Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Mine tre børn er sendt i skole, og nu sidder jeg alene i min nye lejlighed. 

Her er stille, og det føles både mærkeligt og rart. Indrømmet, nok mest rart. 

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

For jeg har virkelig brug for ro til at mærke mig selv igen og finde ud af, hvordan jeg egentlig har det, for det har jeg hverken haft tid eller mulighed for alt for længe. Det sidste år har nemlig været brutalt. 

Efter næsten 25 år med min mand, Esben, traf jeg langt om længe beslutningen om at blive skilt fra ham. Jeg var ved at miste mig selv, fanget i en efterhånden glædesløs hverdag, hvor alt bare føltes tomt og tungt. 

Esben og jeg mødtes som meget unge, og vi troede længe, at vi havde fundet hinandens soulmate. Men efterhånden blev det tydeligt – i hvert fald for mig – at vi var to meget ensomme mennesker, der levede parallelle liv og helt havde glemt at se hinanden som det, vi burde være: elskende og hinandens bedste venner. 

Problemerne bundede i, at Esben viste sig at være utrolig humørsvingende. Det ene øjeblik vred og opfarende, det næste indadvendt og tavs.

Mens jeg efterhånden vænnede mig til at gå på listefødder for ikke at tænde hans vrede, lod han sine frustrationer gå ud over både mig og børnene. Jeg tilpassede mig, og håbede, at tingene ville ændre sig og med tiden blive bedre. 

En aften for halvandet år siden besøgte jeg så mine forældre. Det var en varm sommeraften, og de sad ude på terrassen og drak et glas vin. 

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Det så så hyggeligt ud. Min mor bød mig på et glas og spurgte så, hvordan jeg egentlig gik og havde det. Jeg havde lige skændtes med Esben, der nu gik og var tvær derhjemme, sådan som han plejede at være det efter et af vores alt for hyppige skænderier. Alligevel nøjedes jeg med at smile mat og sige, at alt gik fint. Min mor fastholdt mit blik, og så sagde hun: "Lisa, det tror jeg faktisk ikke på. Du har ikke virket glad alt for længe, og det gør mig så ulykkelig. Er du sikker på, du vil fortsætte sådan?"

Hendes ord ramte mig. Min mor er ikke typen, der blander sig i hverken mit eller andres liv, og jeg havde aldrig hørt hende være så direkte. Desværre var jeg ikke i stand til at være ærlig over for hende lige her, så jeg glattede ud og fastholdt, at alt gik fint, hvorefter jeg hurtigt brød op.

Men på vej hjem fra mine forældre var jeg knuget af sorg, og min mors ord kørte i ring i mit hoved. Var det så tydeligt, at jeg var ulykkelig? Så ulykkelig, at min mor nu følte sig nødsaget til at blande sig og opfordre mig til at ændre mit liv?

Ugerne gik, og jeg skubbede samtalen væk, og jeg undgik også helt at tale med min mor. Det holdt, indtil en søndag morgen, da telefonen ringede, og min far ulykkeligt fortalte mig, at min mor var blevet indlagt med et ildebefindende og nu lå til observation på hospitalet.

Jeg tog selvfølgelig straks ind for at se til hende. Og det var her, mens jeg sad ved min mors seng, at det pludselig stod smerteligt klart for mig: Livet er ikke uendeligt, og jeg ville ikke leve sådan her længere. 

Jeg ville ikke nøjes med blot at eksistere – jeg ville leve et liv, hvor både jeg og mine børn en dag kunne se tilbage og konstatere, at vi valgte glæden og livet, koste hvad det ville. 

LÆS OGSÅ

Min mand driver alle til vanvid

Der er nogle problemer med min mand, som jeg har været gift med i 31 år. Han har et grimt sprog og er generelt negativ. Det er gået ud over hans relation med sin familie, og jeg er bange for, at det snart smitter af på mig og vores børn også, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Min mor blev heldigvis frisk igen og kunne i løbet af dagen både tale og sidde op. Samme aften tog jeg hjem og fortalte Esben, at jeg ville skilles. Til min overraskelse tog han det for en gangs skyld fattet. 

Han havde nok et sted erkendt det samme som mig. Alt gik hurtigt derefter. Børnene blev naturligvis kede af det, men de virkede nu heller ikke særlig overraskede. De er da også blomstret op; det tunge og lidt tyngede, der altid lå over vores liv, er væk, og det præger også dem. 

En skilsmisse er aldrig lykkelig, mens den står på. Jeg er for det meste lykkelig for mit nye liv med børnene, men der er da også stadig tunge dage og et savn over det liv, Esben og jeg aldrig formåede at få sammen. 

Når den slags tanker fylder, tænker jeg tilbage på min mors ord den dag på terrassen – og jeg er stolt over, at jeg langt om længe tog ansvar for mit liv.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.