Aina Boss Budde som en del af 'Pærfekt' kampagne

Aina har altid kæmpet med at elske sin krop – det har en særlig oplevelse ændret på

Med en medfødt muskelsvindsdiagnose blev Aina Boss Buddes krop mere til et studie end en egentlig krop - en kvindekrop. Men da hun så sin krop gennem andres øjne, skete der noget inde i hende. Opgøret med hendes eget selvbillede og forståelsen af, hvad kvindelighed er, er stadig noget, hun kæmper med.

alt.dk logo

Da Aina Boss Budde så en croquistegning af sig selv, så hun for første gang i lang tid med et kærligt blik på sin egen krop. 

Hun så den gennem andres øjne, og det fik hende til at indse, at der var noget, hun blev nødt til at arbejde på – fordi for hende var hendes krop mere blevet noget klinisk end en reel kvindekrop.

– Jeg har et skadet forhold til min krop, fordi jeg som teenager har smidt tøjet for en masse læger og er blevet undersøgt i hoved og røv, skulle jeg til at sige. Så har de skulle tjekke, hvor skæv ryggen egentlig var, hvordan jeg gik osv. osv.

Aina er født med muskelsvind, og bruger derfor kørestol for at komme rundt og får hjælp til at trække vejret gennem en respirator. Grundet de mange undersøgelser, tjek og lægefaglige termer, blev hendes syn på hendes egen krop mere til et redskab eller studie, som hun egentlig ikke følte sig særligt forbundet til.

Et ydre blik

Men da hun en dag så, at Muskelsvindfonden og deres kampagne "Pærfekt" søgte nye croquismodeller, tænkte hun, at det var en fed måde at udfordre sig selv på. Budskabet bag kampagnen gav så god mening for hende, netop fordi hun selv har kæmpet med at elske sin krop for, hvad den er.

Men hun havde ingen idé om, hvor stor betydning det faktisk ville få for hende.

– Jeg vidste godt, at jeg ikke har set sødt på min egen krop. Jeg vidste måske også godt, at det var fordi, at jeg var vant til at blive studeret af læger. Men det gik først rigtigt op for mig, da jeg så de tegninger, at der er forskel på, hvordan jeg ser min krop, og hvordan andre ser den.

Efter Ainas første gang som croquismodel hang alle deltagerne deres tegninger op på en væg. Her kunne hun lige pludselig studere sin egen krop udefra, og det gjorde indtryk.

– De havde ikke fokuseret på kørestolen eller respiratoren. For dem var det jo bare en krop. Jeg har altid haft meget imod min dobbelthage, selvom jeg godt ved, det er fjollet – men den havde de heller ikke fokuseret på. Den var ikke vigtig for dem. Jeg blev helt paf og tænkte, er det sådan, jeg ser ud?

En boblende fornemmelse

– Jeg kan godt mærke, at det gør noget ved mig. Det bobler inde i mig, og der er et eller andet, der er ved at rykke sig.

Nu har Aina været croquismodel i halvandet år, og påmindelsen om, at andre ser på hendes krop med et andet blik, har sat gang i en indre proces. Hun øver sig i at være mere sød mod sig selv – men processen er ikke helt, som hun havde troet.

– Det går langsomt. Det går rigtig langsomt, desværre. Det er ikke noget, der bare sker over night.

Og det er ikke altid, at det er de positive tanker, der sejrer for Aina. Når de mørke tanker tager over, kredser de ofte om de samme ting.

– Så er det jo sådan noget med, at jeg ikke har nogen bryster. At jeg har en respiratorslange, som er fucking grim. Slangen, som jeg fik, da jeg var 30, har været svær for mig, for det er jo ikke ligefrem normen at have sådan en. Jeg tror, at jeg har svært ved at se, at det stadig er en kvindekrop. At det stadig er min krop, og at den er god nok.

