Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Line opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var lige kommet ind ad døren, da min telefon ringede. 

Da jeg så, at det var min svigermor, følte jeg mig endnu mere træt, end jeg i forvejen gjorde. 

LÆS OGSÅ

Anna Libak har altid haft et svært forhold til sin mor – lige indtil hun fik demens

Anna Libak har altid haft et kompliceret og konfliktfyldt forhold til sin mor, men da moren fik demens, forsvandt hendes hårde sider og en mildhed voksede frem.

Et dybt suk undslap mig, og jeg satte mig i sofaen og stirrede ud i haven. Heldigvis var huset stille. Mine børn var ikke hjemme fra skole endnu, og min mand var stadig på arbejde. Jeg havde således en stund, hvor jeg havde plads til mine følelser og kunne sidde lidt for mig selv. 

Det var lidt over et halvt år siden min mor var død. Hun havde været en ældre mor, da hun fik mig, hendes eneste barn, og i de sidste år havde hun helbredsproblemer. Hendes død kom derfor ikke uventet. Alligevel havde jeg fået et chok, da hun ikke var der længere. 

Hendes bortgang efterlod et kæmpe tomrum i mit liv, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle udfylde. Sorgen havde overvældet mig, og jeg var langt fra at være igennem den, hvis jeg da nogensinde kom det. Det føltes faktisk ikke, som om der var ’en anden side’ at komme ud på. 

Desværre lod det til at omverdenen forventede, at jeg for længst var videre. 

Selvfølgelig forstod jeg godt, at det var ’den naturlige rækkefølge, når forældrene dør før deres børn’, som min chef havde sagt som en slags malplaceret trøst. 

Men jeg følte mig såret, når selv mine bedste veninder efter de første måneder begyndte at nævne, at min mor jo altid havde været gammel som om, det betød, at hendes død var et mindre tab af den grund. 

Det var svært for mig at føle, at jeg kunne finde plads til min sorg, og det udmattede mig, når jeg skulle lade som om, jeg var kommet videre. Samtidig frygtede jeg, at den sorg, jeg følte, ville vare for altid. Min mand ville gerne støtte mig, men vi havde også et liv, der skulle fungere, og jeg fornemmede, at han også var ved at være der, hvor han forventede, at jeg blev mig selv igen.

Jeg vidste bare ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. 

Min mor havde været min bedste ven. Vi delte den samme humor og de samme interesser. Vi elskede at gå i biografen og teatret sammen, eller vi tog på små ture. 

Det var altid min mor, der arrangerede og inviterede mig, for hun vidste godt, at jeg havde en travl hverdag, hvor jeg ofte ikke havde tid til prioritere mig selv eller mine interesser. 

Lige nu følte jeg derfor, at jeg havde mere brug for hende end nogensinde før, hvilket jo var et paradoks. Det sidste, jeg havde brug for, var helt sikkert, at min bedrevidende og evigt kritiske svigermor rendte mig på dørene. 

Anne-Marie og jeg havde aldrig formået at komme ordentligt ud af det med hinanden. Vores forhold var anstrengt fra første færd, og da min mand og jeg blev forældre, havde hun virkelig trådt i spinaten ved at komme med uønskede ’gode’ råd til, hvordan jeg skulle være mor for mit nyfødte barn i tide og utide. 

Jeg forstod godt, at Anne-Marie gerne ville hjælpe, men hendes såkaldte hjælp bestod mestendels af kritik og 30 år gamle ammestueråd, såsom at jeg ikke skulle holde min lille søn for meget, for så blev han bare forkælet og forvænt. 

LÆS OGSÅ

Historikeren Astrid vil gøre op med myten om de danske husmødre: "Jeg gider ikke skrive om margarine-reklamerne"

De kogte, brasede og passede børn. Men fortidens husmødre ville mere end det, de ville også forandre samfundet. Historiker Astrid Elkjær Sørensen stiller skarpt på husmoren, når hun smed forklædet, tog barnevognen med til demonstration og kæmpede for, at gifte kvinder fik deres egen selvangivelse.

