Hun skammede sig over at ville giftes for 3. gang – men så sagde præsten dét helt rigtige

Pernille Vermund hader overraskelser. Så da hendes kæreste, Claus Bretton-Meyer, 14 dage før deres etårsdag den 5. februar 2023 bad hende om at afsætte både den dag og dagen efter, fordi han havde planlagt noget, de skulle sammen, måtte hun gå til bekendelse.

"Jeg var nødt til at sige til ham, at jeg er meget dårlig til overraskelser, og at jeg virkelig gerne ville vide, hvad vi skulle. Claus fortalte mig, at han havde booket en overnatning i Båstad, og at vi skulle på et kurophold med bl.a. massage og god mad. ”Og så har jeg tænkt mig at fri til dig på vores etårsdag”, fortsatte han. Og jeg var bare sådan: ”HVAD? Altså … det kan du da ikke sige til mig her 14 dage før!”. Hvortil han svarede: ”Jamen, du sagde lige, at du ikke ville have nogen overraskelser”."

Pernille griner højt.

"Så det havde han taget meget bogstaveligt. De næste 14 dage var ret hårde, for han havde jo formelt ikke friet. Så vi kunne ikke tale om, at han havde gjort det, og jeg kunne ikke sige det til nogen. Ej, det var helt forfærdeligt.

Og da vi så nåede frem til etårsdagen i Båstad, var det også en meget lang dag. Jeg tænkte jo hele tiden, okay, det er i dag, men hvornår i dag? Er det, når vi er kommet frem? Er det, når vi er ude og vinterbade? Hvornår sker det?"

Hvornår skete det så?

"Vi havde været ude og bade, både i havet og i et varmtvandsbassin, vi var tilbage på værelset, og han havde skænket champagne, da han lagde sig ned på knæ og tog en tændstikæske med lidt vat i frem.

Han havde simpelthen selv lavet en ring af noget flettet ståltråd og sagde: ”Den ring, du skal have på, når vi nu bliver forlovet, skal du have på resten af dit liv, og derfor skal du selv være med til at vælge, hvordan den skal se ud. Så vi finder den rigtige, når vi kommer hjem”."

At Pernille sagde ja, og at parret siden frieriet har været omkring en guldsmed, vidner en smuk ring på hendes højre langfinger om. Forlovelsen er dog ikke den eneste store forandring, der er sket i Pernilles liv i år.

Den 10. januar meddelte hun, at hun stoppede som formand for partiet Nye Borgerlige. Lars Boje Mathiesen blev valgt som ny formand, men han blev ekskluderet den 9. marts blandt andet som følge af en strid om hans aflønning som partiformand. Allerede dagen efter meddelte Pernille, at hun var klar til at vende tilbage som formand, og den 13. marts sagde hun, at hun også var klar til at fortsætte i Folketinget.

"Jeg har det som om, jeg er landet efter en tur i tørretumbleren, for nu at sige det helt ærligt. Det har været en meget turbulent tid. I forhold til det politiske tog jeg en – synes jeg selv – svær beslutning om at stoppe som formand. Det var noget, jeg havde overvejet i lang tid, og jeg havde også sagt fra begyndelsen, at jeg ikke ville blive siddende i Folketinget i mere end højst to valgperioder, fordi jeg synes, at man skal give stafetten videre i tide, og så kan jeg i øvrigt godt lide mit ”rigtige” liv.

Jeg var selvstændig erhvervsdrivende som arkitekt fra 2006 og indtil vi kom i Folketinget i 2019, og det var et liv, som passede mig rigtig godt. At jeg selv kunne bestemme over min hverdag, og at jeg selv var hundrede procent ansvarlig for, hvad der skete. På Christiansborg foregår tingene på en helt anden måde, og det kræver langt hen ad vejen en anden personlighed og en anden livsstil at arbejde der. Jeg tror, at hvis man ikke har sådan et naturligt lag af teflon på sig, så bliver de fleste mennesker med tiden slidt af at sidde i Folketinget, og det blev jeg også.

Jeg havde tænkt, at jeg ikke ville ende med at ”ofre” den side af mig selv, som risikerer at blive for kynisk, når man er for længe i politik. Og jeg vil omvendt heller ikke ende i fosterstilling over at have fået så mange slag, at jeg ikke kunne stå op igen. Og rollen som partileder er bare benhård hver eneste dag. Det er en slåskamp."

På hvilken måde har det slidt på dig? 

