Mit første minde

"Står fuldstændig klart for mig, selvom jeg kun var knap to år. Den sommer boede vi i et sommerhus ved Solrød Strand.

Min far var vred over et eller andet og kom ud af huset og så, at jeg rullede en hundehvalp ned ad en skråning. Min far sagde strengt: “Hvad vil du helst: i seng eller have smæk?” Jeg svarede: “I seng.”

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Men jeg fik en endefuld. Derfor husker jeg det. Han havde aldrig slået mig før og slog mig aldrig siden. Men han slog mine tre ældre halvsøskende, og min far var vokset op i et fattigt og hårdt miljø, så han kunne godt dele lussinger ud og lagde ikke fingrene i mellem. 

I dag har jeg et særligt og godt forhold til mine halvsøskende. Vi gør noget ud af at se hinanden i hvert fald et par gange om året. Jeg tror, jeg har haft det vanskeligere med den forskellighed i måden, vi voksede op på, end de har. 

Det var som om, de på en eller anden måde accepterede, at selvom vi var én familie, så var vi også to familier. Men for mig har det nok betydet, at det blev meget vigtigt, at der ikke blev gjort forskel på børnene, da jeg selv blev forælder i en sammenbragt familie. 

Det kunne ikke være anderledes. Hverken for mig eller min mand."

Min første skoledag

"Har ikke været særlig god, for jeg var et helt ekstremt genert barn. Jeg blev nærmest stum, når vi fik gæster derhjemme, og gemte mig væk. Under borde og bag døre. 

Så jeg må have syntes, det var helt forfærdeligt at skulle i skole og ud blandt mange mennesker. Så forfærdeligt, at jeg har fortrængt det. Men jeg kan huske min første fødselsdag som skolebarn. Jeg havde to poser bolsjer med til at dele ud, hvilket var ret ekstravagant. 

Men jeg kunne simpelthen ikke få en lyd ud af bar generthed, og timerne gik, uden at jeg fik sagt noget. Til sidst var dagen gået, og jeg sad tilbage alene i klassen. Og så måtte jeg jo også gå. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med poserne, men da jeg opdagede, at døren til omklædningen stod åben, satte jeg mig derind og spiste bolsjerne et efter et, til begge poser var tomme. 

I 5. klasse skulle vi elever deles efter eksamensmellemskolen eller eksamensfri mellemskole. Jeg skulle i eksamensfri, for jeg var i virkeligheden ordblind, hvilket ikke var noget, vi sådan talte om. 

Min far var vred på skolen over den situation. Han blev ved med at sige: “Marianne er ikke dum.” Så blev min klasselærer i 5. klasse kaldt ind på kontoret. Det var frk. Grønlund, der underviste os i dansk og i fransk i de ældre klasser. 

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

Hver sommer tog hun til Paris og købte sit tøj der. Nu foreslog hun, at jeg kom op i næste klasse på prøve. Så måtte vi se. Men siden har jeg været på prøve. Og i realen fik jeg årets flidspræmie, en sølvgaffel. 

Frk. Grønlund blev mit ideal af en lærer, og er det endnu i dag. Det er ikke underligt, at jeg selv blev speciallærer og gik efter de mest umulige børn, som de andre ikke ville have. 

De endte alle med at klare sig fint. De skulle bare ses af en lærer, der gjorde sig umage med at se dem."

Min første uddannelse 

"Begyndte jeg på, selvom jeg egentlig hellere ville noget andet. Jeg ville have været direkte på lærerseminariet, men endte på studenterkursus. For min far fandtes der ikke noget værre end offentligt ansatte, så han blev noget ærgerlig, da jeg sagde, jeg ville på lærerseminariet. 

Et par dage senere foreslog han, at jeg tog ”Statens og Hovedstadskommunernes kursus til studentereksamen” og så tog stilling bagefter. Og selvom jeg alligevel endte med at blive lærer, var det det helt rigtige. 

