Det er tidlig morgen, og Jeanette skal på udflugt med skolen. Alle børnene i klassen skal medbringe en drikkedunk, men i Jeanettes hjem har ingen voksen tænkt på eller haft råd til en drikkedunk.
Jeanette, der er alene hjemme, mens hendes mor er på arbejde på en fabrik, roder alt igennem. Til sidst går hun ud på badeværelset og tømmer en flaske shampoo. Så kan hun fylde den med vand. Men det fungerer ikke – og hun ender med at komme for sent i skole og gå glip af den tur, hun ellers har glædet sig til.
– Jeg ville have drikkedunken med, så jeg kunne være som de andre børn, for jeg var optaget af, at alt skulle se normalt ud, husker Jeanette Bauer.
Hun er 46 år og chef for organisationen Kirkens Korshær. Her bruger hun en vifte af sine kompetencer, også den indlevelse, det giver selv at have haft en barndom med afsavn. Opvæksten med materiel knaphed har givet hende en unik forståelse for den virkelighed, hun møder blandt nutidens fattige familier.
– Vi deler for eksempel madpakker ud til børn på Christianshavn og i Thisted. Og vi har erfaret, at nogle af børnene ikke selv spiser hele madpakken, men gemmer noget, som de kan tage med hjem til resten af familien, siger Jeanette.
– Det er sådan noget fra undersiden af Danmark, der får mig til at kæmpe videre.
Boede over 20 steder
Hendes Verden møder Jeanette i Sundby Kirke, hvor hun p.t. er i praktik. En del af jobbet som leder af Kirkens Korshær er nemlig at læse til præst (hvis man ikke allerede er det). Jeanette er iført lilla tøj, korshærens farve, og en kirketjener kommer med kaffe, mens vi forsigtigt folder samtalen om hendes opvækst ud.
Det er sårbart for hende at fortælle om; loyaliteten over for hendes forældre er den dag i dag svær at aflægge.
Som leder af korshæren tager hun rundt i landet og taler med folk i varmestuer og familietilbud. Og her føler hun sig aldrig fremmed, for det er ”hendes mennesker”. Mennesker, der som hun selv ikke nødvendigvis er vokset op på samfundets solside.
– Som barn har jeg fortalt andre, at alt gik fint hos os, selv om det ikke gjorde, siger hun. – For man lever med frygten for, hvad der sker: Bliver man fjernet, hvis de finder ud af, hvordan det er?
Jeanettes forældre var 21 og 22 år, da de fik hende. De havde travlt med at være unge, som hun formulerer det, og gik fra hinanden efter et par år, hvorefter Jeanette voksede op med sin mor, et væld af skiftende stedfædre og to små halvsøstre, der kom til efterhånden. Tidligt i hendes barndom boede de på Vesterbro i København i en utæt bygning med toilet i gården, men det var blot ét sted af mange.
– Meget er tåget, men da jeg i 20’erne en dag loggede ind i cpr-registret og så, at jeg havde haft flere adresser end år leveår, bekræftede det, at alt i min opvækst ikke var helt normalt, siger hun.
Rugbrød med mug
Jeanettes mors indkomst fra fabrikken var lille, og pengene blev brændt af, når de var der, så familien levede af risengrød, havregryn og dåseravioli. Morgenmaden kunne være et stykke rugbrød uden noget – ud over den mug, Jeanette nogle gange måtte skrabe af.
Kirkens Korshær er ...
… grundlagt 1912 af præst Hans Peter Mollerup og er en hjælpeorganisation, der udfører socialt arbejde blandt mennesker i hjemløshed, afhængighed, psykisk sygdom, ensomhed og/eller fattigdom. Driver varmestuer, herberger, sundheds- og stofindtagelsesrum samt 240 genbrugsbutikker landet over og beskæftiger cirka 9.000 frivillige. En del af jobbet som chef i Kirkens Korshær er, at man uddanner sig til præst.
Kilde: Kirkens Korshær
Det var et hjem, hvor alkohol og skiftende mænd fyldte meget.
– Jeg har haft mange opgaver, man ikke skal have som barn, for eksempel at aflevere og hente min lillesøster i daginstitution, da jeg selv var omkring otte år. Jeg har også skullet lave aftensmad i den alder, siger Jeanette og forklarer, at der også på den følelsesmæssige konto var lavvande.
– Jeg har aldrig oplevet den der ubetingede kærlighed eller hørt ”jeg elsker dig”. Så min strategi blev at være dygtig og artig. Jeg gjorde mig meget umage i skolen og lærte allerede at læse i børnehaven, fortsætter hun.
– Det var den måde, jeg kunne få et glimt af anerkendelse fra min mor på. Men det var også noget eksternt og et bevis på, at hun gjorde det godt. Så min strategi gjorde det måske også svært for andre at få øje på svigtene. Som i øvrigt inkluderede at blive slået.
En episode, som står klart for Jeanette, er fra en campingvogn med mor, stedfar og andre alkoholpåvirkede voksne. Nogle af dem blev uvenner og endte i slåskamp ude på en mark. Derefter kørte stedfaren det, som Jeanette betegner som vanvidskørsel, med hende og hendes toårige lillesøster på forsædet – indtil han bremsede brat op, og Jeanettes lillesøster knaldede hovedet ned i instrumentbrættet.
– Jeg var seks-syv år og vildt bange og bekymret. Sådan skal børn ikke have det. De skal have trygge voksne, der passer på dem, siger hun.
– Børn skal ikke føle, at det er bedst, de ikke er der – at de er i vejen.