"Jeg endte faktisk med at blive syg. Jeg havde begyndende mavesår, og jeg følte mig drænet for energi op mod det tidspunkt, hvor jeg stoppede som formand. Vi sad kun fire i folketingsgruppen i sidste valgperiode, og vi skulle bygge det hele op fra bunden. Det var meget arbejde, og dertil kom så valgkampen, hvor Danmarksdemokraterne pludselig meldte sig på banen.

Jeg har fra begyndelsen insisteret på at være mig selv i Folketinget og som formand, og det har jeg gjort ret bevidst, fordi jeg har været bange for, at jeg ellers ikke ville kunne finde tilbage til, hvad Pernille er for en størrelse, efter tiden i politik. Men alligevel har det været svært, og faktisk kan jeg mærke, at den lille pause på et par måneder, som jeg havde, da jeg gik af som formand, har gjort, at jeg på mange måder har set tingene i et nyt perspektiv."

Det store spørgsmål er, hvorfor Pernille valgte at vende tilbage som politisk leder af folketingsgruppen og formandskandidat, når hendes helbred led under det, og når hun også savnede sit liv som selvstændig.

"Den helt grundlæggende årsag til, at vi stiftede partiet i sin tid, var, at jeg mener, at Danmark har brug for et parti, der fører en borgerlig økonomisk politik og en klassisk konservativ partipolitik, og jeg kunne ikke se, hvilket parti jeg skulle stemme på, hvis ikke Nye Borgerlige fandtes.

Da Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet, var jeg på ferie i en anden tidszone, og jeg fandt først ud af det dagen efter, da jeg åbnede mine medier. Jeg vidste jo godt, at det havde været konfliktfyldt, og at Lars Boje Mathiesen havde truet med at gå som formand, men da jeg læste nyhederne, tænkte jeg, at det her risikerer at smadre det parti, som vi har kæmpet for i så mange år."

Men du lænede dig jo ind i en sygemelding med det mavesår?

"Jeg havde fået medicin for det, og det er jo ikke til at vide, om det var medicinen, der virkede, eller om det var fordi, jeg havde flyttet mig væk fra det, der belastede mig, men jeg havde i hvert fald fået det godt igen. Og jeg havde på den korte tid fået lyst til politik igen.

Min kommende mand og jeg havde også lige op til haft nogle gode snakke om, hvordan jeg kunne gå tilbage og samtidig prøve at passe på mig selv på en anden måde, end jeg havde gjort før."

Og hvordan kan du det?

"I de første syv år var Nye Borgerlige og jeg nærmest vokset sammen i en symbiose. Men da jeg trådte tilbage som formand, var det som om, navlestrengen blev klippet over, og i dag kan jeg bedre se, at min skæbne og partiets skæbne ikke er den samme.

Jeg ER ikke Nye Borgerlige. Og med det siger jeg også, at hvis det ikke lykkes at genrejse partiet – hvilket jeg selvfølgelig vil kæmpe for at gøre – så overlever jeg også det. I øvrigt er det jo ikke sikkert, at medlemmerne vælger mig som formand til efteråret, men jeg er sådan opdraget, at når pligten kalder, så stiller jeg op."

Når man taler opdragelse, tænker de fleste nok helt tilbage på deres opvækst. Det gør Pernille også et kort øjeblik, da jeg spørger, hvor vi skal begynde for at finde ud af, hvem mennesket Pernille Vermund egentlig er.

"Det er jo oplagt at begynde i barndommen, men det bliver meget langt. Måske skal vi hellere begynde her, hvor jeg er, og så kigge tilbage. Jeg tror, jeg er et menneske, som er præget af nogle livskriser, hvis man kan tillade sig at sige det sådan, og nogle forudsætninger, som ikke har været helt nemme altid. Men på en eller anden måde har jeg altid formået at lande på benene og kæmpe mig op.

Den største livskrise oplevede jeg, da jeg blev skilt fra mine tre drenges far. Der tror jeg, at jeg blev lidt hård … eller nej, jeg BLEV hård af det. Jeg var nødt til at tage kontrol, og det er nok mit kontrolgen, der er grunden til, at jeg ikke bryder mig om overraskelser.

Min yngste søn var 9 måneder gammel, da vi blev skilt, og på den ene side følte jeg, at han var for lille til, at vi skulle have en syv-syv-deleordning med ham. På den anden side frygtede jeg, at han ikke ville få den samme gode og nære relation til sin far, som de to store havde. Derfor endte jeg med at sige ja til en syv-syv-ordning, men det gjorde ondt. Og jeg måtte gøre mig hård for at holde det ud."