Nøgen i gadebilledet

Når Aina selv har den slags tanker, må andre også opleve noget lignende, tænkte hun. Derfor takkede hun for nylig ja til at være en del af Pærfekts kampagne, hvor en række portrætter af mennesker med handicap hænger rundt omkring i København.

Muskelsvindfondens “Pærfekt”-kampagne

I uge 35 og 36 hænger der portrætter, taget af Petra Kleis, af nøgne mennesker med handicap rundt omkring i byen. De har til formål at udfordre vores blik på kroppen og gøre op med perfekthedskulturen. 

Kampagnen “Pærfekt” arrangerer bl.a. croquistegning i 2025/2026 på ungdomsuddannelser med samme formål. Kampagnen staves med vilje med æ for at understrege værdien i det uperfekte.

Du kan læse mere om kampagnen her:

https://www.paerfekt.dk/

– Lige nu bliver vi bombarderet med AI og filtre og retouchering, så jeg synes, det er lidt fedt at være med til at vise noget ægte og noget forskellighed. Hele den her oplevelse er fed at være en del af, fordi vi kommer ud med et budskab, men også fordi det er vildt inden i lige nu. Der sker et eller andet inde i mit hoved – og det er på den gode måde.

Det har haft langt større betydning for Ainas selvbillede, end hun havde forestillet sig. Endnu en gang er det ydre blik med til at hjælpe hende med at bryde den faste forestilling, hun har haft om sig selv, og om hendes krop er flot nok.

– Folks reaktioner gør helt vildt meget for mig. Der er mange, der giver udtryk for, at de synes, jeg er modig og sej og virkelig smuk. Det er bare sådan en varm modtagelse, og der har jeg tænkt, okay, er det bare mig, der er led ved mig selv? Måske skulle jeg tage det til mig.

Hun har taget en helt konkret beslutning for at holde fast i den positive udvikling, som hendes medvirken i Pærfekt-kampagnen har haft.

– Jeg er stoppet med at sige andre imod, når de giver mig et kompliment. Det har jeg virkelig øvet mig i. Så i stedet for at sige, at jeg er uenig, så siger jeg bare tak. Selvom jeg tænker tanken, så stopper jeg mig selv i at sige det, fordi jeg tænker, at det måske nemmere siver ind i mig, hvis jeg ikke siger dem imod.

Som følge af kampagnen medvirkede Aina bl.a. i et inslag hos TV 2 Kosmopol, og da hun så indslaget efterfølgende, var hun overrasket over sin egen reaktion.

– Da jeg så et indslag med mig selv, tænkte jeg for første gang, okay, jeg ser da meget godt ud der. Det er en meget mærkelig tanke, som jeg ikke lige er vant til. Men så tænker jeg straks, åh nej, må man godt sige det?

Få sin kvindelighed tilbage

Medier, TV-serier, reklamer, film og sociale medier har fået banket ind i hovedet på Aina, at en kvindekrop ser ud på én bestemt måde. Og den tankegang er svær at komme ud af igen.

– Jeg synes ikke, jeg har en kvindelig krop, fordi jeg ikke har særlig mange former, jeg har små bryster, og så er min ryg skæv. Så jeg har meget fokuseret på de ting, jeg synes, der er galt ved min krop – i stedet for det omvendte.

Nu vil hun prøve at tage andres komplimenter og positive ord til sig, tillade sig selv at sige søde ting om sit eget udseende – og så vil hun også gøre noget mere ud af sig selv.

– Jeg har længe ikke ville gøre noget ud af mig selv, men nu kan jeg også godt mærke, at når jeg så gør det, er det egentlig meget rart. Det er ikke, fordi jeg synes, man skal ændre på sig selv, men hvis noget andet tøj end joggingtøj betyder, at jeg hviler mere i mig selv, så kan det da godt være, at jeg skal gøre det. Det irriterer mig, at jeg tænker sådan, for man skal jo også bare være sig selv.

Aina Boss Budde

  • 42 år
  • Bor på Frederiksberg
  • Handicapaktivist og hundetræner.