Det var aftenskole, og der kom mennesker fra alle baggrunde og alle samfundslag. De fleste var ældre end mig og havde andet arbejde bag sig, og jeg lærte så mange forskellige mennesker og forskellige måder at være i verden på at kende. Jeg sugede til mig. 

Fra mine undervisere, men også fra mine medstuderende. Og jeg husker det som i går, da vi sad bænket i undervisningslokalet, netop som nyheden om mordet på Kennedy rullede ind. Det var chokerende. 

Men vi var sammen om at prøve at forstå, hvad der var sket. Det var også her, jeg første gang stiftede bekendtskab med P. Munch, der skabte Det Radikale Venstre og blev et ideal for mig. Jeg har stadig de eksemplarer af hans bøger, jeg læste på studenterkurset. 

På de første sider står der: tilhører Marianne Hirsbro. Mit pigenavn. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Min far var måske både mærkelig og egenrådig, men han var også klog. Og fik sendt sin datter i den rigtige retning."

Mit første barn 

"Morten fik jeg, før aborten blev fri og mod min mors vilje. Jeg var ugift og under uddannelse og kan se for mig endnu, hvordan min mor kom hen til mig og hviskede, hvor jeg kunne få det fjernet. 

Jeg sagde bare: ”Nej, det skal jeg ikke! Jeg skal ikke have fjernet det barn, der vokser i min mave.” Det handlede om ansvar. Og det har på mange måder været en rettesnor i mit liv. 

Man tager sit ansvar på sig og gør sit bedste. Min familie accepterede det og bakkede mig op. Men selvom jeg giftede mig med Mortens far, holdt det selvfølgelig ikke. Da jeg mødte min mand Jan, bragte han to børn, Bo og Lene, med sig ind i familien. Og så var vi fem. 

Eller det kæmpede vi i hvert fald for at blive. I et halvt år så Jan ikke sine børn, fordi deres mor modsatte sig. Men vi var stædige. Og efterhånden kom de mere hos os. 

Lene fulgte efter mig som en lille skygge i starten. Når jeg vaskede tøj, hang tøj op, lavede mad. Hun var altid lige i hælene på mig og snakkede og snakkede. 

Det føltes godt og naturligt. Det med at have svært ved at rumme og holde af de børn, der kan følge med et ægteskab, kender jeg ikke til. Jan og jeg fik også et fælles barn, Christine, men vi har altid set dem som én børneflok. 

Jeg tror, de også har set det sådan. Jeg mærker i hvert fald ikke andet fra dem. 

Jeg adopterede senere Jans børn, og i dag er det faktisk sådan, at jeg ikke altid kan finde ud af, hvem der er hvis."

Mit første kys 

"Fik jeg af Anker. Ikke den Anker, men en dreng i min klasse. Eller, jeg er ikke sikker på, at jeg fik et kys. Men jeg ville i hvert fald gerne have haft et, for jeg var meget forelsket i ham. Jeg blev også meget forelsket, da jeg mødte min mand Jan. 

Vi blev faktisk så forelskede, at vi måtte bryde med de ægtefæller, vi begge var gift med på det tidspunkt. Vi mødte hinanden på den første skole, hvor jeg fik ansættelse. Jeg havde søgt om at komme til at arbejde med de absolut dårligst stillede, fattigste og mest upasselige børn. 

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Men skolevæsnet sendte mig til en ret gennemsnitlig middelklassefolkeskole i Valby. Eneste formildende omstændighed var, at der var børn fra de nærtliggende husvilde-barakker, og at der hver morgen blev kørt et hold børn ind fra Sydhavnskvarteret. 

Så var der da noget at rive i. 

Men her mødte jeg altså Jan. Jeg kan huske, hvordan han sad inde ved slyngelbordet på lærerværelset og råbte drillende efter mig, når jeg kom gående ude på gangen med mine filmruller under armen. Det var film, jeg skulle bruge i undervisningen, men det med film var lidt useriøst for en biologi- og sløjdlærer som Jan, der havde en mere håndgribelig og praktisk tilgang til undervisningen. 