Eller at det var godt for hans lunger, hvis han græd sig i søvn. Jeg kunne fortsætte listen, og jeg forestillede mig, at når Anne-Marie ringede nu, var det sikkert også for at fortælle mig, at jeg skulle stoppe surmuleriet og komme videre med mit liv. 

Hendes rolle i mit liv havde nemlig ind til nu primært været at gøre mig vred og usikker. Jeg orkede ikke at ringe tilbage til Anne-Marie, men senere samme aften tikkede en sms ind fra hende. 

Det overraskede mig, for hun var ikke ellers typen, der sms’ede. Hun skrev, at hun havde to biografbilletter til en film senere på ugen, men hendes veninde havde meldt fra. 

Ville jeg med? Jeg vidste først ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg havde aldrig før været i biografen med min svigermor, og jeg havde heller aldrig forestillet mig, at det var noget, vi skulle. Jeg var overbevist om, at det ville blive akavet. Men det var faktisk en film, jeg gerne ville se. Da jeg undrende fortalte min mand om invitationen, syntes han, at jeg skulle sige ja, selvom han var på det rene med, at mit forhold til hans mor ikke var det bedste.

I det mindste ville det give mig lidt adspredelse at se den film, jeg gerne ville se. Da jeg så Anne-Marie stå udenfor biografen, var jeg tæt på at få kolde fødder. Jeg følte mig slet ikke klar til hendes skarpe tunge eller utidige indblanding i mit liv. Jeg havde ikke overskud til at lade som om, jeg havde det fint. Til min overraskelse sagde Anne-Marie dog ikke så meget.

Vi så filmen, som jeg virkelig godt kunne lide, og bagefter tog vi afsked. Det var nærmest hyggeligt. Jeg var derfor lidt mere åben overfor idéen, da hun et par uger senere inviterede mig til en blomsterudstilling. 

Jeg havde altid haft en interesse for planter, så selvom jeg stadig var valen over for at gå ud med Anne-Marie og dermed gøre mig sårbar over for hendes krasse kommentarer, endte jeg endnu engang efter mange overvejelser med at sige ja. 

Det var en stor og flot udstilling, der hyldede en kendt blomsterdekoratør. Der var mange mennesker, men det var opløftende at se de flotte opsatser og smukke farver. Jeg tog mig selv i at give slip på mit tungsind ganske kort. Efter udstillingen inviterede jeg pligtskyldigt Anne-Marie på en kop kaffe som tak for invitationen. 

Jeg mærkede den tunge træthed komme over mig igen, da vi krydsede gaden til caféen. Jeg bestilte kaffen og håbede, at vi kunne kommer hurtigt videre uden for megen snak. Da jeg satte mig ved bordet, rømmede Anne-Marie sig. 

LÆS OGSÅ

Ida mødte sin ungdoms store kærlighed igen: ”Kunne anden gang være lykkens gang”

Da min datter inviterede sin nye veninde med hjem, havde jeg ikke forestillet mig, at det ville føre til et gensyn med min ungdoms svære, men også helt store kærlighed. Jeg havde aldrig glemt Toby, så måske ville han og jeg få en chance til? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg frygtede for, hvad hun ville sige, men det hun havde på hjertet, kom bag på mig. "Jeg ved godt, at vi er kommet skævt ind på hinanden," startede hun. Men så fortsatte hun med at fortælle, hvor svært det havde været for hende, dengang hun mistede sin mor, som hun havde været meget tæt på. 

Hun havde ikke følt, at hendes mor nogensinde ville kunne erstattes af et andet menneske i hendes liv. Jeg følte mig rørt over hendes ord. Anne-Marie beskrev præcis, hvordan jeg havde det. Hvor alene, jeg følte mig. Hvor forladt. Hvor sorgfuld, jeg var over, at min mor aldrig ville komme til at se mine børn blive voksne. 

