Siden skuespiller Sonja Richter var helt lille, har hun udfoldet sig i de kreative fag.

Alt, der handlede om at synge, danse og spille musik, faldt hende så naturligt, at hun slet ikke kunne lade være. Det fortæller hun til ALT for damerne i uge 35.

– Jeg ved ikke, hvor det kom fra, og jeg havde ingen selvkritik, når jeg stillede mig op og sang og spillede. Altså, som i slet ingen! Jeg gjorde det bare. For der var noget, der skulle ud. Jeg kan huske, at jeg sad deroppe på scenen og tænkte: Det her er jeg virkelig god til, det skal jeg bare. Så jeg blev hende, der altid sang og spillede, fortæller hun.

Som teenager kom hun på en musikefterskole, og da hun skulle i gymnasiet, valgte hun en skole i Aarhus, hvor hun kunne vælge musik på højt niveau. Planen var helt klar: Hun ville leve af at synge og spille.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Men én kommentar fra en ven ramte noget i hende. Mens de to øvede til en eksamen, sagde vennen Mikkel: ”Sonja, skal du i virkeligheden ikke være skuespiller?”.

– Og så blev jeg sindssygt vred. Altså vred, som jeg ikke tror, jeg har været siden. Først kunne jeg slet ikke finde ud af, hvorfor jeg blev så vred, for jeg tror i virkeligheden, det var et kompliment fra hans side. Det stykke, som vi øvede, var meget svært, meget dramatisk og ekspressivt, og han kunne vel se en skuespiller i mig lige der.

En vild drøm

Når hun ser tilbage på det, er det tydeligt for hende, at vennens kommentar blot satte en tændstik til det bål, der allerede var bygget inde i hende. For hun begyndte at drømme den samme drøm igen og igen, og langsomt gik det op for hende, at den betød noget helt særligt.

– I drømmen sad jeg oppe på tårnet af domkirken i Aarhus og fik øje på en pige, der stod nede på torvet. Pludselig kom en masse sortklædte ninjaer og splittede hende helt ad. Flåede hendes hoved af. Armene og benene.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Sonja skulle ned fra tårnet for at redde hende, men pludseligt var hun væk.

– Jeg løb hen til Magasin for at finde pigen, og her stod en sumobryderagtig mand og holdt vagt. Han sagde: ”Hvis du vil ind her, skal du gå igennem alle udstillingsvinduerne. Det kan godt være, at du ikke vil, men du skal, der er ingen anden vej”.

Da hun kom gennem udstillingsvinduerne, nåede hun frem til en stor biografsal, hvor en masse mennesker, som hun kendte perifert, sad og så en film.

– Det var mig, der var oppe på lærredet. Sumobryderen stod der igen, og nu havde han en lille kost og et fejeblad med, som han rakte mig og sagde: ”Se at komme i gang, du skal feje”. Jeg forstod ikke hvorfor, men tog imod kosten og fejebladet og kunne nu se, at alle i biografen sad begravet i glasskår til halsen, og de vidste det ikke selv. Jeg skulle feje glasskårene op.

For Sonja var det klart, hvad drømmen ville fortælle hende.

LÆS OGSÅ

Lisa opdagede sin mands utroskab - men så ramte tragedien

Selvom jeg havde min del af ansvaret for, at mit ægteskab hang i laser, så gjorde jeg intet for at redde det. Først da en tragedie nær havde ramt mig, forstod jeg, hvor dyrebar kærligheden er, og hvor meget vi skal passe på den og hinanden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

– Jeg skulle være skuespiller. For det er det, der er kunstens opgave – at befri publikum for de glasskår, de sidder begravet i, uden at de nødvendigvis selv kan se det. Men de mærker det. Efter de har set en film eller et teaterstykke, er der ikke helt så mange glasskår omkring dem, og derfor er kunsten så vigtig, forklarer hun.

– Hvis vi ikke har kunsten, drukner vi i glasskår. Alt det, der er gået i stykker indeni, og som vi ikke kan forstå og ikke kan se. Jeg kan stadig tude nu, bare jeg tænker på den drøm, for jeg havde virkelig ikke lyst til at feje alle de glasskår op, men folk kunne jo ikke sidde der begravet i glasskår, afslutter hun.

Du kan læse hele det store interview med Sonja Richter i ALT for damerne i uge 35. Her fortæller hun mere om en ny karrierevej, en indre konflikt og én vigtig ting, hun har lært, efter hun er blev 50.