Portræt af en kvinde i 50'erne. Hun har rødligt hår og en grøn trøje på. Hun smiler.

Jeg kan ikke holde min venindes nye kæreste ud

En læser har en veninde, som har fået en ny kæreste, som læseren slet ikke bryder sig om. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Min veninde, der som jeg er midt i 50’erne, blev sidste år skilt fra sin mand, fordi hun til alles overraskelse mødte og forelskede sig i en anden.

Deres børn er heldigvis voksne nu og har taget skilsmissen nogenlunde. 

Hendes eksmand, som jeg altid har holdt meget af, gik derimod helt ned med flaget, men han har nu mødt en anden kvinde, som virker sød, så på den måde er alt landet godt. 

Problemet er min venindes nye kæreste, som jeg faktisk ikke kan lide. Han er noget af en stivstikker, virker arrogant og er altid meget bedrevidende. Han taler meget og længe om sig selv og om de ting, han har opnået her i livet, hvilket heller ikke er så lidt, da han er velhavende og ingeniør med en succesfuld virksomhed. 

Min mand og jeg har igennem mange år kommet sammen med min veninde og hendes eksmand. Det var altid hyggeligt, men det er det ikke, når vi er sammen med hende og hendes nye kæreste.

Hvor eksmanden var nysgerrig og spørgende, så er den nye kæreste det stik modsatte. Han spørger aldrig til andre og virker komplet uinteresseret i at lære mig og min mand at kende. Han opfører sig nærmest, som om han er tvunget med og sidder gerne og ser ud, som om han keder sig med mindre altså, det er ham, der har ordet. 

Alligevel er min veninde skudt i ham og fred være med det. Jeg føler mig bare utilpas og akavet i selskab med ham, og det plager mig, for jeg savner de hyggelige stunder, vi havde før, og jeg har svært ved at forstå, hvad hun dog ser i ham. 

Min mand bryder sig heller ikke om ham, men han slår det hen. 

Det har jeg svært ved, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at give det tid

Jeg kan godt se, at det er en trist situation, du står i. Her var du vant til hyggelige middagsselskaber med din venindes empatiske og charmende mand. Nu skal du så trækkes med en stivstikker, der virker til at være det stik modsatte, og det er da træls. 

Desværre tror jeg ikke, der er så meget, du kan stille op. Din veninde er dybt forelsket i fyren, så vil du fortsat gerne være hende en god veninde, så er det bedste, du kan gøre at tage tingene lidt mere ovenfra og ned. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at kæresten er typen, der vinder ved et nærmere bekendtskab. 

Arrogance og selvoptagethed dækker nemlig ofte over en stor indre usikkerhed. Hvis kæresten samtidig ikke er så godt socialt bevandret, så kan det jo være, at han har svært ved at finde fodfæste blandt jer, din venindes gamle venner, som han jo ikke kender endnu. 

Vær derfor lidt tålmodig. 

Lad være med at spilde tid på at føle dig stødt, når kæresten afbryder eller holder ordet for længe. Ignorer det i stedet, byd ind og sig, hvad det passer dig og vær, som den du er. 

Tænk også på, at du kender din søde veninde godt og har holdt af hende i mange år. Hun ville vel ikke lige pludselig falde for en ucharmerende egoist, hun kender manden bedre end dig og ved vel, at han gemmer på andre kvaliteter. 

Så giv tid, så også du kan få lov til at møde de sider af ham. Det er ikke sikkert, at du kommer til at holde af ham, som du holdt af hendes eksmand, men mindre kan også gøre det, så giv det en chance også for din venindes skyld.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.