Hvordan har den hårdhed vist sig?

"Jeg tror, jeg som menneske er relativt nem at komme ind på livet af. Til et vist niveau. Jeg er forholdsvist åben om, hvem jeg er, og hvordan jeg har det, og folk må gerne komme tæt på. Men jeg har ikke været god til at lukke folk HELT ind i kernen. Helt derind, hvor jeg har følt, at nu bliver jeg afhængig af det her menneske. For hvis man bliver afhængig af et menneske, som så pludselig svigter en, kan man miste fodfæstet fuldstændig og have svært ved at komme op igen.

Nu skal jeg lige sige, at min eksmand ikke svigtede mig, det var min egen beslutning, at vi gik fra hinanden, men det, som jeg troede skulle være for evigt, kunne simpelthen ikke bære, og det var sindssygt hårdt. Og derfor har jeg ubevidst tænkt, at jeg aldrig igen skulle være så afhængig af et andet menneske."

Hun stopper op og tænker et øjeblik.

"Nej, faktisk har det ikke engang være ubevidst, for jeg har været så bevidst om det, at jeg, da jeg var gift med Lars Tvede, som jeg blev skilt fra for et par år siden, simpelthen besluttede, at det var en forudsætning for vores ægteskab, at vi havde hver vores økonomi.

Og det er måske lidt skørt, når man er sammen med en mand, der er så velhavende, som Lars er, men det var vigtigere for mig at vide, at mit hus og alt, hvad jeg kom med, var mit, hvis vi en dag skulle gå fra hinanden."

Hvad lærte du ellers af det ægteskab?

"Jeg ville blive her i Danmark, hvor jeg har mine børn, mit hjem og mit arbejde, og Lars ville blive boende i Schweiz. Det troede vi godt kunne fungere. Men jeg lærte, at sådan et forhold kan jeg ikke være i.

Jeg er nået frem til, at hvis jeg skal kunne elske helt og være et helt menneske, så skal jeg også turde lukke et andet menneske så langt ind, at jeg faktisk tillader mig at blive afhængig. Så langt ind, at det vil være et kæmpe tab at miste, og at tanken om ikke at skulle leve sammen hver dag vil være uudholdelig."

Hvordan var det brud i forhold til det, du oplevede med dine børns far – udover at der ikke var fælles børn involveret?

"Jeg tror, det var mere velovervejet. Forstået på den måde at det var tydeligt gennem længere tid, at det ikke fungerede. Og det var også et brud, som kom i kølvandet på, at vi nærmest ikke så hinanden i det sidste halve år op til, at vi gik fra hinanden. Dels på grund af corona og dels på grund af arbejde.

Men bruddet satte nogle tanker i gang om, hvad er det for et liv, jeg gerne vil leve. Da jeg mødte Lars, var det vigtigt for mig at holde fast i min selvstændighed, og derfor passede det mig godt, at der var en vis distance. Men det bliver jeg ikke lykkelig af, har jeg fundet ud af."

Hvornår er du lykkelig?

"Jeg er grundlykkelig på tidspunkter, hvor jeg bare kan mærke hverdagen. Og derfor er jeg også nået til den erkendelse, at det menneske, jeg skal dele mit liv med, skal have lyst til at dele sin hverdag med mig."

Det menneske har Pernille fundet i Claus, som hun kalder verdens modigste mand, fordi han har turdet fri til hende. De mødte hinanden gennem en fælles ven, som havde foreslået Pernille, at hun tog på en date med Claus, som også var fraskilt. Selvom han er relativt kendt i medierne som tidligere chef for DBU, anede Pernille ikke, hvem han var, og da hun googlede ham, tænkte hun umiddelbart, at han ikke var noget for hende. Men så alligevel.

"Et par dage efter fandt jeg ham på Instagram og tænkte, hmmm, måske ser han alligevel meget sød ud."

Hun griner.

"Der var nogle naturbilleder, og jeg kunne se, at han blandt andet løb og vinterbadede, og jeg tænkte, at det måske godt kunne noget. Jeg likede et af de mest neutrale billeder, jeg kunne finde – noget med nogle fasaner, der lå i græsset efter en jagt – og det bemærkede Claus.

