Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

"Ej mor, du skulle bare vide, hvor sød Caroline er!" udbrød min sekstenårige datter. 

Frida var kun lige startet på gymnasiet, og jeg vidste, at hun havde været nervøs inden skolestart. 

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Det var ikke kun skiftet fra folkeskolen til gymnasiet, der var stort, men vi var også flyttet, så hun kendte faktisk ingen af sine nye klassekammerater. Jeg var glad for at høre, at Frida havde fundet en god veninde allerede. Jeg foreslog derfor, at Caroline kunne komme hjem og spise hos os en af dagene.

Inden sommerferien var jeg blevet skilt fra min mand, som var far til mine tre børn. Frida var det eneste af vores børn, der stadig boede hjemme, og hun havde besluttet, at hun ville bo hos mig. Nu skulle vi finde os på plads i vores nye tilværelse. 

Hun og jeg skulle lære at bo alene sammen i en mindre lejlighed, jeg skulle finde ud af at være single igen efter mange års ægteskab. Det var på alle måder en opbrudstid.

Caroline var min og Fridas første middagsgæst i de nye rammer. Caroline var virkelig sød, da hun kom til lasagne et par aftener senere. Hun virkede faktisk bekendt, og da vi havde spist og sad med en kop te, gik det op for mig hvorfor. Hun fortalte om sine forældre, der begge arbejdede med kreative fag. 

Hendes far hed Toby, et ikke helt almindeligt navn. Han havde samme alder som mig, kom fra den by, vi nu boede i, og var leder af en musik- og dramaskole for børn.

For hver information mærkede jeg en urolig spænding tage til inde i mig. For der kunne ikke være mere end én, der hed Toby og arbejdede med musik her i byen. 

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg hurtigt faldet for den flotte, kreative Toby, der gik i klassen over mig. Forelskelsen var gengældt, og vi havde i årene efter haft et nærmest symbiotisk, men til tider også ret turbulent forhold. Det havde føltes som om, vi ikke kunne trække vejret uden den anden, og samtidig fik vores stærke følelser os gang på gang til at skændes og gå fra hinanden. 

Uanset hvad der skete, var jeg aldrig i tvivl om, at vi hørte sammen, men Toby kom fra en kaotisk baggrund og havde en tung bagage med sig. Hans irske far var musiker og havde et stort temperament, der ofte fik taget til at løfte sig hjemme hos dem, og hans mor ville nok i dag have været diagnosticeret med en depression. 

Toby var enebarn og var således vokset op som følelsesmæssig boksebold i et ustabilt hjem. Vores forhold blev sværere og sværere, og til sidst havde vi slået op så mange gange, at vi gav op. 

Kort efter tog Toby på en længere rygsækrejse til Asien, og derefter startede han på en musikuddannelse i London, og jeg havde faktisk ikke set ham siden. Nu sad hans smukke, unge datter over for mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle tænke, andet end at jeg fik fremstammet, at jeg troede, at jeg måske nok kendte hendes far. 

En måned senere var der høstkoncert på gymnasiet. Jeg mærkede en vis nervøsitet over at vide, at jeg kunne løbe ind i Toby, men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvor voldsomt mine følelser kom i svingninger, da vi så hinanden på tværs af det fyldte auditorium. 

LÆS OGSÅ

Nina troede, hun havde mødt manden i sit liv - men under en gåtur gik sandheden op for hende

"Går det ikke lidt stærkt, mor!," sagde min datter, da jeg fortalte hende, at min nye kæreste skulle flytte ind. Jeg slog det hen med, at Louise var jaloux over, at jeg endelig havde mødt den store kærlighed. Kun et år senere måtte jeg dog erkende, at jeg burde have lyttet til hendes ord.

Jeg følte det som om, alt eksploderede i mig. Toby lignede sig selv, men i en roligere og mere moden udgave. Hans stærke blik var det samme, det viltre hår, der dog havde fået grå stænk og højere tindinger, lignede sig selv. 

Han kantede sig gennem stolerækkerne, og vi nåede at have en kort samtale, inden koncerten begyndte. Jeg rystede, og det eneste, jeg kunne huske bagefter, var, at han havde sagt, at han var ved at blive skilt fra Carolines mor. Jeg undrede mig over, at Caroline intet havde sagt om det, men jeg vidste også fra mine egne børn, at det kunne være et svært emne, selvom vores børn var tæt på selv at være voksne. 

Dagen efter modtog jeg uventet en sms fra Toby. Havde jeg lyst til at ses? 

Jeg havde helt glemt, at mit telefonnummer stod på pigernes klasseliste. Jeg foreslog en kop kaffe, og vi endte med at gå en lang tur nogle dage senere. For anden gang i mit liv blev jeg blæst omkuld af Toby. 

Den stærke kemi mellem os var der med det samme, men Toby virkede som om, han havde fundet en ro, og det gjorde ham kun endnu mere tiltrækkende. Det virkede uundgåeligt, da vi kyssede hinanden, inden vi skiltes. Spørgsmålene snurrede i mit hoved, da jeg uden held prøvede at falde i søvn samme aften. 

Kunne Toby og jeg virkelig få en chance til nu, hvor vi var voksne? Var vores kærlighed på en måde, jeg slet ikke havde ventet, skæbnebestemt? Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg havde lyst til at se ham igen. 

Den lyst, fandt jeg hurtigt ud af, var gengældt. Den elektriske tiltrækning imellem os var ikke blevet formindsket med årene. 

