Da historiker Astrid Elkjær Sørensen blev spurgt, om hun ville skrive en bog om husmødre, var hun straks sikker på, at hun ville sige ja. 

Men hun vidste samtidig, at hun ikke ville skrive den historie, vi allerede har fået fortalt. 

LÆS OGSÅ

Da Dorte var 67 år, sagde hun jobbet op for at blive influencer: "En dag gik min video viralt"

En influencer er en person, der har mange følgere på de sociale medier og eventuelt betales for at reklamere (indirekte) for et produkt eller et budskab i sine opslag. Sådan lyder ordbogens definition af en influencer. Men hvem står bag de flotte profiler? Og hvordan gør de?

"Jeg gad ikke skrive om margarinereklamerne. Dem kender vi, og mange forbinder husmoren med kvinden med forklæde i køkkenet," siger hun. 

Personligt er Astrid fra generationen efter rødstrømperne, som er et grundigt beskrevet kapitel i danmarkshistorien, men hun undrede sig: Hvad med dem, der kom før? Hvilke kampe tog kvinderne fra husmødrenes guldalder mellem 1940 og 1970, hvor det var højstatus at passe hus, mand og børn? 

Astrid opdagede, at der foregik langt mere end kogevask og pletfjerning hjemme i grovkøkkenerne. Og det aspekt ville hun finde frem fra den historiske glemmekasse. 

Greb bannerne 

"Vi hører som regel, at velfærdsstaten er skabt af mænd og sprang ud af arbejderbevægelsen og bondebevægelsen. Men husmødrene har faktisk en stor del af æren for det samfund, vi kender i dag," slår Astrid fast. 

I sin nye bog, 'Husmødre i oprør', peger hun derfor på visse områder, hvor de hjemmegående kvinder bogstavelig talt byttede grydeskeerne ud med protestbannere. For eksempel ved en demonstration i februar 1947, hvor 10.000 husmødre mødte op for at protestere mod regeringens rationeringspolitik. 

Den tog ikke hensyn til kvinders (og familiers) behov, mente de, når den for eksempel tillod import af rulleskøjter, mens det var svært at få fat på kød, sukker og sæbe. 

"Demonstrationen viste, at husmødrene ikke bare gik op i det nære derhjemme, som mange måske forestiller sig. De havde holdninger til det liv, de levede, men også mod og vilje til at kæmpe for  forandring – de krævede at blive hørt," påpeger Astrid. 

Giv os børnehaver! 

Som historiker møder hun ofte den misforståelse, at kampen for kvinders rettigheder nærmest stod stille i den periode, hvor halvdelen af landets gifte kvinder var hjemmegående (i 1960 var tallet oppe på 75 procent). 

Men husmødrene puttede sig ikke bare med afkom og afkalker, og som eksempel nævner Astrid kampen for bedre børnepasning. I 1960’erne så mange hjemmegående kvinder fidusen i et sted at aflevere deres børn, når de selv skulle til tandlægen – eller på skolebænken for at kunne genindtræde på arbejdsmarkedet (som de fleste havde været en del af, før de blev gift). 

Husmødrene ville have pasning, som ikke bare var en nødløsning for familier, hvor moren var tvunget til at arbejde. De ville have kvalitet i form af pædagoger, og institutioner nok til at dække behovet. 

Når ingen andre ville sørge for det, måtte kvinderne selv i aktion. 

"Husmødrene solgte lotterisedler og hjemmebagte kager for at skaffe penge til et eksperiment med børnehaver, som vi kender dem i dag. Derudover blev det finansieret af kontingenter til husmorforeninger og Dansk kvindesamfund," forklarer Astrid. 

LÆS OGSÅ

Min mors barske ord forvandlede mit liv

Jeg kom direkte fra et voldsomt skænderi med Esben derhjemme, da min mor så på mig og spurgte, hvordan jeg egentlig gik og havde det? Jeg havde det forfærdeligt, alligevel nøjedes jeg med at sige, at alt gik fint. Den hoppede min mor heldigvis ikke på. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Ideen var så god, at den senere blev taget op af Folketinget og foldet ud i stor skala. 

