Her er filmen, du bare skal se dette efterår

Her er filmen, du bare skal se dette efterår

Instruktør Christoffer Boe har samlet en stærk trio med Alex Høgh Andersen, Nicolaj Kopernikus og fremragende Katrine Greis-Rosenthal i filmen om Rejseholdets første mord.

ALT for damerne logo

Thriller

Mordbrand og mørke hemmeligheder

5 ud af 6 stjerner til filmen 'Rejseholdet: Det første mord'!

En fiskerlussing til den, der har bestemt titlen på denne fremragende fortælling om Rejseholdets spæde begyndelse. 

1927, politmændene Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) og PR (Nicolaj Kopernikus) sendes med sekretæren Camilla (Mathilde Arcel) til Esbjerg for at undersøge en brand. 

Sammen blotlægger trioen de hemmeligheder, der gennemsyrer byen. Og ændrer politiet indefra. Det er en afsindigt flot og ambitiøs film. Den er gysende spændende, sexet og subversiv, selvom jeg distrahereres: Jyder på film, der taler københavnsk. Hr. Christoffer Boe ønsker et moderne udtryk, fair nok, men dialekterne skurrer i sprogøret. 

Nu tilbage til rosen: Tidsbilledet, det visuelle og ikke mindst samspillet hos de mange medvirkende. Katrine Greis-Rosenthal fortærede lærredet i Boes forrige spillefilm 'Smagen af sult' og efterlader heller ikke her så meget som en krumme her, selvom hun ikke bærer filmen. 

Høgh Andersen spiller Himmelstrup fuld af erotisk længsel, skyld og ambition, og Arcel er vidunderligt kæk som en rå Marguerite Viby. Kopernikus’ udtryksfulde fjæs er som skabt til at træde i karakter bag et forstørrelsesglas. Der væves frit over fakta, bevares, men alt blandes til en syrestærk cocktail, der beruser og indvarsler et nyt niveau i dansk kriminalfilm. Dansk, fordi det er ind i mellem som at se 'Matador' på vrangen; en provins fanget i sort-svedent ondskab, nedrige intriger og dans med døden. 

Krimigåden skrues hele tiden strammere, der er dobbeltspil, vildspor. Men også en tro på ny efterforkningsteknik som fingeraftryk, ro på gerningsstedet og at man ikke skal lade sig affeje, når magtmændene mener, at at sagen er løst. Filmen bygger på romanen 'Den yderste grænse' (objektivt en langt bedre titel!) af Jacob Jonia, som hermed også varmt anbefales.

'Rejseholdet: Det første mord' fik biografpremiere den 4. september