Katrine Engberg forlod familien
Foto: Kristina Demant | "Jeg kunne ikke mærke dem, jeg elsker", siger Katrine Engberg i ALT for damerne.
ALT for damerne

Katrine Engberg forlod familien

Katrine Engberg forlod familien og flyttede 50 meter væk

Sorgen over tabet af faren forkrøblede forfatter Katrine Engberg i en grad, så hun nær havde smidt sit ægteskab på gulvet. Her fortæller hun om sit livs største krise.

Af Redaktionen 29.jun.2017 Livsstil

En septemberdag sidste år flytter Katrine Engberg fra sin mand og søn og deres hjem på Østerbro i København og ind i en lejlighed 50 meter derfra. Om dagen er de sammen som familie, så sønnen Cassius får så stabil en hverdag som muligt, men om aftenen trækker hun i overtøjet og forlader dem.

– Planen var, at jeg ville flytte til Paris og leve af at sælge kastanjer på et gadehjørne og så finde et hummer, hvor jeg kunne sidde og skrive. Det var jo en fuldstændig latterlig tanke, men jeg følte intet tilhørsforhold til noget i mit liv. Alle bånd var blevet klippet. Jeg kunne ikke mærke min egen krop, og jeg er endda danser! Det er klart, at når man er lykkeligt gift med en, der pludselig siger: Jeg kan ikke være sammen med dig længere og så går ud af døren, så gør man dem ondt. Heldigvis fik vi skærmet Cassius, så han aldrig rigtig opdagede, hvad der foregik. Tre år tidligere døde Katrine Engbergs far, lingvistikeren Jan Leon Katlev, pludseligt og udløste dermed Katrines ubetinget største livskrise. Med tre års forsinkelse.

– Når noget er så umuligt at være i, søger man et andet sted hen. Så lægger man sorgen i en kasse, forsegler den og håber, den aldrig kommer tilbage, men det gør den jo altid. Hvis ikke man ser sorgen i øjnene og forholder sig til den, så vokser den ud som sådan en grim og forkrøblet tredje arm, som prøver at kvæle en. Det var det, der skete for mig. Sorgen indhentede mig.

I løbet af 2016 kommer sorgen over farens død brusende ind over hende. I flere måneder har hun haft søvnløse nætter, stresshormonerne banker rundt i kroppen, og hun har mistet appetitten. Badevægten viser minus ti kilo, og det eneste sted, hun kan holde ud at være, er i litteraturen. På fire måneder forfatter hun 600 sider, der bliver til krimien "Blodmåne". Hun skubber sin mand, tv-vært og madskoleejer Timm Vladimir, og familie fra sig, og parret melder offentligt ud, at de går hver til sit.

– Jeg gled ind i en paralleldimension, hvor jeg ikke kunne mærke noget længere. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Jeg kunne ikke mærke dem, jeg elsker. Jeg havde ingen forankring i noget. Pludselig kunne jeg ikke være i mit liv længere. Det var først, da jeg læste min egen bog, at jeg forstod, hvor meget ude at skide jeg var.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Kim gik ind i vores familie og blev alfahan på et splitsekund”

Svigt og vrede

Forholdet til faren var turbulent. Han var maniodepressiv, og som barn følte Katrine sig forsømt. Faren havde vanskeligt ved at rumme hende, og hans humør var meget svingende.

– Min fars kæreste har sagt det på en rigtig fin måde: Min far var et højhus, og man vidste aldrig, hvilken etage han kom ud og mødte en på. Jeg er overbevist om, at han også var udiagnosticeret autist, for han var ekstremt godt begavet, men socialt var han på mange måder ikke funktionel. Han kunne være enormt varm, men han kunne også være voldsom og aggressiv. Ikke voldelig, men pludselig buldrede han op. Han var meget melankolsk. Den ene dag kunne han være empatisk og lyttende, og den næste kunne man slet ikke få kontakt med ham. Det er ret svært at vokse op med sådan en far, for han var ikke særlig meget far. Der var stor kærlighed til mig fra hans side, men han havde enormt svært ved at kommunikere – og det er jo helt tosset, når han var sprogmand.

