Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg er vokset op som enebarn. Min far døde af en lungesygdom, da jeg var 16, og så var der blot min mor og mig tilbage. 

Så længe jeg kan huske, har jeg været misundelig på dem, der voksede op med søskende. 

LÆS OGSÅ

Jeg er en mand i 40'erne: Kommer jeg nogensinde til at opleve kærligheden?

En læser er i fyrrene og håber, at det ikke er for sent at finde kærligheden. Vibeke Dorph giver ham her råd til, hvad han kan gøre.

Det gjorde ondt at høre om deres familieferier og se dem hygge sig sammen.

I mine øjne var der alt for stille og ordentligt hjemme hos os. Min mor var sød, men også lidt reserveret. Første gang min mand mødte hende, sagde han, at hun var venlig og imødekommende, men svær at blive klog på.

Jeg var enig i, at det i hvert fald var én side af hende. Men samtidig havde jeg altid fornemmet en dyb melankoli og en stærk vilje til at bekæmpe den inde bag hendes stille væsen. Og jeg beundrede min mors overlevelseskraft. 

Hun var vokset op i et fattigt hjem og klarede alligevel at tage en uddannelse som sygeplejerske. Efter min fars død, satte hun sig heller ikke bare hen og sørgede. Hun tog efteruddannelser og fik nye veninder. Men det var sandt, at hun var svær at få greb om og var lidt hemmelighedsfuld.

Jeg tvivlede dog aldrig på hendes kærlighed til mig, og vores kontakt var tæt, men hun fortalte sjældent noget personligt om sig selv.

Fordi jeg selv havde følt mig ensom under min opvækst, sørgede jeg for at få tre børn i rap. De skulle i hvert fald ikke undvære søskende, og jeg elskede at have min store familie omkring mig. Min mor støttede mig og var en omsorgsfuld mormor, der stillede op, når jeg havde brug for hende. 

Desværre døde hun af kræft, da jeg var 40 år.

Kort efter begravelsen dukkede der så en stor overraskelse om min mor op. En, der for altid ændrede mit syn på hende. Janne, en kvinde, der var otte år ældre end mig, skrev i en mail til mig, at hun efter min mors død havde modtaget et brev via en advokat om, at hun var min halvsøster. 

Det var min mor, der havde skrevet brevet før sin død. Det var noget af et chok, og jeg måtte lige trække vejret dybt, inden jeg læste videre. 

Janne skrev, at min mor kun havde været 18 år, da hun bortadopterede Janne. Hun forklarede, at Jannes adoptivforældre havde ønsket, at Janne ikke skulle vide, hun var adoptivbarn, så længe de selv levede. 

Da min mor nu selv var døende, erfarede hun pludselig, at Jannes adoptivforældre var døde kort efter hinanden. Desværre var hun da så dårlig, at hun ikke magtede at tage kontakt, men hun håbede, at Janne og jeg måske kunne få lidt glæde af hinanden, når hun var død.

LÆS OGSÅ

Tobias har hjemmepasset sine børn, og han mener, at mænd bør tilbringe mere tid derhjemme

Journalist Tobias Sydradal sagde for fem år siden farvel til andelslejligheden i København og jobbet i DR for at blive hjemmegående far. En beslutning, han kalder sin bedste til dato. Nu vil han med sin nye bog ’Hjemvendt’ inspirere andre mænd til at bruge mere tid med deres børn.

Midt i den overvældende sorg over tabet af min mor, havde jeg altså fået den søster, jeg altid havde længtes efter, men jeg fattede ikke, hvordan min mor havde kunne holde hende hemmelig for mig.

Janne og jeg aftalte at mødes ude i byen. Inden da sendte hun mig en kopi af det brev, min mor havde skrevet til hende. I det forklarede min mor, at hun var blevet gravid som 17-årig. Selve samlejet var ufrivilligt, men forud havde min mor været meget betaget af Jannes biologiske far, en noget ældre studerende, der var tysk og boede på et klubværelse oppe under taget i den ejendom, hvor min mor boede med sin familie. 

Under et stævnemøde gik den studerende for langt og var taget hjem til Tyskland, da min mor opdagede, hun var gravid. Min mor fik aldrig hans efternavn og kunne ikke overskue hverken at lede efter ham eller blive enlig mor. 

Hun var dygtig i skolen og drømte om at få en uddannelse. Dybt ulykkelig og forvirret lod hun sig derfor overtale af en lærerinde til at bortadoptere barnet. 

Men hun havde fortrudt det mange gange. Det havde været frygteligt at give Janne fra sig.

Jeg glædede mig utroligt til at kunne være noget for denne storesøster, som jeg allerede følte en stor kærlighed til. Jeg forestillede mig, at vi ville lave alt muligt sammen og blive fortrolige. Inden vi mødtes, havde jeg set billeder af Janne på Facebook. 

Alligevel kom det bag på mig, hvor meget hun lignede min mor, som hun sad der lille og spinkel med kraftigt, krøllet hår og ventede på mig på restauranten. 

Med et varmt blik rejste hun sig og omfavnede mig, og vi fik begge tårer i øjnene.

Dette første møde var vidunderligt. Janne var udadvendt, snakkende og nysgerrig. Jeg havde medtaget billeder af min mor, som vi sammen studerede, og jeg svarede på alle de spørgsmål, hun havde til, hvordan vores mor var, og hvordan min opvækst havde været. 

Selvfølgelig var Janne ked af, at hun ikke nåede at møde min mor, men denne aften mærkede jeg ingen bitterhed. Janne var bare ivrig efter at lære mig at kende, og jeg sagde, at jeg havde det på samme måde med hende.

