Amalie Dollerup husker det tydeligt. Da hun gik rundt og rundt i Aalborgs gader med tankerne kredsende rundt i hovedet.
Var det det rigtige? Hvordan ville det føles? Og orkede hun det igen? Året var 2013, og hun havde netop fået tilbudt rollen som Amanda i 'Badehotellet' – et spring, der betød farvel til det mere anonyme skuespillerliv, som den nordjyske by havde givet hende – og et gensyn med den store opmærksomhed, der følger med store tv-projekter.
– Jeg var meget glad for at få den rolle, men jeg skulle lige ryste det lidt af mig, for jeg vidste jo godt, at jeg skulle tilbage i det mediecirkus, som jeg havde prøvet før.
Jeg har egentlig gjort det hele lidt omvendt af mange andre nyuddannede – det liv og den opmærksomhed, som mange måske søger, hungrede jeg ikke efter, for det havde jeg allerede prøvet, og det gav mig en ro, fordi jeg kunne træde ind i det igen uden at jagte noget, siger Amalie Dollerup.
Som blot otte-årig fik hun sin første rolle i filmen 'Kun en pige', hvor hun spillede en ung Lise Nørgaard, og siden fulgte rollen som Sille i ”Strisser på Samsø”, der for alvor gjorde Amalie Dollerup landskendt.
Hun har aldrig lagt skjul på, at tiden som barneskuespiller gjorde, at der blev for lidt barndom og for meget præstation, og at det var svært at føle sig som en del af flokken blandt de jævnaldrende. Oplevelsen af at træde frem på tv igen som en del af ”Badehotellet”, var dog en hel anden i kraft af, at Amalie Dollerup var blevet ældre og mere erfaren.
– Selvfølgelig var der en historie i, at jeg var tilbage, men det vigtigste var serien og det arbejde, vi lavede. Undervejs har jeg givet noget af mig selv personligt i pressen, men jeg har ikke været lige så privat, som da jeg var 12. Det er stadig voldsomt, når der er så meget presse på et projekt, men jeg har en erfaring med mig, som gør at jeg er vant til at håndtere det, og helt naturligt passer jeg mere på mig selv i dag, end jeg gjorde dengang.
Prioriterer opgaverne
Efter de succesfulde roller som barn, valgte Amalie Dollerup efter folkeskolen at trække sig fra skuespillet. Hun startede på Sankt Annæ Gymnasium, der er kendt for musik og kreative fag, og det blev det pusterum, der gjorde, at hun igen begyndte at kunne se sig selv i branchen. Her var det okay at være den kreative sjæl, Amalie Dollerup er, for det var langt de fleste andre også.
Men samtidig var hun ikke længere den mest spændende – stjernerne på skolen var de elever, der forberedte sig til konservatoriet – og det trivedes hun i, og det gav fornyet energi.
Så meget, at hun efter gymnasiet søgte ind på skuespillerskolen og blev optaget i Aarhus. Herefter blev hun fastansat på Aalborg Teater, indtil karrieren ledte hende til København og 'Badehotellet'.
– En af tingene på min ønskeliste var helt klart at få en gennemgående rolle i en tv-serie, og rollen som Amanda var helt fantastisk. At få lov til at udvikle hende så meget og give hende så mange strenge at spille på, det havde jeg virkelig ikke regnet med, da vi startede.
Engang var det stort, hvis en serie fik tre sæsoner, så det var jo helt sindssygt, at vi lavede 10, siger Amalie Dollerup, der tager mere end hun næsten kan beskrive med sig fra de 10 år med serien.
– 'Badehotellet' har givet mig en stor selvstændighed i at spille og tage nogle valg sammen med instruktøren og manuskriptforfatteren. At få den tillid og opbakning er helt fantastisk. Jeg savner virkelig fællesskabet. Det er en helt særlig tv-familie jeg fik, fordi vi gik igennem så mange ting sammen i den periode – nogen blev skilt, nogle fik børn og nogle mistede forældre – for vi lever jo livet ved siden af.
Undervejs blev Amalie Dollerup selv mor til August, som i dag er seks år.
– Det har overrasket mig, hvor meget bedre jeg har lært mig selv at kende ved at blive mor. Pludselig opdager jeg, hvad der trigger mig, og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Jeg har fået vendt min måde at gøre tingene på på hovedet, og jeg må ofte tage stilling til, hvordan jeg egentlig vil være forælder, og hvordan vi vil være forældre sammen.
At bringe et barn ind i familien kræver en balancegang mellem arbejde og familieliv, og det har betydet en del i forhold til, hvad Amalie Dollerup og hendes mand, skuespiller Andreas Jebro, vælger at sige ja til.
– Vi prioriterer enormt meget. Lange turnéer siger vi nej til, men indimellem er der selvfølgelig noget, hvor vi gerne løber stærkt for at nå det hele, som vi gjorde i sommer, hvor vi begge to spillede revy i Sønderborg. Så ved vi til gengæld, at det kun drejer sig om en vis periode, det er jo ikke for evigt, siger Amalie Dollerup, der på ingen måde presser på for at få sønnen til at gå i mor og fars fodspor.
– Vi elsker begge to sang og musik, så vi lægger ikke låg på det kreative ting derhjemme. Han går også på en kreativ skole, fordi vi synes, det er vigtigt ved siden af det faglige, jeg har bare ikke brug for at sige til ham, at ”nu skal du gå til teater”. Vi tager det enormt roligt. Han skal bare have lov til at være, og går han på et tidspunkt i samme retning som os, så skal jeg nok bakke ham op, men jeg er ikke der, hvor jeg selv begynder at ringe til castere. Han skal finde sin egen vej.
