redt. Derfor skal jeg være alene juleaften. Det bliver ensomt og hårdt, men jeg kan ikke andet. Og dog – måske kunne jeg tage mig sammen, men jeg ville betale prisen.

LÆS OGSÅ

Da Eva Ravnbøl serverede julemad, gjorde hendes svigermor det utænkelige

Det var svært for unge Eva Ravnbøl at vænne sig til sin italienske svigerfamilies jul, men i dag forsøger hun at mikse de forskellige traditioner i juletiden.

Jeg er klar over, at det vækker triste følelser hos mine nærmeste. Men i år kan jeg ikke andet. Jeg giver mig selv den bedste julegave: Jeg vælger at lytte til mig selv. Det er nødvendigt, hvis jeg skal komme på højkant igen.

Mit juleønske til dig, hvis du kender nogen, som sidder alene juleaften: Send dem et hjerte eller en lille hilsen, som viser, at du tænker på dem, også selvom I ikke er sammen. Det gør ensomhedsfølelsen mindre at blive tænkt på. En lille gestus med så stor betydning. At vi ser og møder hinanden dér, hvor vi er, hver især.

Det er så lidt, der skal til, os mennesker imellem.

Glædelig jul.