Som barn var jeg den af os, der havde krudt i røven. Sus nød, når vi bare sad og legede med heste i stuen. Men det gad jeg kun, til de var stillet op. Som børn var vi næsten altid ude. Vi boede sammen med vores mor, storebror og storesøster i et højhus med masser af grønne arealer omkring. Egentlig havde min mor fem børn, men hun blev tvunget til at bortadoptere sit andet barn ved fødslen. Ham fandt vi for 20 år siden gennem programmet Sporløs.
Som børn legede Sus og jeg dåseskjul og spillede rundbold. Var det dårligt vejr, byttede vi glansbilleder eller hønseringe. Vi var altid på Galopbanen og se på heste
Jeg passede på Sus, for hun er godt fire år yngre end mig. Når min mor skulle til bal om fredagen, passede jeg hende ofte. Nogle gange passede vores fem år ældre bror os, men vores storesøster var f lyttet hjemmefra. Min mor havde to dejlige veninder, der også boede i højhuset, og de tre piger tog af sted. Kunne hun ikke nå at lave aftensmad, skulle vi bare varme en dåse bøf i sovs og koge lidt kartofler til. Alt det havde hun gjort parat.
Som barn havde jeg ofte Sus på slæb. Der var ikke råd til, at jeg kunne gå til ridning, så jeg mugede ud blandt hestene for at få gratis ridetimer. Og på den måde kom Sus også med på rideskolen. Det samme gjaldt, når jeg skulle ned og lege. Når vi spillede rundbold, sagde jeg til hende: ”Du skal passe på, for jeg kan slå rigtigt hårdt med det her bat. Enten er du mit på hold, eller også går du ned bagved.”
Sus og jeg har ikke samme far, men det tænker vi aldrig over. Vi er søskende og født af den samme mor. Da min mor blev gravid med mig, sagde manden, hun havde mødt til et bal: ”Det går ikke, for jeg er gift og har seks piger.” Min mor søgte dengang i 1960 om at få en abort, men f ik afslag. Og så kom jeg. Det samme skete med Sus. Hendes far sagde: ”Nej, desværre, min kone venter tvillinger.” Det var hårdt for min mor at stå alene med, og hun måtte knokle hele vores opvækst. Mændene havde taget vielsesringen af, før de gik til bal.
Sus og jeg ses dagligt. Vi tager ud og handler og rejser på ferier og udflugter. Vi ser serier og laver mad. Tidligere boede jeg, Sus og vores storebror, Erik, og hans kone i samme opgang. Men nu bor jeg 500 meter væk fra de andre. Det er Alle vi børn i Bulderby, bare i en ældre udgave. Sus og jeg kommunikerer også via Messenger og taler sindssygt tit i telefon. Sådan har det altid været, også når der har været mænd i vores liv. Når vi er ude at rejse, sender vi altid billeder. Det er dog ikke alt, jeg taler med hende om – hvis det er politik og bøger, taler jeg mere med min bror.
En vigtig del af vores forhold er, at vi hjælper hinanden. Nu når jeg skal rygopereres, er hun enormt hjælpsom. Jeg hjælper hende til gengæld med alt, der har med elektronik at gøre, når hun for eksempel har fået ny mobil. Vi har talt om at lave et bofællesskab for seniorer: mig, Sus og min storebror Erik og hans kone. Vi bor jo i forvejen tæt på hinanden og går i hak med mange ting – både hvornår vi vil have mad, og hvor rent køkkenet skal være.
Jeg er den mest udadvendte og er altid rap i replikken. Min søster er meget mere genert. Hvis vi skal tage en beslutning, er det altid mig, men jeg er begyndt at sige: ”Nu er det din tur til at finde ud af, hvor vi skal tage hen. Du skal også på banen.” Vi har været i Norge, Sverige, Tyskland, Nice, Rom, Spanien, Prag og Polen.
Sus og jeg går meget op i dyr. Vi har begge haft hunde og katte. Vi går også tit i skoven og er interesserede i, hvad der vokser frem. Vi cykler sammen rundt i Dyrehaven; også for at se alle kronhjortene. Og vi går meget op i, når trækfuglene kommer, især tranerne.
Min bror og jeg er de mest talende, mens resten af f lokken er roligere. Det er nok, fordi vi er de midterste og har brugt albuer til at komme frem. Når han taler for meget, kan jeg sige: ”Nu tager jeg lige mikrofonen fra dig! Der skal også være plads til os andre.” Det er dejligt, at vi har den form for humor og godt tør sige, hvordan vi har det.
Jeg kender desværre til søskende, der har fravalgt hinanden. Jeg fatter ikke, at man kan komme så langt ud. Hvorfor tager de ikke bare tyren ved hornene og siger: ”Jeg kan ikke lide, at du har behandlet mig sådan. Gider du sige undskyld?” Jeg er vild med min familie, inklusive alle mine søskende, selv om det kun er tre af os, der bor ved siden af hinanden. Vi er så tætte, og hvis jeg skal et eller andet, står de til rådighed med det samme. Det der sammenhold er ikke noget, jeg vil undvære overhovedet.
Lissie Drejer, 64 år
Førtidspensionist. Single. Bor 500 meter fra sin søster Susanne, 61 år, og har derud over tre søskende, Erik, 69 år, Birthe, 76 år, og Carsten, 72 år, (som de først lærte at kende for cirka 20 år siden). Mor til én og bedstemor til én.