Reduceret til fru 

Bedre børnepasning var dog ikke det eneste, som 1960’ernes hjemmegående gik på barrikaderne for. De fik også nok af at være reduceret til ”underrubrikker” til deres mænd. 

Gifte kvinder havde ikke egen selvangivelse, og i det nye CPR-register stod de opført uden titel, men blot som ”fru”. Og ville man finde en kvinde i telefonbogen, måtte man slå op under hendes mand. 

I kvindebevægelsen (husmoderorganisationerne, som flere hundredtusinder husmødre var medlemmer af, samt Kvinderådet og Dansk Kvindesamfund) kaldte man derfor til ”kamp mod blanketten”.

"Hele den underordning under manden gjorde kvindebevægelsen op med," fortæller Astrid. "Det er et kæmpe skridt, at kvinder stod fast på, at de ville være selvstændige borgere – også i statens øjne. Den kamp taler vi bare ikke særlig meget om i dag."

Sej mor til ni 

Men det var ikke kun dagligdagens problemer, husmødrene tog op. Store tanker om fremtidens samfund opstod også. 

Her fremhæver Astrid husmoren Lis Groes, som i 1946 holdt tale for hele den nordiske kvindebevægelse. Den 36-årige mor til mange (hun fik ni børn) leverede ikke kun en brandtale, men også en vision for et samfund, hvor omsorg og fællesskab var lige så meget i centrum som arbejde. 

Lis Groes forestillede sig, hvordan moderne børneinstitutioner, bedre barselsforhold og en sekstimers arbejdsdag for begge køn ville give mænd og kvinder mere ens roller, både hvad angik lønarbejde og sliddet i hjemmet. 

Her ser Astrid en parallel til en nutidig tendens, hvor feministiske debattører som Maj My Humaidan (forfatter til Ærømanifestet) og Emma Holten (forfatter til 'Underskud: Om værdien af omsorg') tordner mod et samfund, hvor vækst er Gud, mens der ikke er status eller penge i at tage vare på børn og ældre. 

"Det er inspirerende, at kvinder også dengang turde tænke en fremtid, der var anderledes. Verden var selvfølgelig en anden i 1946, men i dag står den igen i en krise og leder efter svar og drømme."

Børn og cigarer 

Lis Groes blev senere handelsminister, men medierne fortsatte med at beskrive hende som husmor – et lille vidnesbyrd om, at den kasse var svær at slippe ud af. 

Som historiker er Astrid en lille smule forelsket i kvinden, der brød med samfundets normer. "Folk fortjener at vide, hvem hun var – for hold op, hvor var hun sej! Hun stod fast på, at husmødre har noget at bidrage med, hvilket var radikalt dengang," siger Astrid. 

LÆS OGSÅ

Jeg syntes, at min mand drak lidt for meget – men først til en fest forstod jeg alvoren

Jeg påpegede gang på gang, at jeg synes, min mand drak for meget. Hver gang undskyldte Jan sig med, at han blot havde udviklet en stor interesse for vine. Hvor langt ude han egentlig var, stod dog klart, da vi var til afslutningsfest på vores søns skole. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

"Hun kombinerede det at være mor til ni med at være boss lady i Handelsministeriet i en mandsdomineret tid. Og hun brød normerne for, hvad kvinder kunne, ved at tage sine børn med til møder og ryge store cigarer. Hun var fandenivoldsk."

Den klassiske husmor findes stort set ikke længere i Danmark. Men vi har stadig en bevægelse af kvinder, der står fast på et liv med omdrejningspunkt i omsorg og fællesskab. Ligesom Lis Groes drømte om i 1946. 

Når visionerne er så ens efter 80 år, er spørgsmålet, om vi overhovedet har rykket os? 

Det mener Astrid. "Kvinder i dag er langt bedre uddannet og repræsenteret i politik og den offentlige debat, og vi er kommet milevidt i synet på, hvad kvinder kan," siger hun. 

"Men undervejs har både mænd og kvinder måske glemt den værdi, der ligger i det traditionelt kvindelige. Og vi kæmper stadig med, hvordan vi skaber plads til det – uden at sende kvinderne tilbage til kødgryderne."