Han havde et fantastisk tag om børnene. Da vi senere blev gift og flyttede til Jyllinge, inviterede han hele klasser hjem i vores have om natten, så de kunne studere insekternes natteliv om sommeren. Han kunne formidle viden på en måde, så selv dem, der havde allersværest ved det, lærte utroligt meget. 

Det beundrede jeg ham meget for. Og det gjorde ham selvfølgelig også højt estimeret blandt elever og kolleger. Selvom vi kom til at leve meget forskellige liv, hvor mit blev meget udadvendt i politik, og hans blev mere indadvendt og fokuseret mod skolen og undervisningen, delte vi alligevel de helt grundlæggende værdier. Om børn og hvordan de skal mødes. 

Det var et meget lykkeligt ægteskab, som varede indtil hans død i 2017. Næsten 50 år var vi sammen." 

Min første ven 

"Mødte jeg i skolen. Anne Vibeke. Hun var ud af en kæmpe søskendeflok, og hende var der gang i. Vi kunne virkelig have det skægt sammen. Vi stak af, gik på æblerov, drillede Alma, når hun mødte op for at stryge for Anne Vibekes mor, og brød ind i et forladt selskabshus, der stod og faldt sammen for enden af vejen med brædder for vinduerne. 

Vi kunne nok genkende noget i hinanden, og sådan er det ofte med venskaber, man genkender noget i hinanden og danner relationer med dem, man forstår, og som det er nemt og naturligt at være sammen med. Men politik har lært mig, at venskaber også kan opstå anderledes. 

I trods nærmest.

Jeg har opdaget, at mennesker, man kan være dybt uenige med, og som er ens erklærede modstandere, kan blive til gode og værdsatte venner. 

Der er en erfaring, der kun har gjort mig rigere." 

Mit første alderstegn 

"Det kom, uden jeg opdagede det. Mit liv er gået hastigt. Jeg har simpelthen haft for travlt med at finde balance i familieliv, arbejdsliv og aktiviteter til at bemærke min alder. 

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Det var først, da jeg stoppede i politik, jeg mærkede, at min ryg er blevet skæv. Det kan jeg så til gengæld mærke nu. Jeg skal gå på en bestemt måde for at holde den i skak. 

Det gør jeg sammen med Maggie, min yngste datters hund, som jeg lufter en gang om dagen. Jeg har dog stadig for meget om ørerne til at dvæle ved alder. 

Jeg har lige skrevet bog med Simon Emil (Ammitzbøl-Bille, red.). Om mit liv i politik. Der kan jeg selvfølgelig godt se, at der er gået nogle år. Men når man skriver, er man jo netop bare i gang og til stede. Så glemmer man tid og sted og alder og sin skæve ryg. 

Jeg holder mig i gang med det, der altid har optaget mig. Jeg tager på højskole. I år om emnerne globalisering og demokrati. Og så har jeg en fast aftale med min gamle ven Asger Baunsbak-Jensen hver fredag. 

Han er 93 år. Men vi kan begge to stadig godt lide at holde os orienterede om verden omkring os. Vi vælger en bog, vi skal læse, og som vi så kan dykke ned i en samtale om sammen. 

Nu har Asger valgt, at vi skal læse min bog. Det, synes jeg da, er et meget godt valg."

Om Marianne Jelved, 81 år

• Uddannet skolelærer og cand. pæd. Siden fagligt arbejde og medlem af byrådet og viceborgmester i Gundsø. 
• Valgt til Folketinget for de radikale i 1987. Har været økonomiminister og kirke- og kulturminister samt politisk leder af de radikale i 17 år.
• Gift med Jan (død 2017) og har fire børn. 
• Aktuel med bogen 'Som det var'.