Enegænger
SPONSORERET indhold

Stéphanie Surrugue: ”Jeg har kun én grund til at skulle have en kæreste”

ALT for damerne har givet BS Christiansen et godt tilbud: Du må frit vælge tre kvinder, du gerne vil vide mere om, så skaffer vi dem til dig. I denne uge er det blevet journalist Stéphanie Surrugues tur til at tale med BS Christiansen, der blandt andet gerne vil vide hvordan kærlighedslivet hænger sammen med det flakkende liv som korrespondent.

Af: Marie-Louise Truelsen og Naja Navntoft Foto: Les Kaner
17. apr. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Det kræver sin mand at kunne rumme en korrespondent som Stéphanie Surrugue, der sjældent befinder sig det samme sted særligt længe ad gangen på grund af sit job.

Det fortæller hun blandt andet i denne uges ALT for damerne til den tidligere jægersoldat BS Christiansen, da han inviterer hende ud i skoven til en snak om livet og kærligheden rundt om bålet.

For hvordan kan det egentlig være, at hun ikke har slået sig ned med en kæreste endnu?, vil BS vide. Er det mon fordi, at hun skræmmer dem væk?

Stéphanie: - Sikkert. Og jeg er også skide besværlig. Jeg står op en eller anden tirsdag, hvor vi skulle have lavet noget sammen, og så flyver jeg til et andet land, fordi jeg pludselig skal arbejde. Det er jo ikke særlig befordrende for særlig meget. Det kræver en mand, der har sit eget ståsted i livet. Som synes, at det at være kæreste med sådan en flakkende fugl, er…

BS: - Det må da være fedt at være kæreste med sådan en som dig.

Stéphanie: - Jeg har lært, at når en mand i den indledende fase siger, at han er fascineret af min selvstændighed, så er det ALTID et alarmtegn. Jeg er sikker på, at han er fascineret af min selvstændighed, jeg har bare lært, at lige præcis dét altid ender med at blive problemet. Så hvis jeg en dag møder en mand, som IKKE meddeler mig, at han er stærkt fascineret af min selvstændighed, så vil jeg være virkelig lettet.

LÆS OGSÅ: Vil du have en kæreste, eller vil du have den RIGTIGE kæreste?

Har ikke BRUG for en kæreste

Og det er heller ikke fordi, at Stéphanie Surrugue ikke møder forelskelsen i ny og næ, fortæller hun rundt om bålet:

Stéphanie: - Jeg bliver jo forelsket med mellemrum. Det er ikke, fordi jeg går følelsesmæssigt for lud og koldt vand, men forestillingen om at bo sammen med en mand… puha, kan man ikke skabe et meningsfuldt, respektfuldt og skide sjovt forhold, hvor man måske ikke nødvendigvis bor sammen? Jeg ved det ikke…

(...)

Stéphanie: - Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg ikke slæber en eller anden hjem til min familie, før jeg er stensikker på, at det er der, vi er. Og der går altså ÅR imellem. Det betyder jo ikke, at jeg ikke har kærester, men der er grænser for, hvor meget…

BS: - Er det fordi, der ikke er nok ordentlige mænd?

Stéphanie: - Fuck, det er svært altså. Ved du hvad, jeg er super krævende.

BS: - Det er jeg slet ikke i tvivl om, haha.

Stéphanie: - Der er masser af kvinder i samme situation som mig, og nu prøver jeg at sige det her blidt, så må du fortælle mig, hvordan det lyder: Jeg har kun én grund til at skulle have en kæreste. Jeg har ikke brug for en kæreste for at kunne betale mine regninger. Jeg har ikke brug for en kæreste på grund af sex. Det kan man sådan set også godt organisere sig ud af. Så tilbage er der kun, at hvis jeg skulle have en kæreste, så skulle det grundlæggende ene og alene være fordi, jeg var vild med ham. Og det gør det vildt for en mand at skulle leve op til. Når han opdager, hov, hun har faktisk ikke BRUG for mig på andre parametre end de rent følelsesmæssige.

Senere i samtalen kommer Stéphanie og BS til at tale om, at en soldat måske ville være et godt bud på et fremtidigt match.

Stéphanie: - Jeg har altid tænkt, at det måtte være helt genialt med en soldat. Fordi det er sådan en mande-mand med hår mellem tænderne. Det kan jeg godt lide.

BS: - Haha, men du vil også gerne have en, der har nogle følelser?

Stéphanie: - Ja, men det tror jeg godt, at soldater kan have også.

BS: - Det HAR de! Gode soldater er ordentlige og har følelser.

BS er dog i tvivl om, hvorvidt en jægersoldat, ville være en god idé, for ”de er jo aldrig hjemme”.

Stéphanie: - Men det passer mig glimrende. Jeg er ikke så god til hverdagen, haha.

Læs mere om Stéphanie Surrugue i denne uges ALT for damerne

Læs resten af samtalen mellem BS Christiansen og Stéphanie Surrugue, hvor den 42-årige DR-korrespondent fortæller mere om sit travle arbejdsliv, om gode minder fra Tour de France, og hvorfor det er så vigtigt at danse i dag i stedet for i morgen.

Anbefalet til dig