– Jeg har været rigtig, rigtig vred på min far i mange år. Der har været en enorm følelse af svigt, og jeg har prøvet på at råbe ham op, men han kunne ikke høre mig. Jeg kan huske episoder, hvor jeg har råbt ad ham og sagt, at nu skulle han tage ansvar. Han havde perioder, hvor han var meget depressiv, og det, synes jeg ikke, han har gjort nok ved.

– I de depressive perioder lå han bare på sofaen. Han havde sådan en mur af tristesse og melankoli rundt om sig og kunne ikke snakke og ikke rigtig stå op. Noget af det, jeg forholdte ham, var også, at han tog psykofarmaka frem for at gå i terapi. Og ikke i det mindste kombinerede det, så han fik skuet lidt indad og taget ansvar for sig selv. Barnet Katrine synes, at han tog den nemme udvej, som ikke rigtig førte til en løsning. Nogle gange var han helt manisk hysterisk og kravlede rundt på væggene, andre gange lå han på sofaen. I den ligning var der ikke rigtig plads til mig.

Katrine Engberg med sin mand, Timm Vladimir, og sønnen Cassius til åbning af Timms nye bryghus i februar.

LÆS OGSÅ: "Man skal stå ved sin alder uden at stå af"

På flugt fra sorgen

Da faren dør af et slagtilfælde, bliver vreden til fortrydelse, men sorgen fejer hun til side.

– At sige, det var et chok, er århundredets underdrivelse. Det slog min tilværelse i stykker. Det var så voldsomt, at jeg var ude af stand til at kapere mine følelser, fordi mit forhold til min far var så knudret. Det var meget kærlighedsfyldt, det er der slet ikke nogen tvivl om, men vi havde lange perioder med store konflikter, hvor vi ikke så hinanden. Da han døde, var vi kun lige akkurat ved at blive forsonet oven på flere års uoverensstemmelser, og vi nåede aldrig helt om på den anden side.

– Dagen efter hans død græd jeg hele dagen, men et halvt døgn senere tog jeg til Aarhus for at lave et modeshow, som jeg lang tid forinden var blevet hyret til at stå for. På det tidspunkt forklarede jeg det med, at jeg ikke kunne blive væk, for så ville showet ramle. Og jeg trængte også til at tænke på noget andet. Jeg havde alle mulige grunde til at tage derover, men i dag kan jeg sagtens se, at jeg ikke ville se min sorg i øjnene, så jeg stak af fra den.

Da Katrine blev mor for otte år siden, kom hun tættere på sin egen mor, fordi hun pludselig forstod nogle af de valg, moren havde truffet i hendes barndom. Omvendt distancerede hun sig endnu mere fra sin far, fordi det blev så svært for hende at forstå, hvorfor han ikke havde valgt anderledes.

– Han forstod simpelthen ikke, hvad det handlede om, så han blev ved med at opsøge mig. Men hver gang jeg så ham, blev jeg simpelthen så vred. Og det havde jeg skyldfølelse over. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage imod hans kærlighed? Den skyldfølelse blev til fortrydelse, da han døde, for nu kommer jeg aldrig til at nyde godt af den kærlighed igen. Og så mange mennesker er der jo ikke her i verden, som elsker en betingelsesløst. Så selvom hans kærlighed var ufuldstændig, og han ikke kunne give mig det, jeg havde behov for, ville jeg ønske, at jeg havde kunnet slutte fred med den, han var. Men det nåede jeg ikke. Håbet om, at det en dag kunne blive anderledes imellem os, døde med min far.

Forældrene blev skilt, da hun var to år, men i begge hjem blev der læst bunkevis af bøger, og Katrine forfattede historier sammen med faren, fra hun var 7 år. Men hun skulle forbi danseverdenen, før hun debuterede som forfatter.

