Når journalist og forfatter Anna Libak fortæller om sin barndom, har hun ikke meget pænt at sige. Tværtimod. Når hun tænker på tiden i sit første hjem i Urbanplanen i København, mener hun slet ikke, at hun har haft nogen god barndom.

Det fortæller hun i et interview i denne uges Hendes Verden.

– Min mor læste til læge, og hun var alene med mig og min lillebror. Hun var blevet skilt fra min far, fordi han bankede hende, og jeg kan huske, at vi boede på Stolemagerstien, hvor der var en del andre mødre, der også blev banket af deres mænd, og det gjorde det mindre ensomt for mig. Når jeg ser tilbage på min barndom, er jeg dybt taknemmelig for, at jeg blev voksen, for jeg havde ikke nogen god barndom.

Annas mor tilhørte Den nye Kirke, der er et protestantisk kirkesamfund, som på visse punkter er stærkt konservativt.

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

– Man går f.eks. ikke ind for sex før ægteskabet, og hvis vi sad og så en film, hvor der var nogen, der kyssede, så slukkede min mor fjernsynet. Det var i 1970’erne, hvor der var oprør mod autoriteter, så min mor stod ret alene med sine holdninger, som, jeg syntes, var langt ude, og som betød, at jeg flyttede hjemmefra som 15-årig.

Morens demens har hjulpet forholdet

Anna Libak husker, at hun omkring 12-års alderen tog en beslutning om, at hun ville gøre sig så umulig, at moren blev nødt til at sende hende på kostskole, fordi hun ikke ville finde sig i morens begrænsninger.

– Jeg følte mig meget elsket, indtil jeg blev kønsmoden, hvor jeg blev et problem for hende, for det kunne hun slet ikke håndtere. Det har været en sorg for mig, at vores forhold udviklede sig sådan, men jeg har også gjort mig den erkendelse, at hvis jeg skulle have mig et liv, så jeg blev jeg nødt til at gøre ting, der ville skuffe min mor. Jeg holdt op med at forvente noget af hende og at angle efter hendes anerkendelse, fordi jeg forstod, at dét, hun ville anerkende mig for, ikke var noget, jeg gerne ville anerkendes for.

LÆS OGSÅ

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Hun kalder overgangsalderen en eksistentiel lammer – en hudløs tid, hvor man bare drømmer om det enkle liv. Og der får man brug for en kæde af kvinder, siger forfatter Lotte Kaa Andersen, der selv har forsøgt at skabe den kæde med sin nye bog, hvor hun har interviewet andre kvinder om overgangsalderen. Her fortæller hun om at blive hårdt ramt af symptomer, hun aldrig havde hørt om, og om at blive reddet af et tip fra sin yndlingsforfatter – i ALT for damerne.

I dag er moren 84 år og dement.

– Jeg har fået et tæt forhold til hende, fordi det har gjort hende mild og kærlig. Nu, hvor hun ikke længere bebrejder mig ting, kan jeg igen mærke, at hun holder af mig. Jeg kan se det på den måde, hun lyser op, når jeg kommer. Jeg tror, at jeg bliver ked af det den dag, hun dør. Det har jeg ellers ikke troet tidligere. Jeg er ikke glad for, at hun er blevet dement, men jeg er glad for, at vi har de her år, hvor vores forhold er ukompliceret.

Læs hele interviewet i denne uges Hendes Verden, hvor Anna Libak bl.a. også fortæller om sin lillebrors selvmord, hvordan sex er nøglen til et langt parforhold og rollen som mor.