Brian Riemer

Landstræner Brian Riemer drømmer om at stifte sin egen familie: ”Det kan godt gøre lidt ondt på mig”

Brian Riemers blik har været så rettet mod bolden, at drømmen om et familieliv er blevet skubbet i baggrunden. Men det vil han gerne ændre på nu.

alt.dk logo

Brian Riemer, landstræner for det danske herrelandshold i fodbold, har altid været fuldt dedikeret til sin karriere. Men hans blik har i mange år været så rettet mod bolden, at drømmen om et familieliv er blevet skubbet i baggrunden.

Det fortæller han i et stort interview i denne måneds udgave af Euroman.

– Det er ikke sådan, at jeg ikke kan sove om natten. Men jeg kan godt mærke, at jeg nu er 46, og selvom alt er muligt i dagens verden, har jeg ikke fået en familie. Jeg har ikke tre børn, der render rundt her lige nu, fortæller han.

Til daglig sætter han stor pris på den tætte vennegruppe, han har haft det meste af sit liv, og sin familie – især sin bror og sine to niecer. Men en romantisk relation har han ikke, og den form for kærlighed savner han, siger han til Euroman.

– Der kunne godt have været nogle børn. Og jeg kan godt mærke, at der på den lange bane kommer en dag, hvor jeg bliver ældre, og ens forældre er væk … Det her med, at jeg ikke har skabt mit eget, kan godt gøre lidt ondt på mig, når jeg tænker over det. Men var jeg gået den vej med min ekskæreste Marie dengang, havde jeg heller ikke været her i dag.

Alligevel har han ikke opgivet tanken. Tværtimod tror han på, at det stadig er muligt at stifte en familie – for han har ikke lyst til at tilbringe resten af livet alene.

– Hvis jeg skulle forestille mig mit dødsleje nu, hvor jeg er blevet 90 år og ligger dér, alene, og jeg kun får besøg hver 14. dag, hvis jeg er heldig, og folk har mere travlt med at komme afsted end at være der … Den ville gøre ondt, ik’. Den er jeg ikke helt afklaret med. Det er jeg ikke.

Læs hele interviewet med Brian Riemer i Euroman magasinet eller her på Euroman.dk, hvor han også fortæller om karrierens højdepunkter og nedture, og hvordan han med vedholdenhed har kæmpet sig til tops gennem årene.