Michèle Bellaiche siger ofte det samme til Carolyne Kaddu: ”Det er bare en fantastisk ting at huske”

Michèle Bellaiche siger ofte det samme til Carolyne Kaddu: ”Det er bare en fantastisk ting at huske”

For Carolyne Kaddu er det vigtigt at være kærlig og forstående overfor sig selv – og når det glipper, husker hun på de ord, som veninden Michèle Bellaiche har sagt til hende flere gange.

alt.dk logo

Carolyne Kaddu har en helt bestemt morgenrutine, som har til formål at huske hende på kærligheden til sig selv, og taknemmeligheden over at være i live.

- Noget, jeg praktiserer rigtig meget, det er bøn. Jeg bruger rigtig meget tid om morgenen på at takke for, at jeg er vågnet, og at jeg har luft i lungerne. Altså, alle de dér basale ting, som folk måske ikke tænker på, siger Carolyne Kaddu i podcasten ”Mit Yngre Jeg.”

For hende er det også vigtigt at fokusere på det gode i en verden, som også på mange måder er mørk og skræmmende.

- Nogle gange ser jeg på verdenen gennem min telefon, som jeg egentlig har et lidt anstrengt forhold til, så den kommer i skammekrogen om aftenen. Men nogle gange vågner jeg og skal lige tjekke, og det, der popper op, er riots i USA og mennesker i Kongo, der bliver dræbt.

- Så derfor er jeg nødt til at sige ”wow, jeg er i Danmark, jeg har tag over hovedet, jeg har tøj på kroppen. Jeg skal ikke spekulere på, hvad jeg skal spise i aften. Jeg trækker vejret.” Så jeg laver et helt ritual, og så takker jeg vorherre for, at jeg stod op. Og jeg tænker, at det i sig selv giver mig sådan en god start på dagen.

Hårde kommentarer – og hjælp fra en veninde

Den positive morgenrutine giver også Carolyne Kaddu noget styrke at stå imod med, når hun møder modstand. Og der er særligt én situation, der kan gøre hende trist til mode:

-Det handler om situationer, hvor der bliver skrevet noget negativt i medierne. Desværre lever vi i en tid, hvor man bare skriver det, man har lyst til, og nogle gange er det ikke så opbyggende. Der kan være så mange gode kommentarer, og så kommer den ene, som vælter alt, og så bliver man bare ked af det, siger hun.

Selvom Carolyne Kaddu selv er god til at bygge sig selv op og yde selvkærlighed, kan hun også få brug for en hjælpende hånd – og den får hun blandt andet fra sin veninde Michèle Bellaiche.

-Da jeg mødte Michèle Bellaiche, som er blevet en rigtig god veninde, der talte vi om, at vi nogle gange taler rigtig dårligt om os selv. Og når jeg så kommer til at sige et eller andet nedladende om mig selv, så siger hun altid ”Sådan skal du ikke tale til min veninde.” Og det er bare en fantastisk ting at huske på, og vi kvinder er især alt for gode til at sige nogle smertefulde ting om os selv, som vi aldrig kunne drømme om at sige til vores veninde.

- Og det er sådan, at man ikke kan give noget, man ikke har. Så hvis ikke du har kærlighed til dig selv, så kan du ikke give det til andre.

Vært på 'Mit Yngre Jeg', Anne Albrectsen, og Carolyne Kaddu
Vært på "Mit Yngre Jeg", Anne Albrectsen, og Carolyne Kaddu

Om podcasten "Mit Yngre Jeg"

I "Mit Yngre Jeg" inviterer journalist og vært Anne Albrechtsen kendte stemmer – fra politikere og kulturpersonligheder til musikere og skuespillere – til at dele det råd, de gerne ville give deres yngre jeg.

Gennem ærlige og personlige samtaler folder gæsterne deres ungdomsliv ud og sætter ord på det, de ville ønske, de havde vidst. Undervejs opstår refleksioner, som voksne i dag kan spejle sig i – og måske bruge til at forstå de unge, de har tæt på.

Podcasten skaber et ærligt rum, hvor vi taler åbent om usikkerhed, relationer og forandringer. Et rum, hvor man kan finde inspiration og mod til at række ud til hinanden.

Lyt til Mit Yngre Jeg og få nye perspektiver på, hvordan vi – sammen – kan styrke forbindelsen mellem generationer.

Podcasten er lavet i samarbejde mellem GirlTalk og ALT for Damerne.