Efterfølgende har han fortalt, at han troede, at jeg var ude på at hverve ham til noget politisk arbejde. Men vi begyndte at skrive lidt sammen, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt spurgte vores fælles ven, om han nu var helt sikker på, at Claus var single, for hans svar virkede totalt tørre. Men ja, det var han, og da der var gået lidt tid, tænkte jeg, ej, nu må jeg simpelthen rive plasteret af og finde ud af, om der er et eller andet her.

Jeg spurgte Claus, om han havde lyst til at drikke et glas vin eller en kop kaffe en dag, og to sekunder efter svarede han bekræftende tilbage."

Pernille og Claus talte sammen i telefon et par gange, og hun kunne lide hans stemme og hans humor. Det tegnede godt. Men hun var bekymret for det første møde, fordi …

"Jeg er kun 163 centimeter høj, og Claus er to meter. Der findes jo ikke så høje stiletter, at jeg kunne komme bare nogenlunde op i samme højde. Så jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan vi kunne mødes, og foreslog et sted, hvor vi sad ned.

Men Claus syntes, at vi skulle mødes privat, fordi vi er offentligt kendte mennesker, så vi aftalte, at han skulle komme hjem til mig til en kop kaffe. Da dagen kom, havde jeg faktisk enorme tømmermænd, fordi jeg havde været ude dagen før, men jeg valgte at holde fast i aftalen.

Jeg kunne dog ikke overskue, at jeg skulle åbne døren, og så stod han der – det høje menneske – udenfor. Så jeg skrev til ham, at jeg lige skulle hente min bil på stationen, og at han bare kunne gå ind og vente på mig. Så da jeg kom hjem, stod han ude på verandaen og sagde velkommen hjem."

Hvad var dit første indtryk af ham?

"Jeg tænkte bare, hold da op, han er pænere i virkeligheden, end jeg havde troet."

Hun griner.

"Og da jeg kom ind og så den smukkeste buket, han havde købt til mig, en kasse med seks flasker vin og en Red Bull, fordi jeg jo havde sagt, at jeg havde tømmermænd, var jeg helt solgt. Jeg skænkede ham et glas danskvand og hældte min Red Bull op, og så satte vi os i hvert sit hjørne af hjørnesofaen derovre."

Hun peger over på en meget stor sofa, der står i stuen.

"Og jeg kunne nærmest ikke se på ham. Jeg var totalt teenager."

Så det var simpelthen kærlighed ved første blik? 

"Fuldstændig kærlighed ved første blik. Jeg kan huske, at jeg var nødt til hele tiden at kigge ned og væk, for jeg kunne mærke, at hvis jeg kiggede ham i øjnene, så ville han kunne se, at den var helt gal med mig.

Men jeg kunne også mærke på ham, at der var gnister i luften, og efter ti minutter fik han sagt noget med, at han syntes, at vi sad lidt langt fra hinanden, og om han måtte komme lidt tættere på. Det måtte han godt! I løbet af ingen tid var vi smeltet sammen, og så har han været her siden."

Hvad faldt du for – udover hans udseende og alt det, han havde med?

"Jeg ved, hvad det er, jeg elsker i dag, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Men altså, Claus er et enormt roligt menneske, som samtidig har masser af humor. Han er god til at kigge mig øjnene, uden at det bliver scary, og så er han meget maskulin.

Han indtog rummet her på en måde, som jeg bare med det samme kunne mærke, at jeg smeltede af. Jeg var så meget kvinde, som jeg overhovedet kunne være. Og sådan har jeg det stadig. Jeg føler mig fantastisk kvindelig og feminin, når jeg er sammen med ham."

Og hvad er det så, du elsker ved ham i dag? 

"Claus står bag mig i alt, hvad jeg laver. Han står ved siden af mig, når jeg har behov for det, og han stiller sig også i front og forsvarer mig, når det er vigtigt. Det elsker jeg ham for. Han er enormt sød ved mine drenge, og så er han et menneske, der også har haft sine livskriser og har arbejdet en del med sig selv.

Vi har nok begge været de der lidt målrettede typer, der bare løb gennem livet og glemte at mærke efter, hvad der var indeni. Men gennem de ting, vi har hver især har oplevet, har vi fundet ud af, at det sgu er vigtigt, at man holder fast i kernen og bruger tid på sig selv og hinanden.