Sukkermadder hos farmor
Jeanettes opvækst var dog ikke kun belastet, for der var også voksne, der gav hende en hånd i ryggen. Hendes far boede i en lejlighed i København, og der var hun af og til. Det var ofte hyggeligt, selv om han også var ung og havde travlt med sit liv.
Han har til gengæld taget det alvorligt, når Jeanette senere i livet har talt med ham om, at alt ikke var ideelt dengang.
– Han prøvede faktisk at få mig over at bo hos ham, men oplevede en kommune, der var på morens side og ikke ville hjælpe. Og så har han i sin ungdoms dårskab tænkt, at det hele kunne være lige meget, siger Jeanette, der i dag har et godt forhold til sin far og stedmor, der fungerer mormor for hendes børn.
Også hos farmor og farfar på Nørrebro var der gode tider med sukkermadder, fiskefrikadeller og weekender på landet. Hun lå på bagsædet af bilen og hørte P4, og selv om hendes farfar var en hidsigprop, var hun aldrig i tvivl om, at han syntes, hun var fantastisk.
– De havde også en dyne, der var så tung, at den føltes som beton. Farfar lagde sig ind på sofaen, og så fik jeg sengen sammen med farmor, siger Jeanette, hvis bedsteforældre tilbød, at hun kunne bo hos dem. Men kommunen mente, at de var for gamle.
Postkort fra Mias mor
Også lærere, pædagoger og kammeraternes forældre spillede en rolle. Særligt en episode på en koloni i første-anden klasse gjorde indtryk på Jeanette.
– Alle de andre fik pakker med Anders And-blade og andre ting af deres forældre. Det fik jeg ikke, men jeg fik et postkort fra Mias mor. Det varmede, husker Jeanette.
Hendes barndom sluttede dog brat, da hun var 16-17-år. Hun var begyndt på HH, men måtte sammen med sin mor og søster flygte fra en af morens kærester.
– Vi måtte pakke vores ting midt om natten, og hos min mors nye kæreste var der ikke plads til mig, så jeg rykkede i et klubværelse og måtte finde ud af det derfra, fortæller Jeanette, som tidligt blev optaget af social retfærdighed og har været aktiv i elevråd, foreninger og politik.
Som studerende var hun frivillig i Kirkens Korshær, og senere blev hun kommunikationschef. Og da jobbet som korshærschef i 2021 blev ledigt, slog hun til.
– Jeg er simpelthen så glad og føler, at jobbet hjælper mig med at bearbejde det, jeg selv var udsat for, på en meningsfuld måde, siger hun. – At Kirkens Korshær har rødder i folkekirken, er en styrke. Troen er en dyb forbindelse mellem mennesker og giver mig en følelse af at komme hjem.
De tomme mælkekartoner
Jeanette vil sikre udsatte og sårbare mennesker ordentlige vilkår, og mange af de voksne, der kommer i Kirkens Korshær, har historier som hendes – eller hendes mors.
– Jeg har en stærk bevidsthed om, at livskriser kan ramme os alle; at man godt kan være et godt menneske, selv om man har gjort noget dumt. Jeg har aldrig mødt et menneske i nogen af vores varmestuer eller stofindtagelsesrum, som ikke bare gerne vil leve et godt liv. Den drøm havde jeg også selv.
Jeanette bliver rasende ved tanken om, at vi i et af verdens rigeste samfund har mennesker, der må leve på gaden. Børnefamilier, hvor man springer måltider over, eller lillebror må gå i en for tynd jakke om vinteren. Hvor der ikke er råd til medicin.
Hvor en mor på kontanthjælp sætter tomme mælkekartoner i køleskabet, så kommunen ikke opdager, at hun ikke har råd til mad. Og en mor, som opdager, at hendes søn går på en pudsig måde, fordi hans sko er for små – men ikke har sagt noget, fordi han ved, de ikke har råd til nye sko.
– Blot et år i fattigdom sætter spor i resten af et barns liv, siger Jeanette. – Jeg kan blive edderspændt rasende over, at millionerne ruller til vækst, og vi stadig står med generation efter generation, som vi blandt andet med kontanthjælpsreformen fastholder i udsathed.
Bokser sig rolig
Det er over 20 år siden, Jeanette havde kontakt med sin mor for alvor. Det er Jeanettes eget valg. Hun er dog ikke i tvivl om, at hendes mor har været ude af stand til at mønstre den selvopofrelse, det kræver at have børn.
– Jeg tror vitterlig, hun gjorde, hvad hun kunne, med de vilkår, hun havde, siger Jeanette. – Men det er vigtigt for mig at give barnet i mig selv plads til at være ked af det og vred. Samtidig med at jeg som voksen arbejder med at huske, nuancere og forstå.
Som voksen har Jeanette taget magten over sit liv, blandt andet ved at gøre godt for andre. Ud over at drage rundt til Korshærens forskellige tilbud samarbejder hun med andre organisationer om at begrænse fattigdom; at sikre værdighed for mennesker, andre ser skævt til. Men det er også vigtigt for hende at bygge tryghed i sit eget liv. Ud over hendes familie hjælper boksetræning to gange om ugen.
– Jeg er nok mere højspændt end de fleste, så jeg har brug for den udtrætning, boksningen giver. Jeg synker ned i en zen-tilstand. Glemmer alt andet – og slutter ofte af med at hoppe i havet, siger hun.–
Jeg bliver lige en lillebitte smule et bedre menneske, når jeg har været igennem boksesalen og vandet.
Om Jeanette Bauer, 46 år
- Chef for Kirkens Korshær.
- Kandidat i sundhedsfremme og kommunikation samt tidl. folkevalgt for Socialdemokratiet.
- Færdiguddannet som præst i december 2025.
- Gift og mor til tre børn på 7, 12 og 19 år.