I de følgende måneder mødte vores familier flere gange hinanden. Janne var fraskilt og havde tre voksne børn, der var lidt forundrede over pludselig at stå over for en helt ny familiegren, men de var rare og nemme at være sammen med. 

LÆS OGSÅ

Søren siger fra, når folk ikke følger reglerne: ”Er det i virkeligheden mig, der er problemet?”

Regelrytteri - om det indre og ydre drama, der kan opstå, når nogen larmer i stillekupéen.

Min mand og mine børn tog også godt imod Janne. Selv om min mand forsigtigt sagde, at hun godt nok var livlig og advarede mig om, at jeg ikke skulle lade mig dominere af hende. 

Jeg lo og sagde, at jeg jo netop havde længtes efter at have nogle søskende at diskutere med.

"Det er sandt, bare sørg for, at du ikke bliver tromlet," sagde han kærligt.

Jeg forstod ikke, hvad han mente på det tidspunkt. For jeg kunne ikke få nok af min nye søster, og Janne kunne ikke få nok af mig. Vi besluttede sammen at tage på en weekendtur til Berlin. En rigtig søstertur, som Janne kaldte det.

Jeg må dog indrømme, at jeg allerede fortrød i toget derned. Det viste sig nemlig, at Janne var typen, der talte konstant. Alt, hvad hun så og sansede, skulle jeg høre om. Vi snakkede om det, og hun sagde, at hun var klar over, at hun var opmærksomhedssøgende. 

Sikkert fordi hun var blevet givet væk af den mor, som skulle have taget sig af hende. Det klang i den grad af en anklage i mine ører og gjorde mig ked af det.

I de følgende dage kom der flere af den slags stikpiller om vores mor, og det var ret ubehageligt. Lige så stille begyndte jeg at lægge lidt afstand til Janne og indimellem tage en timeout, hvor jeg gik en tur på egen hånd. Hvilket kun gjorde min halvsøster endnu mere hektisk og klæbende.

Det var som en ond cirkel. Den sidste aften i Berlin brød Janne sammen, mens vi sad og spiste. Hun græd og sagde, at hun havde haft nogle dejlige adoptivforældre og også holdt af sine to storebrødre, men samtidig var jaloux over, at jeg var vokset op med vores ”rigtige” mor. Jeg prøvede at indvende, at der jo var fordele og ulemper ved alt, og at min opvækst ikke bare havde været en dans på roser. 

Men Janne hørte ikke efter. På vej hjem i toget mærkede jeg, at hendes negative syn på min mor var i færd med at ”ødelægge” mine egne minder. 

Det var, som om det også var det, Janne ønskede. Hun ville have, at jeg skulle være lige så vred på vores mor som hende.

Da vi kom hjem, stak det helt af. Janne ringede til mig i hvert fald tre gange om ugen, gerne sent om aftenen, når jeg lige var kommet i seng. Igen og igen snakkede hun om de tanker, brevet og turen til Berlin havde sat i gang i hende. 

Hun var begyndte hos en psykolog og syntes, jeg skulle komme med til terapien, så vi sammen kunne analysere vores forskellige forhold til vores mor.

Det blev for meget. Jeg skulle ikke til nogen psykolog sammen med Janne. I det hele taget havde jeg brug for, at vi var mindre i kontakt. Jeg kunne bare ikke få mig til at sige det, fordi Janne var i krise og nok ville få det værre, hvis jeg afviste hende. 

Så vi blev ved med at mødes, om end lidt sjældnere end før, og ringede også sammen. Men vores samtaler var tæt på uudholdelige. Nu, hvor Janne var tryg ved mig, talte hun virkelig dårligt om mennesker omkring sig, endda også sine egne børn.

Jeg fortalte løbende min mand om problemet, og en dag sagde han, at jeg jo ikke var tvunget til at se Janne, når jeg ikke havde nogen glæde ud af det.

LÆS OGSÅ

Sonja Richter fejrede ikke sin fødselsdag i mange år af én bestemt årsag

Da Sonja Richter fyldte 50 år, fejrede hun sin fødselsdag for første gang i mange år. Det er der en særlig årsag til, fortæller hun til ALT for damerne.

"Det er, som om du føler, du skal betale af på din mors svigt. Men det kommer du jo aldrig til at kunne," sagde han.

Det slog ligesom hovedet på sømmet for mig. Jeg inviterede Janne ud og sagde, at vores møder også havde sat gang i svære følelser hos mig, som jeg var nødt til at arbejde med alene. 

Jeg foreslog, at vi holdt fast i hinanden med søstermiddage hver 3. måned, men ellers lod hinanden lidt i fred til at arbejde med hver vores. Janne var først såret og styrtede ud af caféen og lagde mig efterfølgende på køl. 

Det var faktisk en lettelse, nu da jeg havde erfaret, at ikke alle familiebånd var af det gode. Senere ringede hun dog og indrømmede, at hun også kunne se at, ”vi måske ikke altid fik det bedste op i hinanden,” som hun udtrykte det.

"Indimellem kan du jo være ret følelseskold," sagde hun.

For ikke at hidse hende op indrømmede jeg, at det nok var en af mine svagheder.

Siden har Janne og jeg set hinanden meget sporadisk. Når der er gået et stykke tid, begynder jeg altid igen at tro, at vi kan være noget for hinanden og inviterer så Janne til en søstermiddag. 

Men hver gang føler jeg mig så manipuleret af hendes eksplosive følelsesliv, at jeg igen har brug for en lang pause. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, det bliver ved sådan, og det har jeg det faktisk fint med.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.