Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Rikke opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

På mange måder har jeg altid gjort det, der blev forventet af mig – og jeg ville ikke gøre noget om. 

Både min mand Erik og vores døtre på 11 og 12 år har jeg været heldig med, og jobbet som skolelærer i en specialskole er jeg også godt tilfreds med.

LÆS OGSÅ

Anna Libak har altid haft et svært forhold til sin mor – lige indtil hun fik demens

Anna Libak har altid haft et kompliceret og konfliktfyldt forhold til sin mor, men da moren fik demens, forsvandt hendes hårde sider og en mildhed voksede frem.

Samtidig har det betydet, at jeg i snart to årtier har haft en hverdag, hvor jeg i meget høj grad har ydet omsorg for andre. Børnene på skolen rummede deres udfordring og havde behov for meget støtte, og skønt mine egne piger havde nemmere ved alting, var de på vej i teenagealderen med store følelsesmæssige udsving til følge, hvilket tog på mine kræfter. 

Erik tog sin del af slæbet hjemme, men som Falck-mand arbejdede han skæve tider. Oftest var det mig, der stod for indkøb og aftensmad, når jeg kom hjem fra specialskolen. 

Dertil kom min mor, der efter at hun var blevet enke, ikke kom meget ud. Hende besøgte jeg derfor også et par gange om ugen og handlede lidt ind for. Desuden forsøgte jeg at være en god veninde for de få venner, der havde hængt ved siden skoletiden, og der var næsten altid en, der havde brug for opbakning efter en skilsmisse, bøvl med børnene eller jobproblemer. 

Det var et liv fyldt med mening, men også en tilværelse, hvor jeg nogle gange brugte mig selv op for at hjælpe andre. 

"Kære ven, du ser jo helt smadret ud!" sagde min storesøster Ulla til mig en dag, hvor vi fejrede min yngste datters 11-års fødselsdag. Jeg kiggede hen over skulderen på Ulla og ind på min datter, der strålede som en sol med sin lagkage og familien omkring sig. 

Kagen, der var formet som en hest, havde taget flere timer at bage, men hun var også blevet rigtig glad. Alt var som det skulle være. Og dog havde Ulla ret. Jeg var 42 år og meget tit så træt, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen. 

"Nu skal du høre: Weekenden om 14 dage, da låner du vores sommerhus og får hvilet ud. Bare dig. Du kan smutte derop efter skole fredag og blive der til mandag," sagde Ulla. Hvor blev jeg glad for det tilbud. 

Det passede tilmed perfekt med mit skema. Netop den mandag skulle eleverne på ekskursion, hvilket jeg ikke skulle med til, og Erik gav straks grønt lys. For første gang i mit liv havde jeg udsigt til en forlænget weekend for sig selv uden mand og børn. 

LÆS OGSÅ

Historikeren Astrid vil gøre op med myten om de danske husmødre: "Jeg gider ikke skrive om margarine-reklamerne"

De kogte, brasede og passede børn. Men fortidens husmødre ville mere end det, de ville også forandre samfundet. Historiker Astrid Elkjær Sørensen stiller skarpt på husmoren, når hun smed forklædet, tog barnevognen med til demonstration og kæmpede for, at gifte kvinder fik deres egen selvangivelse.

Jeg glædede mig enormt, men en uge forinden ringede Ulla. "Det kan ikke blive alligevel. Elisa har snart en eksamen og har brug sommerhuset til at holde læseferie i på det tidspunkt," sagde hun. Elisa var min storesøsters ældre datter, der læste til læge og kæmpede med studierne. Jeg troede ikke mine egne ører. 

Ulla var løbet fra vores aftale! 

Jeg blev dybt frustreret, men lagde blot røret på efter en kortfattet afsked. Det kunne hun ikke være bekendt. Hun havde ingen fornemmelse af, hvad det tilbud havde betydet for mig. Samtidig tårnede opgaver sig op side om side med sociale arrangementer, som jeg følte, jeg burde tage til – alt sammen netop den pågældende weekend. 

Måske jeg bare skulle indse, min rolle var at få ting til at hænge sammen på hjemmefronten? 

Men nej, de fridage var mine, besluttede jeg. 

Selvom sommerhuset havde været en gratis chance for at komme lidt væk, var der måske andre muligheder. Jeg gik på nettet og opdagede, det var lavsæson for charterrejsemål. Da jeg spurgte min mand til råds, fik jeg fuld opbakning. 

