Da Kai var 66, sagde han op og stoppede med at arbejde efter at have været hjemmehjælper i 41 år. 

”I må ringe, hvis det brænder på”, sagde han på vej ud ad døren. "Der gik 14 dage, så ringede de," fortæller han, og dagen efter var Kai tilbage i hjemmehjælper-kitlen i hjembyen Kjellerup. 

LÆS OGSÅ

Min kollega fandt noget privat på min computer – nu sladrer hele byen om mig

En kollega tilbød læseren at fikse hans computer. Det takkede læseren ja til, men kollegaen installerede i samme omgang et spion-program på computeren. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

"Jeg havde jo sagt, at de kunne ringe – så når jeg havde sagt A, måtte jeg også sige B. Det var helt fint at komme tilbage. Der var næsten ikke nogen, der havde opdaget, at jeg havde været væk!" 

I dag er Kai Rasmussen 77 og har arbejdet som hjemmehjælper i mere end 50 år. Hans kone er syg med blandt andet sukkersyge, og hende tager han sig også af. Så nu foregår arbejdet på nedsat tid. Han træder mest til i weekender og ferier og på helligdage, og han har betinget sig, at det altid er i dagtimerne og i udgangspunktet højst tre dage om ugen. 

"Det er da sket, at det er blevet til fire," indrømmer han. Men han har ikke fortrudt et sekund, at han valgte at kombinere pensionistlivet med at blive ved med at arbejde omkring 18 timer om ugen. "Det gør mig glad at blive ved med at gøre gavn." Så enkelt siger han det. "Og jeg føler da også, at min erfaring så kommer nogen til gode."

De sendte en mand 

Det var tilbage i 1975, nærmere bestem den 15. januar klokken 6.45, at Kai ringede på en fremmed dør og mødte op som hjemmehjælper for første gang. "Jeg husker dagen, som var det i går. Jeg skulle passe to børn i hjemmet og sende den ene i skole, fordi deres mor var blevet påkørt og var kommet til skade." 

Det var lidt usædvanligt med en mandlig hjemmehjælper på det tidspunkt, og Kai har da også oplevet, at kvindelige borgere takkede nej til at få besøg af ham, uden at de havde mødt ham.

"Hvis de havde lukket mig ind, så blev jeg gerne stille og roligt accepteret. Jeg har haft rigtig mange, der har været glade for, når jeg kom. Måske fordi jeg kommer med et smil, og fordi jeg ikke kommer og siger, ”du skal i bad”, men ”det er faktisk din badedag i dag, hvad siger du det til det, og kan jeg få lov til at hjælpe dig?”. Det er et tilbud, ikke en skal-situation. Det giver tryghed, fandt jeg jo ud af." 

Fire ud af fem i Kais søskendeflok har arbejdet i omsorgsbranchen, og det er måske ikke helt tilfældigt. "Vi blev opdraget til, at man skal hjælpe, hvor man kan. Min far var spejderleder og stod for en Røde Kors-genbrugsbutik i Farsø, og min mor hjalp til, når nogen skulle have gæster. Det var helt naturligt at hjælpe. 

Min kone har også været sygehjælper."

LÆS OGSÅ

Ida mødte sin ungdoms store kærlighed igen: ”Kunne anden gang være lykkens gang”

Da min datter inviterede sin nye veninde med hjem, havde jeg ikke forestillet mig, at det ville føre til et gensyn med min ungdoms svære, men også helt store kærlighed. Jeg havde aldrig glemt Toby, så måske ville han og jeg få en chance til? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Et frisk pust udefra 

Beslutningen om at sige ja til at arbejde videre efter pensionsalderen var ikke svær at tage for Kai. "Jeg følte mig slet ikke slidt op som 66-årig og havde kun sagt op, fordi min kone var syg, og en på arbejdspladsen foreslog det. 

At have været der i 41 år var intet problem. Og jeg er lige så glad for mit arbejde i dag, som jeg var tidligere," slår Kai fast. 

Han kan godt lide, at jobbet er udfordrende, og at han skal handle på det, han møder, uanset hvad det er. Og selv om man arbejder, kan man jo godt snakke lidt samtidig, som han siger. I enkelte tilfælde siger han ja til "en halv kop kaffe". 

Jobbet giver mening for ham, og det at det virkelig betyder noget for nogen, får ham til at fortsætte. "Måske er jeg den eneste, der kommer den dag – så kan jeg være et frisk pust, der kommer udefra. Det vil jeg gerne være. Og det er dejligt, når folk sætter pris på, at man kommer." 

Man får meget tilbage. "Når en borger siger ”Tak for det, du har lavet i dag”, så har jeg fået et skulderklap, som gør mig glad. En, jeg kommer hos, siger nogle gange: ”Du har faktisk reddet min dag i dag”. At jeg har gjort den forskel og har givet personen noget vigtigt – det er da dejligt." 

Det, han tjener ved at arbejde oven i pensionen, er ikke afgørende, siger han. "Pengene er da rare nok at have, og de giver mulighed for at køre en ekstra tur eller tage en ekstra tur med campingvognen, men det er ikke derfor, jeg gør det."

Fem års opsigelse 

Kai kan også godt lide at aflaste kollegerne ved at tage vagter, når der er tyndt besat. 

"Da jeg arbejdede på fuld tid, prøvede jeg jo selv, hvordan det var, når der manglede én, og det brændte på, for så skulle vi andre løbe det stærkere. Så jeg tænker også på, at jeg hjælper kollegerne, når jeg møder ind." 

LÆS OGSÅ

Katerina Pitzner kæmpede med at finde meningen med livet – men så slog én tanke hende

Som 14-årig kæmpede diamantdronningen Katerina Pitzner med at finde meningen med livet, og hun overvejede at gøre en ende på det hele. Men en indre stemme sagde noget, som fik hende på andre tanker.

Kai har ikke faste vagter, men bliver ringet efter, når der er brug for ham. Det kan godt være klokken 6.20 om morgenen, at telefonen og kommunen giver lyd fra sig, og så møder han cirka 20 minutter senere, for han er som regel oppe og har spist morgenmad på det tidspunkt. 

Der er selvfølgelig også mulighed for at sige nej. "De siger, at jeg skal passe på mig selv, fordi de gerne vil beholde mig," fortæller han. 

Kais chef har med et glimt i øjet sagt, at han har fem års opsigelse. 

"Det har jeg ikke hørt om før, og jeg kan ikke få lov til at se kontrakten. Men jeg har sendt en opsigelse på skrift nu – med udgangen af februar 2030. 

Da er jeg godt og vel 80, og jeg ved jo ikke hvordan jeg har det, men så vil jeg tro, at det er tid."