Samtidig kom Caroline stadig hjemme hos Frida og mig. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at nævne hendes far, men en dag åbnede hun selv op om sit hjemmeliv. Det var dog en noget anden version end den, Toby havde givet mig. 

I Carolines version var hendes forældre hverken helt eller halvt skilt. 

De havde dog haft en svær periode året inden, da hendes morfar døde, og hendes mor havde været påvirket af sin fars sygdom og død, men de havde fundet samme igen og arbejdede nu på deres forhold. Jeg kunne ikke vise pigerne, hvor chokeret jeg blev. 

I Tobys version var han og hans kone allerede skilt, og han sov kun midlertidigt på sovesofaen på sit kontor på musikskolen, fordi han endnu ikke havde fundet en lejlighed. Mine følelser var i oprør, og jeg gik ud på badeværelset og sendte en besked til Toby om, at vi var nødt til at tale sammen så hurtigt som muligt. 

Da vi mødtes på musikskolens parkeringsplads senere samme aften, var det som om, vi var tilbage i vores tidligere, unge forhold. Vores følelser for hinanden var som et stormvejr.

Toby bekendte lidenskabeligt og grædende, at han havde overdrevet situationen med sin kone, da vi mødtes, men det var kun fordi, han ikke kunne lade mig forsvinde ud af sit liv igen. Jeg var hans helt store kærlighed, og han havde virkelig alle intentioner om at gå fra sin kone, det var blot et spørgsmål om tid. 

LÆS OGSÅ

Min mand driver alle til vanvid

Der er nogle problemer med min mand, som jeg har været gift med i 31 år. Han har et grimt sprog og er generelt negativ. Det er gået ud over hans relation med sin familie, og jeg er bange for, at det snart smitter af på mig og vores børn også, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Lige nu var hun stadig sårbar efter sin fars død, og han ville ikke slægte sin følelsesmæssigt brutale far på. Vi var begge oprørte, og selvom jeg rent rationelt fortalte mig selv, at jeg burde passe på, så blev vi ved med at ses. 

Nu, hvor vores følelser igen var rå og utæmmede, blev vores forhold endnu mere lidenskabeligt. Vores møder blev spontane og uigennemtænkte og en aften, hvor Toby ringede uventet på hjemme hos mig, endte vi i en lidenskabelig omfavnelse uden for min opgang. 

Vores kys var så dybt og altopslugende, at jeg hverken hørte eller så Frida komme trækkende med sin cykel, før det var for sent. Frida så til gengæld os, og jeg vil aldrig glemme hendes ansigtsudtryk. Da jeg kom op i lejligheden, nægtede hun at tale med mig og lukkede sig inde på sit værelse. 

Først næste morgen mødte hun mig med spørgsmålet: hvordan kunne jeg gøre det, jeg havde gjort? Carolines far var jo gift! 

Jeg fortalte Frida en forkortet version af min forhistorie med Toby, men mens jeg talte, forstod jeg, at jeg ingen undskyldning havde for min opførsel. Tobys og mit forhold var ikke en skæbnebestemt kærlighed. 

Det var resultatet af, at Toby stadig var følelsesmæssig ustabil og ikke mindst gift med en anden kvinde. Jeg havde kort sagt mistet min sunde dømmekraft. Jeg så på Frida, og på et splitsekund var det som om, jeg vågnede op. 

Selv hvis Toby lod sig skille fra Carolines mor, ville det aldrig være muligt for mig at have et forhold til ham, som Frida kunne respektere. Jeg forstod noget klart: min datters respekt var langt vigtigere for mig end noget andet. Og lige nu så hun på mig som om, jeg var verdens mest lusede menneske. 

En anden erkendelse kom også til mig, om end den meldte sig noget senere. Toby havde jo ikke ændret sig. Det var muligt, at han havde fundet en måde at få det til at fungere på sammen med Carolines mor, selvom jeg nu så, at deres hjem nok ikke var det mest stabile. Men et forhold mellem ham og mig ville aldrig være realistisk.

Vores øjeblikke sammen var intense dengang som nu, men de øjeblikke kunne aldrig blive til en hverdag og et samliv. Jeg havde simpelthen ladet mig forblænde. 

Tanken om at skrue tiden tilbage og realisere en stor, men gammel kærlighed havde besnæret mig på en måde, der fik mig til at miste enhver realitetssans. Men realiteten var min datter. Realiteten var, at jeg var en midaldrende, fraskilt kvinde med tre børn, der alle skulle kunne respektere mig, og lige nu kunne jeg knap nok respektere mg selv. 

Set i det lys, var det faktisk ikke svært at give slip på Toby igen. I det korte efterår troede jeg, at det bedste, der kunne ske for mig, var, at jeg fandt sammen med Toby igen. 

I virkeligheden blev det at give slip på ham det bedste, jeg kunne gøre. 

For da først jeg gav slip, fandt jeg mig selv. Jeg fandt ud af, hvad jeg ville, og hvilket forhold jeg ville have, hvis jeg mødte en ny mand. Jeg skruede ned for tempoet, men da jeg endelig kastede mig ud i at date igen, mødte jeg faktisk en mand, jeg blev virkelig glad for.

Vores forhold er ikke vildt og balstyrigt, vi er to modne mennesker, der deler et dejligt og ikke mindst velafbalanceret forhold. Vigtigst af alt har jeg genvundet Fridas respekt. 

Caroline har aldrig fået noget at vide, men sådan som jeg har det i dag, er der faktisk heller ikke noget at fortælle.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.