For nylig havde Dennis Drejer en af de oplevelser, der bekræfter ham i kærligheden til sit job: På fortovet kom en lille dreng gående med sin far i hånden – og stoppede brat op ved synet af Dennis, i færd med at trække en affaldsbeholder over til sit skrummel af en skraldebil. 

Drengen betragtede med kuglerunde øjne den seje komprimator, de bippende knapper og de kæmpestore hjul. Dennis standsede og spurgte, om han havde lyst til at prøve at trykke på knappen, der får bilen til at dumpe affaldet ind i dybet?

LÆS OGSÅ

Sorgen var stor, da Clas tabte sin vielsesring i en sø – men så skete det umulige

Da Clas tabte sine specialdesignede forlovelses- og vielsesringe i en sø i Lapland, var det en stor sorg for ham og hans kone Nannie. At prøve at finde dem igen var som at lede efter en nål i en høstak. Men et par uger senere fik de et telefonopkald med en glad besked.

Det blev et stort ja tak.

"Han lignede, at det var juleaften. Han så virkelig stolt ud," fortæller Dennis.

Den mytiske vogn

For ham er det den slags små interaktioner, der gør det sjovt at gå på arbejde som skraldemand.

"Det er virkelig dejligt at kunne gøre en lille dreng så lykkelig med en lille indsats. Og hans far så lige så glad ud," griner Dennis.

Det er 15 år siden, han første gang steg om bord på det – for mange drengebørn – mytiske transportmiddel: skraldebilen. Men mens børn i tre-fem årsalderen opfører sig nærmest hypnotiseret i nærheden af det beskidte køretøj, er begejstringen fra resten af befolkningen måske nok mere afdæmpet. 

Skraldebilerne larmer, fylder det hele og – ad! – kører rundt med det, vi andre har smidt ud. Fordommen er, at det er en sur tjans, og hos nogle vakte det da også forundring, dengang Dennis som 40-årig skiftede prestigejobbet som dagbladsjournalist ud med tilværelsen som skraldemand – en rejse, han beskriver i sin bog, 'Skraldemand'.

"Nogen syntes måske, det var at stræbe nedad. Men det tænkte jeg ikke over," understreger Dennis, som i dag ser det som sit held, at han blev fritstillet i en fyringsrunde.

Lykke på trinbrættet

Dennis var kørt sur i mediebranchens nedskæringer, skrivebordsarbejdet og de endeløse møder og drømte om et aktivt job i det fri. En ny uddannelse som dyrepasser eller gartner var han dog ikke klar på som 40-årig, men en dag viste løsningen sig – lige ude på vejen. Skraldemændene sang, fløjtede og grinede, og Dennis fik lyst til at finde ud af hvorfor.

"Jeg har hørt fra mange, at de nærmest er bange for skraldemænd, som ser bryske ud og har travlt, fordi de arbejder på akkord," siger han. 

"Men journalisten i mig kunne ikke lade være med at gå hen og snakke med dem. De sagde, at det var verdens bedste job. Og så var de enormt stolte af den samfundsopgave, de løste. Jeg tænkte: ”Det vil jeg gå efter!”"

Dennis tog et stort kørekort, og kort efter hang han på skraldebilens trinbræt og mærkede vinden i ansigtet. Det var sommer, og Dennis følte, at han havde vundet i joblotteriet.

"Jeg fik virkelig arbejdsglæden tilbage," husker han.

"Dengang havde vi nogle meget gode arbejdstider, og de første par uger arbejdede jeg to-tre timer om dagen og havde fri ved 12-13-tiden," fortsætter han.

LÆS OGSÅ

Jan fik altid samme idé, når han kørte rundt – så blev drømmen til virkeligheden

Hver gang, Jan Hansen kørte forbi et tomt område i sin hjemby, simrede en idé i ham. Kunne man ikke anlægge en park til glæde for alle i Klippinge? Heldigvis er han gift med Birthe From, som kan lige det, han havde brug for. Tag med på besøg i et skønt åndehul på Sydsjælland.