Jeg havde ikke været klar over, at Anne-Marie havde haft den samme oplevelse. Jeg havde set os som modsætninger og ikke forventet, at vi kunne have noget tilfælles. Jeg kunne se, at hun tog en dyb indånding, inden hun sagde, at hun godt var klar over, at ingen nogensinde ville kunne erstatte min mor for mig. Og da slet ikke hende. 

Men hun vidste, at jeg havde været glad for at gå ud med min mor, og at min mor havde været sød til at invitere mig og forkæle mig. Hvis det var okay med mig, ville hun gerne overtage den lille del af det forhold, jeg havde haft til min mor? 

Jeg har sjældent haft så modsatrettede følelser i mig som den dag. 

En del af mig var slet ikke parat til at lade Anne-Marie komme tæt på. 

Jeg følte nærmest en fysisk modstand mod hende. Den gamle vrede og uvilje sad dybt i mig. Samtidig havde hendes handlinger den sidste tid talt deres eget sprog. Hendes to invitationer havde været dybt betænksomme, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. 

Da det var umuligt at sige nej uden at skabe splid i familien, endte jeg med at mumle ja og håbe på, at hendes idé gled ud i sandet af sig selv. Det sidste skete ikke. 

Måneden efter inviterede Anne-Marie mig på en dagstur til Malmø, hvor der var en udstilling, hun havde en fornemmelse af, jeg gerne ville se. Endnu engang havde hun ret, og selvom jeg frygtede togturen over broen, hvor jeg ikke vidste, om vi ville have noget at tale om, sagde jeg ja. 

Det viste sig også, at jeg intet havde at frygte. 

Anne-Marie havde taget en bog med til toget. Men i løbet af dagen fik vi faktisk talt sammen, og mens vi gik side om side på vej tilbage til stationen om aftenen, fik vi endda berørt det betændte forhold vi indtil nu havde haft til hinanden. 

Anne-Marie havde syntes, at det var svært at finde en rolle som bedstemor, for jeg var så naturligt tæt på min mor. Hun havde ikke håndteret situationen for godt, indrømmede hun. Jeg måtte på min side indrømme, at jeg havde været hyper følsom som nybagt mor, og at jeg sikkert havde overreageret på nogle af hendes kommentarer. 

I dag er det ikke længere den første svære tid, der definerer min relation til med min svigermor. Efter min mors død fortsatte hun med at invitere mig ud. Hver gang var hendes invitationer betænksomme og gennemtænkte. Vi er kommet dertil i dag, hvor vi kan grine af vores tidligere uvenskab, for der er kommet så meget andet godt i stedet. Hun påtog sig den rolle, hun havde foreslået, med stor alvor. 

LÆS OGSÅ

Er ægteskab og børn den eneste vej til et lykkeligt liv? Her er 4 nye bøger, du bør læse

Læsehjørnet - 4 nye bøger anbefalet af bogredaktør Marie-Louise Truelsen.

Da jeg følte mig allermest modfalden og fortabt i mit liv, så hun min sorg for det, den var. Det var hun den eneste, der gjorde. Min taknemmelighed over, at min svigermor så mig og rakte en hånd ud, er det, jeg i dag forbinder med vores venskab. 

Vi er kommet dertil, hvor vi kan grine af vores tidligere uvenskab, for der er kommet så meget andet i stedet. Jeg måtte igennem en tid, hvor jeg lærte, at det ikke nyttede for mig at bære nag. 

Det var faktisk muligt for os at forandre vores forhold til hinanden. Anne-Marie er også vokset med opgaven. Hun blander sig ikke længere i min opdragelse af børnene. 

Vi har i stedet hver især fundet en god plads i hinandens liv, og det er den, vi begge to fokuserer på at udfylde nu. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.