Det bedste ved min bror er, at vi har samme humoristiske sans. Og kan grine sindssygt meget. For eksempel da vi sidste år var i Basel til det flotte karneval, hvor de strøede konfetti. Ingen kunne som min bror og jeg stå og grine, når turisterne fik det der konfetti ned ad nakken. Jeg ved desuden, at han er der for mig. Min mor sagde, lige før hun døde, at jeg ikke måtte være ked af det, for ”din bror vil altid hjælpe dig. I vil altid have hinanden.”
Vi er vokset op i en treværelses lejlighed. Vi løb altid ude på legepladsen, og min mor gik hjemme og hjalp min far nogle timer om dagen, for han havde pølsevognen på Nærumvænge Torv. Vi havde sommerhus, hvor vi var i weekender og ferier, og min far kørte ind til pølsevognen derfra.
Nogle gange gad min bror godt lege med dukker. Hvis jeg lovede ikke at sige det til hans kammerater. Han kunne også drille mig ved at sætte sig oven på mig og lege skrivemaskine. Han skrev navne på maven af mig, så det kildede. Vi boede i samme værelse, hvor vi sov i en køjeseng. Han havde overkøjen. Der, hvor vi boede, skulle man ned til en vicevært og hente nøglen til vaskekælderen. Viceværten var altid sur, og så legede vi, at Morten var viceværten. Han fik alle mine bamser op i overkøjen, og så skulle jeg komme og hente vaskenøglen. Og så passede den ikke, det var legen, og så kylede han bamserne ned i hovedet på mig, som symboliserede alle de nøgler, der ikke virkede. Vi morede os kosteligt over det.
Min bror passede mig, da min mor og far en overgang kørte med pakker. Det var mellem klokken fire og seks om morgenen. Jeg var ked af, at de var nødt til at tage af sted, og vågnede altid, når de gik. Jeg græd, og så trøstede Morten mig og sagde: ”De kommer hjem igen.” Det var også ham, der satte gaver på pakkekalenderen i december, når de var gået. Han var syv, og jeg var fire år.
Vi kom altid op at diskutere, når jeg lugtede af hest efter rideskolen. Det gad han ikke at lugte til. Så flyttede vi i hus, hvor Morten og jeg boede i kælderen og havde hvert vores værelse. Dernede sås vi tit og hørte også Bruce Springsteen sammen. Vi har også været død irriterede på hinanden i teenageårene. Jeg var irriteret over, at han var fornuftig og kunne sige, at hvis jeg ikke holdt op med at ryge, så ville han sladre til min mor. Så vi har haft gnidninger. Vi har også levet meget forskellige liv, jeg har for eksempel ikke fået børn. Men vi har kunnet finde hinanden alligevel. Som barn var han langt mere fornuftig og lavede mange lektier. Jeg havde det svært i skolen, fordi jeg var stærkt ordblind. Som 14-15-årig rendte jeg til fester og kom sent hjem, det har han aldrig gjort. Men alligevel kunne vi sagtens more os sammen. Da jeg som 17-årig ville til England som udvekslingsstudent, hjalp han ved at låne mine forældre penge. Så han har passet på mig.
Min bror og jeg var med til at lukke vores fars pølsevogn. Han fik allerede som 54-årig en blodprop. Da var vi 22 og 25 år. Morten var inde over regnskabet, og jeg hjalp min mor med at passe min hjerneskadede far og kom tit i weekenden. Min bror kom også, men han havde lige der travlt med tre børn og fuldtidsjob. Senere, da min mor blev ældre, kom han mest.
I 30’erne levede vi hvert vores liv, indtil han blev skilt for 20 år siden. Så blev vores forhold tæt igen, for der hjalp jeg ham. Rollerne blev vendt, og han sagde, at nu havde han fået en storesøster. Jeg stod også for at holde jul, når han havde børnene, og har også haft hans børn boende, mens de studerede.
For fem år siden måtte vi samarbejde omkring vores mor. Hun begyndte at blive dement, og min bror og jeg hjalp hinanden. Da hun døde, satte vi en advokat på bodelingen, for er der noget, man kan komme op at skændes om, er det penge. Uanset om det er 20 millioner eller 20.000 kroner. Min mor havde heldigvis planlagt hele begravelsen, så vi vidste, præcis hvad der skulle foregå. Det var så nemt.
Vi mødes tit på kirkegården og snakker om vores mor. Og jeg er med til hans børnebørns fødselsdage. Jeg ser ham en til to gange om måneden og taler i telefon med ham i hvert fald en til to gange om ugen. Jeg var også ude at rejse med ham og hans kæreste sidste år, og vi holder jul og påske sammen. Vi er tætte uden at sidde lårene af hinanden.
Min bror er det tætteste, jeg har tilbage af min familie. Hvis jeg savner min mor, kan jeg godt græde, og så siger Morten, at det kan han godt forstå, for det gør han også. Nogle gange græder han også. Vi har været børn sammen og har de samme forældre. Vi er hinandens livsvidner og dem, der har kendt hinanden længst.
Marianne Bech Petersen, 60 år
Socialpædagog, ansat på et plejehjem og har været leder i 20 år. Single. Søster til Morten, 63 år, som har tre børn.