"Selve jobbet var også fedt; solen skinnede, jeg var ude i det fri, og der var fart på, konstant fremdrift og ingen spildtid – bortset fra når der var kø på vejene. Og så kom jeg ind i et fællesskab med en bramfri tone og en oplevelse af, at vi støttede og hjalp hinanden."

Godtroende vovser

Sammenholdet, mener Dennis, bliver hjulpet på vej af, at kollegerne hver morgen møder ind og skifter tøj sammen, ligesom arbejdsdagen slutter med en tur under bruseren, inden skraldemændene går hver til sit.

"Vi er tæt sammen, står og sludrer i omklædningen og lærer hinanden at kende. Lidt som et fodboldhold eller en soldatertrup," konkluderer Dennis.

Oplevelserne på gader og stræder gør også deres til at styrke kollegaforholdet. Både de gode – som at høre en hel børnehave råbe hej, skraldemænd!, at dele godbidder ud til logrende hunde (hvilket Dennis personligt ikke gør, fordi han synes, hundekiks lugter – men det ved hundene ikke, så de bliver stadig glade for at se ham) eller få et tak for indsatsen af en tilfreds borger. 

Men ikke alle er lutter smil, når skraldebilen kommer tromlende. Det sker, at utålmodige bilister dytter og råber, og enkelte går endnu videre. 

Dennis har oplevet, at hans makker er blevet truet med en jernstang, og én gang blev han selv skubbet af en håndværker, som syntes, skraldebilen holdt i vejen.

Løb for livet

"Heldigvis var min makker større end håndværkeren, så han gav et lille skub tilbage. Så gik han tilbage til sin bil og ventede pænt, til vi kørte," husker Dennis, som understreger, at sammenstødene er relativt sjældne og derfor ikke går decideret ud over arbejdsglæden.

Det gør fejlsorteringer til gengæld. Som almindelig borger tænker du måske ikke over, hvilken konsekvens det har at smide kattegruset ud som restaffald uden at lukke det inde i en pose, men når affaldet dumpes fra beholder til bil, støver det forfærdeligt, så skraldemændene får det i hovedet og skal feje op på gaden. 

Lugtende bleer uden knude på posen, døde kaniner og marsvin og en hel bilmotor er andre eksempler på ulækkert eller farligt affald, som Dennis har oplevet.

Én gang var det ved at gå galt, da han hørte det klirre metallisk, idet restaffaldet ramte vognens bund.

LÆS OGSÅ

Da Louise blev gravid, trak en ny livsstil i hende – nu lever hele familien på gammeldags manér

Et liv på landet med stor køkkenhave, får, høns og tid. Drømmen for mange – og virkelighed for Louise og Peter, der hjemmeskoler deres børn og har valgt at leve i pagt med naturen. For familiens skyld.

"Min kollega er våbenkyndig og kunne se, at det var uaffyrede patroner, som risikerede at gå af, når affaldet blev presset sammen. Vi kunne ikke nå at standse kværnen, så det var bare om at løbe," fortæller Dennis.

Tivoli eller S-tog

Dennis og kollegaen slap med skrækken. Og i det store billede er det ikke noget, der kan ryste skraldemandens tro på, at han har verdens bedste job. Alligevel ser han ikke sig selv i orange om ti år. 

Jobbet er hårdt for kroppen, og Dennis er slidt på fødder, knæ, albuer og hænder.

"Det er ikke, fordi det haster, men jeg går da og tænker på, hvad jeg skal næste gang. En tidligere journalistkollega er blevet S-togsfører, en anden vagt i Tivoli. Det kunne også være spændende at arbejde i lufthavnen," funderer Dennis.

Udsigten til at starte forfra skræmmer ham ikke, for han har gjort det før. Og uanset hvad vil skraldejobbet altid have en plads i hans hjerte.

"Jeg er sikker på, at jeg kommer til at glemme alt det, der ikke var sjovt. Når jeg tænker tilbage, vil det være solskinsdagene, friheden og det gode sammenhold, der fylder," siger han.

"Det vil nok få et lidt romantisk skær for mig."

Om Dennis Drejer, 56 år

• Skraldemand, journalist og forfatter, kæreste med Barbara og far til to voksne børn på 21 og 24 år.

'Skraldemand' af Dennis Drejer, Grønningen 1, 250 kr.

.