Jeg sætter mig altid i stillekupéen. 

Selv på de korte ture med S-toget søger jeg muligheden for et øjebliks stilhed. 

LÆS OGSÅ

Min kollega fandt noget privat på min computer – nu sladrer hele byen om mig

En kollega tilbød læseren at fikse hans computer. Det takkede læseren ja til, men kollegaen installerede i samme omgang et spion-program på computeren. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Når man som mig har en forholdsvis lav stresstærskel, kan bare ti minutters pause fra fremmede folks private samtaler, knevrende børn og storbyens evige støj gøre forskellen. Så kan landskabet, byen og bekymringerne flyve forbi, mens tankerne finder fred i mit hoved. 

Overholder mine medpassagerer ikke stillekupéens regler om dæmpet tale, siger jeg det til dem. Altid på en høflig og afdæmpet måde. ”Undskyld, men det her er en stillekupé”, forklarer jeg venligt og imødekommende og peger på piktogrammet på døren med den tyssende togkonduktør. 

Hvis den ikke lige fiser ind ved første forsøg. Det er selvfølgelig altid de andre voksne, der tager det dårligst. Teenagerne og de gamle damer retter som regel ind. De voksne bliver som regel sure. 

Nogle taler videre i ren trods, andre stormer demonstrativt ud af kupéen, de fleste fnyser bare fornærmet af mig. Intet kan sprede så dårlig stemning i en stillekupe lidt uden for Køge Nord som 48-årige Jan, der netop er blevet gjort opmærksom på, at han altså sidder i en stillekupé, hvor man ikke bare må ævle løs om sin åndssvage Royal Run-rekord, og hvad der ellers optager ham og konen for tiden. 

Det er som om, at selve tyngdekraften er ved at kollapse under vægten fra hans fornærmethed. Som om det er mig, der er problemet her, og ikke ham. Forstå mig ret, jeg synes jo ikke, det er sjovt at skulle gå rundt og minde mine medmennesker om reglerne.

Jeg finder absolut ingen glæde i det, ingen bryder sig om en regelrytter, en pedant eller politimand. Jeg vil også helst bare kunne svæve gennem tilværelsen på en blød og luftig sky af velsignet ligegyldighed overfor andre folks manglende evne til at efterleve reglerne. 

Bare leve mit liv som endnu en ignorant i en verden af ignoranter, men trods alt med pulsen og humøret så nogenlunde under kontrol. Men jeg har faktisk brug for min ro i stillekupéen. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Sådan minimerer du slid på vasketøjet én gang for alle

Vi ved, at vi skal farvesortere og vaske ved de rette temperaturer. Men vidste du også, at doseringen af vaskemiddel og tromlens udformning har betydning?

Brug for, at personen i sædet ved siden af mig i biografen ikke sidder med telefonens lysstyrke på fuld skrue, fordi filmen keder dem.

Brug for, at racercyklister, taxachauffører og fastfoodbude ikke betragter vigepligten som vejledende og min fortsatte førlighed som ligegyldig. 

Brug for at kunne bede dig om at huske at tørre dit sved af udstyret i fitnesscenteret, brug for at kunne bede restaurantens tjener om at servere en ny bøf, der ikke har samme saftighed som en gammel gummistøvle. 

Selvom Tredje Verdenskrig står for døren, bliver vi vel stadig nødt til at holde bare en lille smule orden. Ellers kan vi lige så godt sælge hele lortet til Trump med det samme. 

Men måske har de ret. 

Hvad nu, hvis det rent faktisk er mig, der er problemet? Er den største plage i virkeligheden ikke folk, der snakker højt i stillekupéen eller på anden måde opfører sig som forvoksede, hensynsløse curlingbørn, men folk som mig, der tillader sig at spolere stemningen i toget, på restauranten, i trafikken, i biografen, eller hvor vi nu end forventes at kunne efterleve selv de mest simple regler for god og hensynsfuld opførsel? 

At dømme efter folks reaktioner er det i hvert fald svært at føle sig som andet end et røvhul. Så måske jeg bare burde holde min mund fremover. 

Præcis som man i øvrigt gør i en stillekupé.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.