Amalies jul
Hvordan husker du din barndomsjul?
– Mine forældre gjorde meget ud af julen med faste traditioner. Min mor havde syet en stofjulekalender, hvor der hang en pakke hver dag, som jeg troede kom fra julemanden – indtil jeg var 10 år, hvor min far fortalte, at det var fra dem. Jeg blev så skuffet, men han syntes, det var på tide, jeg fik det at vide.
Hvad glæder du dig til i juletiden?
– Jeg har inviteret min familie til julehygge allerede i slutningen af november, inden jeg selv får sindssygt travlt med julekoncerter, for det er vigtigt for mig, at jeg også mærker lidt af den fred og julestemning, som jeg selv skal rundt og fortælle om.
Hvordan pynter du op til jul?
– Vi begyndte at have et juletræ for otte år siden, og det er blevet en hyggelig fast tradition, at vi hvert år finder juletræet sammen med vores søn og pynter det, når vi kommer hjem. Jeg har en aftale med mig selv om, at der gerne må købes lidt nyt julepynt hvert år. Jeg køber det, jeg synes er fint, og noget som min søn også kan være med på. Vi har mange hyggelige kravlenisser rundt omkring.
Hvad er din yndlingsjulesang?
– Jeg kan lide virkelig mange julesange for eksempel ”The Christmas Song”, som er meget smuk. Skal jeg vælge en julekalendersang er jeg vild med ”Nu er det jul” fra Nissebanden i Grønland. Den er så godt skrevet og er bare et virkelig godt popnummer.
Hvordan skal du fejre jul i år?
– Hjemme hos os selv sammen med min mands familie. Han har tre brødre, så vi er mange mennesker, og vi laver maden sammen. Vi holder en børnevenlig jul, hvor vi gør mange ting om eftermiddagen, fordi jeg synes, det er så synd for børnene, at de går og venter og venter hele dagen.
Lysten skal drive værket
I denne uge træder Amalie Dollerup igen ind i danskernes stuer, når julekalenderen 'Valdes jul – Vintermiraklet' starter på TV2. Det er halvandet år siden, at julekalenderen blev optaget, så Amalie Dollerup glæder sig til at se resultatet.
– Julekalendere er jo bare virkelig hyggelige. Jeg har altid elsket at se dem både som barn og teenager, men også op i 20’erne.
Da Andreas og jeg arbejdede sammen på Aalborg Teater, elskede vi at se 'Tidsrejsen', som kørte dengang, hvor vores gode ven Sigurd Le Dous var med. Vi så alle afsnit, så jeg har altid dyrket julekalendere og også sangene derfra.
Jeg er måske den eneste i Danmark, der synes, det er ærgerligt, at der ikke er flere sange med mere, griner hun, der tilbage i 1996 også spillede med i julekalenderen 'Krummernes jul'.
– At få lov til som voksen at lave en julekalender og give alt det videre, jeg selv elsker ved universet, tiltalte mig meget. Og at få lov til at skabe lidt magi, siger Amalie Dollerup, der også havde noget andet, der var særlig vigtigt for hende under optagelserne: at børneskuespillerne havde en god oplevelse.
– Jeg kan lynhurtigt læse, om de har det godt. På det punkt er jeg fuldstændig et spejl. Der kan være lange, pressede dage, så det er vigtigt at have en god kontakt med dem. Da jeg selv lavede skuespil som barn, var der voksne, der slet ikke talte til mig under optagelserne, og det var så mærkeligt.
Derfor betyder det meget for mig at skabe kontakt – det ville jeg selv have ønsket dengang. Man skal ikke være venner, men man skal have stor respekt for dem og være sammen med dem om det, vi laver.
December går også med en lang række julekoncerter for Amalie Dollerup, blandt andet sammen med skuespillerne Caspar Phillipson og Christian Lund.
Hvad hun vælger at sige ja til af roller og andre engagementer afhænger for hende i høj grad af de mennesker, hun skal spille sammen med.
– Det er vigtigere for mig, hvem jeg skal tilbringe de lange dage med, og hvem jeg vil prioritere at være sammen med i stedet for min familie, end om noget ser godt ud på et CV. Det skal give mening for mig – både personligt og mentalt, siger Amalie Dollerup, der med alderen er blevet mere opmærksom på, at hun skal have det godt med de valg, hun tager.
– Med den erfaring, jeg har fået, og de ting, jeg har fået lov til at prøve af, har jeg fundet ud af, hvad jeg har det godt i. Jeg siger ikke ja for enhver pris – det skal være lysten, der driver det.
Om Amalie Dollerup, 39 år
- Aktuel i TV2s julekalender 'Valdes jul – Vintermiraklet' samt med en række julekoncerter landet over, bl.a. i Odense Koncerthus 6.-7. dec. og i Tivolis Koncertsal med Tivoli Garden 9. dec.
- Debuterede i filmen 'Kun en pige' i 1995 og har siden spillet en lang række teaterroller bl.a. på Aalborg Teater, hvor hun var fastansat i fire år.
- Spillede med i 'Badehotellet' i 10 sæsoner og har medvirket i Cirkusrevyen 2018 og Sønderborg Sommer Revy 2025.
- Gift med skuespiller Andreas Jebro, med hvem hun har en søn på seks år.