Så bookede jeg med bankende hjerte en returbillet til ingen penge til Korfu, hvor jeg aldrig havde været. Jeg bestilte også et billigt dobbeltværelse med havudsigt. Det føltes vildt, og bagefter var jeg nærmest høj. 

Efter et par timer synes jeg alligevel, det ville være rart med en rejsekammerat, og jeg kendte mange kvinder, der kunne trænge til lidt luft. 

Kvinder, der ligesom jeg havde brugt årtier på at være mor, kone og ansat, og ikke havde så meget tid til sig selv. Men hvem ville jeg allerhelst dele balkon med? 

Efter lidt spekulationer faldt valget på min veninde fra skoletiden, Jannie. 

Hun var blevet skilt for nyligt, og vi havde talt alt for lidt sammen på det sidste. Hotelværelset var betalt, og Jannie skulle blot købe en lavprisflybillet. Det viste sig, at hun både havde tid og meget, meget gerne ville med. 

Da vi ankom til Korfu, føltes alt lidt som en drøm. 

Den græske aften var fløjsblød, og cikaderne sang. Jannie havde allerede hjemmefra meldt, at hun gerne ville gå nogle lange ture på øen om dagen. Det passede mig fint at være alene og så spise sammen om aftenen, og det føltes helt vildt med al den tid til mig selv. 

Hvorfor havde jeg ikke gjort noget som det her før? Jeg ringede hjem på dag to. Erik berettede, at han og pigerne hyggede sig maksimalt, det var faktisk lige før, mit opkald forstyrrede. 

Lykkelig lagde jeg mig ved poolen med god samvittighed. Om aftenen tog jeg et langt karbad og lå og læste i timevis – noget, jeg ellers aldrig fik gjort. Jeg sov sågar længe om morgenen.

Jannie og jeg kom også meget nærmere hinanden undervejs. Endelig kunne vi snakke uforstyrret af pligter og børn, og det var skønt at komme tæt på min gamle veninde igen. 

LÆS OGSÅ

Ida mødte sin ungdoms store kærlighed igen: ”Kunne anden gang være lykkens gang”

Da min datter inviterede sin nye veninde med hjem, havde jeg ikke forestillet mig, at det ville føre til et gensyn med min ungdoms svære, men også helt store kærlighed. Jeg havde aldrig glemt Toby, så måske ville han og jeg få en chance til? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Men så på et tidspunkt tjekkede jeg mails på mobilen og læste blandt andet den sædvanlige ugeopsamling fra specialskolen. En af mine kolleger havde en søster, der var blevet alvorlig syg, og hun ville derfor være fraværende hele ugen, læste jeg. 

Det gav et stik i maven, og jeg skrev straks en mail til min kollega. Om aftenen kunne jeg ikke sove og tænkte på den syge søster. Jeg var stadig vred på Ulla, jeg havde end ikke fortalt hende, at jeg skulle afsted. 

At miste min søster ville dog alligevel være noget af det værste, jeg kunne forestille mig. Jeg stod op og satte mig med et glas vand på altanen og kiggede på månen over det sorte hav. 

Sommerhussituationen havde været træls, men så var det vel heller ikke værre. Jeg havde måske også selv sat mit barn først, erkendte jeg. Dybest set handlede min voldsomme reaktion nok om, at jeg desperat havde haft brug for den pause, Ullas tilbud havde sat mig i udsigt. 

Jeg havde ikke selv forstået, hvor udmattet jeg var før det. Netop af hun havde aflyst, havde fået mig til at se, at jeg ikke behøvede et påskud såsom et gratis sommerhus for at vælge at tage væk nogle dage. Med et forsvandt min vrede, og jeg ærgrede mig over, jeg var taget sådan på vej. 

Livet var for kort til at være uvenner. Jeg ringede til min storesøster, straks jeg var hjemme i Danmark igen. Da Ulla hørte om turen til Korfu, blev hun kun glad på mine vegne. Hun havde godt bemærket, jeg var blevet noget spids sidst, og hun ville gerne tilbyde mig en anden forlænget weekend i deres sommerhus. 

Det takkede jeg selvfølgelig ja til, for det er bestemt ikke sidste gang, jeg tager væk for at blive ladet op.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.