Da vi jo nærmer os den søde juletid, synes jeg, at jeg vil benytte lejligheden til at sætte et par ord på den – efter min mening – vanvittige tid.
Ikke fordi den ikke er hyggelig eller dejlig, men den sætter ethvert parforhold på prøve, da det strømmer ind med forventninger udefra, som nærmest er umulige at leve op til, og det letteste sted at tage tid fra, er hinanden.
Hvis du har læst med de sidste fire uger, kan du nok fornemme, at det eneste råd, jeg har til et sundt parforhold, er tid sammen. Og i dag er ingen undtagelse, for tiden er i den grad sat på prøve i december. For, i guder, hvor er julen blevet blæst op til det rene vanvid.
Firmajulefrokoster, familiejulefrokoster, julegaveindkøb, småkagebagning, klippe-lorte-klister-dag på skolen, umusikalske Lucia-optog, hvor man i øvrigt ikke engang bruger rigtige stearinlys længere. Ja, den spænding, om der går ild i Lucia-bruden, er også taget fra os.
Latterlige nisseshows i diverse storcentre, julekalendere, nissedrillerier, adventsgaver, pakkekalender og tøjlen af bedsteforældre, der har sat sig for at se, om det i år kan lykkes at give børnebørnene diabetes.
For slet ikke at tale om alt det, man skal putte i hovedet, som kræver en total omdirigering af indholdet i viktualierummet.
Og lad mig lige høre, om der er en voksen på linjen, der kan svare på, hvorfor sevans en pose stjerneanis lige akkurat er mængdeafstemt sådan, at man ikke bruger nok til at smide posen ud, men for meget til, at man alligevel skal købe en ny næste jul?
Ak ja, du fornemmer nok, at der bor en lille grinch inde i mig. Men jeg må også indrømme, at julen kan være smuk og dejlig. Jeg tror bare, at det hele er kørt op til et niveau, så vi ikke længere kan nyde den. Det største problem herom er ordet ”tradition”. For i de danske familier er tradition blevet et trumfkort til, at man ikke kan sige nej tak til en invitation.
Tradition er lig med, at du skal komme, ellers bliver vi – og især oldemor – meget skuffede.
I min familie har man prøvet det samme. ”Hej, vi vil gerne invitere til julefrokost. PS. Vi tænker, det er en tradition”. Dér har jeg flaget med det samme og sagt: ”Det lyder mægtigt, jeg glæder mig. Hvis tradition betyder, at du har lagt beslag på mig den dato de næste 35 år, så regn ikke med det. Men jeg vil meget gerne komme nu, og så kan du invitere mig igen næste år”.
Lige så snart folk presser dig udefra, og du føler, du ikke kan sige nej, så presser du også din lille familie og din elskede. Og det må være det vigtigste. Hvis I ikke kan komme i år, fordi I hellere vil sidde i hyggetøj og se film, er det helt okay, og så må oldemor græde sig selv i graven, fordi I ikke overholder traditionen.
Julen skal tilbage til at være børnenes og hjerternes fest. Men det er ikke næstekærlighed, at familier følelsesmæssigt afpresser hinanden. Og du og din partner må ikke sidde juleaften og kigge på hinanden og tænke: ”Hvem er du?”. Husk hinanden – især i december.
Sluk fjernsynet, og åbn en flaske champagne. Det må I godt. Det kunne jo gå hen og blive en tradition.
Gæsteklummist
- Nikolaj Stokholm er far til to små børn og gift med ”mussemor”, Isabella Stokholm.
- Samlivet mand og kvinde imellem er gaven, der bliver ved med at give, og med sine betragtninger tester han, om hverdagens misforståelser kan blive til et godt grin, hvis man ser på det udefra.