– Jeg tror, det var den helt klassiske modreaktion. Mor og far er akademikere, nu skal du se mig være dansepige – jeg skulle i hvert fald ikke være som dem. Men der ligger næsten en kosmisk skønhed i, at uanset hvor meget vi kæmper imod, så er vi dem, vi er. Vi kan ikke undslippe det. For mig er det her med at skrive i en eller anden udstrækning også en forsoning og en genforening med min far. Jeg har taget hans fremstrakte hånd. Sådan føles det.

Katrine peger ned på den spinkle, sorte halvmåne, hun har tatoveret på håndleddet. Månen er blevet et symbol på hendes far efter hans død, så det er langt fra tilfældigt, at hendes nye kriminalroman har fået titlen "Blodmåne".

– Min far var på mange måder et månemenneske, forstået på den måde at han havde en grundfølelse af melankoli i sig. En enorm følsomhed og poesi. Da han døde, var der den smukkeste hvide fuldmåne. Han har ikke noget gravsted, det ønskede han ikke, og jeg har behov for at have et sted, hvor jeg kan mødes med ham. Det kan jeg, når jeg kigger op på nattehimlen, for i min verden bor min far i fuldmånen.

Hovedkarakteren i Katrines krimi, politimanden Jeppe Kørner, mister sin far, og sorgen overrumpler ham i sådan en grad, at det river hans ægteskab midt over. Nøjagtigt, som det var ved at ske for Katrine selv. Som en besat forskanser hun sig på sit kontor, fordyber sig i skriveprocessen og mister forbindelsen til verden omkring sig. Også til manden, hun har elsket, siden hun var 21 år.

– Det var mig, der sagde: "Nu går jeg min vej." Til sidst kunne jeg ikke engang gengælde Timms kys. Jeg tænkte, at så måtte det simpelthen være, fordi vi ikke skulle være sammen længere. Jeg måtte have flyttet mig. Jeg kunne ikke finde forbindelsen igen, og det eneste, jeg fantaserede om, var at være alene og skrive. Jeg tror, at jeg havde hypomani, som er en mild form for manisk tilstand, hvor man bliver helt eksalteret. Jeg havde alle symptomerne. Og jeg kunne ikke byde Timm at gå rundt og være en skygge af mig selv.

 

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson: "Jeg er en af de piger, der står uden for dametoilettet og tænker: Hvad LAVER de? Kan vi sætte et kamera op?"

Ægteskabelige K3'ere

Bruddet bliver kortvarigt. En måned senere får Katrine definitivt hul igennem til sine følelser med hjælp fra en traumeterapeut. Og så går reparationsarbejdet ellers i gang. Det ægteskabelige fundament står endnu. Hun har tilsyneladende ikke forårsaget uoprettelige skader. Men der er et par K3'ere, der skal fikses.

– Der var da et kæmpe oprydningsarbejde og en tillid, der skulle genopbygges. Det siger ret meget om Timm, at han har kunnet rumme den form for svigt, som jeg har udsat ham for. Han endte med at tilgive mig, så vi har meget aktivt valgt hinanden på ny. Vi er i den grad blevet genstartet, og jeg er ærlig talt fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker om alt det her. Man er et arrogant menneske, hvis man bilder sig ind, at man kan gå igennem livet uden at få nogle tæsk. Det har vi fået før, og det får vi igen. Jeg har svært ved at forestille mig, at vi får en krise, der kiler sig ind imellem os på den her måde, igen, men man skal jo aldrig sige aldrig. Vi ved ikke, hvad livet bringer. Jeg har ikke noget imod at vise verden, at jeg og vi ikke er usårlige. Det er vi ikke. 

Katrine Engberg, 41 år

* Krimiforfatter bag den anmelderroste krimi ”Krokodillevogteren” med politimanden Jeppe Kørner i hovedrollen.

* Aktuel med efterfølgeren, ”Blodmåne”, 16. juni.

* Arbejder også som koreograf og har bl.a. været danser på Cirkusrevyen.

* Gift med tv-vært og madskoleejer Timm Vladimir, som hun har sønnen Cassius med.


Henter...