Claus er også vanvittigt god til at tage fat i det, når der opstår konflikter, og jeg har fra begyndelsen været enormt ærlig om alt, hvad der er sket i mit liv. Og det er ikke noget, der skal i ALT for damerne…"

Det vil jeg da ellers gerne høre lidt om?

"Ha, ja. Altså, jeg ville ikke starte på hverken en løgn, en halv sandhed eller et poleret billede af, hvem jeg er. Jeg havde brug for at træde ind i det forhold fuldstændig åbent og ærligt og vide, at hvis jeg bliver valgt til, så bliver jeg det for det, jeg er, og ikke for noget, han forestiller sig på baggrund af et eller andet billede, jeg har sat op.

Sådan har jeg ikke været i tidligere relationer, der har jeg holdt nogle sider af mig selv tilbage, fordi jeg har tænkt, hvis jeg fortæller det her, så løber han nok skrigende væk. Men med Claus har jeg lagt alt frem, og det er han gået ind i med åben pande."

Men hvad kan det være, det lyder jo som voldsomme ting?  

"Nja, altså, det kan jo være alt muligt fra sex til private følelser og ting fra min barndom. Noget med skyld og skam, som jeg tidligere har pakket væk."

Så den hårde Pernille fra den første skilsmisse, hvor er hun nu?

"Ja… Jeg skulle til at sige, at hun er væk, men det er hun ikke, for hun er stadig i min bevidsthed, og somme tider kan jeg godt falde tilbage i nogle gamle, dårlige mønstre. Men nu er jeg opmærksom på det og siger, Pernille, tilbage på sporet. Og Claus er enormt god til at rumme det hele."

Så han får lov til at komme helt derind, hvor ingen ellers måtte komme?

"Ja, det gør han. Og der er han. Og han borer sig længere og længere ind. Det er sådan en ny, dejlig, rolig følelse.

Mine børn har altid været min førsteprioritet, mit hjem og mit arbejdsliv har været anden prioritet, og så har den mand, jeg har været sammen med, nok været nede på en syvende eller tiende plads. Men i dag er der ingen tvivl om, at næst efter drengene er Claus det allervigtigste for mig."

Tror du på for evigt nu? 

"Ja, det gør jeg. Fuldstændig. Ellers ville jeg ikke have sagt ja i Båstad. Men vi har tænkt meget over, hvordan man gør, når det ikke er første gang, man skal sige ja til et andet menneske. Vi havde en snak med vores lokale præst om det, for hvad tænker folk, når man har sagt ja til for evigt før, og det var det så ikke alligevel?

For mig – især – var der lidt skam og skyldfølelse forbundet med det. Og her sagde præsten noget ret fint. Hun sagde, at vi bare skulle glæde os over, at vi faktisk troede på kærligheden og troede på, at den kunne opstå igen. Hun sagde, at hun oplevede alt for mange voksne mennesker, der bliver skilt og aldrig tør åbne sig for kærligheden igen. Og som jo så ender med måske at leve halve liv, fordi de ikke kaster sig ud i det og tør tage imod det, der er. Og lige der kunne jeg bare mærke, at det var hende, der skulle vie os."

Har I en dato?

"Ja, det bliver i slutningen af august."

At tale med Pernille ansigt til ansigt om følelser og kærlighed er noget ganske andet end at se hende optræde som politiker i medierne, hvor hun efter manges opfattelse kan virke som en hård hund med skarpe meninger og som en, man ikke skal messe med.

"Jeg ved godt, at mange ser mig som en hård person. Og det er jo desværre et vilkår i de politiske debatter, at de bliver hårdere, end de behøver at være. Hvis ikke man er hård og taler i overskrifter – særligt når man er ny i politik – så bliver man fuldstændig glemt og får slet ikke ordet.

Men efter jeg har haft den korte pause fra politik, har jeg fået lyst til i endnu højere grad end før at tage min personlighed med ind i det politiske. Jeg føler, at jeg nu har en mulighed for at være mere favnende og for at prøve at få lidt flere nuancer med.

Med risiko for at det så ikke lykkes at genrejse partiet. Men jeg har simpelthen ikke lyst til at have det lag af teflon, som jeg talte om før, og som jeg også har haft, selvom jeg ikke ønskede det."

Så det bliver en ny Pernille, vi kommer til at opleve?

"Ja, for dem, der har set mig som den hårde, bliver det en ny Pernille. En mere nuanceret Pernille, der er mere som den personlige Pernille. Det tror jeg, at der er brug for. Det har jeg i hvert fald selv brug for."