Spørgsmål om at gå fra faren til sit barn
Jeg er en kvinde midt i 30’erne, som står i en svær situation. Jeg har en kæreste, og sammen har vi et lille barn. Min kæreste og jeg er meget forskellige, og jeg har altid følt, at der manglede noget – måske et større åndeligt fællesskab.
Min kæreste er utrolig sød og gør alt for mig og vores barn, men jeg har ikke respekt for ham, og mine følelser for ham har ændret sig fra kærlige til venskabelige. Det har fået den konsekvens, at jeg indledte en affære med en kollega.
Vi blev – og er – meget forelskede, og han venter nu på, at jeg skal gå fra min kæreste. Jeg har forsøgt, men det er ikke lykkedes mig, da jeg har været meget bange for, hvad min familie vil sige og for at skulle stå som alenemor.
Jeg er også utrolig bange for, at mit barn skal blive ødelagt på grund af mit egoistiske valg. Jeg har meget stærke følelser for denne mand, og vi har meget til fælles. Jeg kan sagtens forestille mig en lykkelig fremtid med ham, og jeg tror, at han kan opfylde langt flere af mine behov, end min kæreste kan.
Jeg har altid haft kærester, og det er sket gang på gang, at jeg på et tidspunkt begynder at kede mig. Jeg har altid sagt til mig selv, at det er fordi, jeg ikke har mødt den rigtige, men tanken om, at der måske er noget galt med mig, piner mig. Så hvad gør jeg?
Tanja
Vibeke Dorph råder til, at give forholdet en chance
Vi har alle både heldige og uheldige adfærdsmønstre, som vi bærer med os gennem livet. De heldige af dem skal vi sætte pris på, mens de mindre heldige mønstre lykkeligvis kan ændres, hvis vi er villige til at gøre arbejdet.
Nu ved jeg jo ikke, om din nuværende træng til at gå fra din kæreste har rod i et mønster, men jeg kan ikke lade være med at studse, når du skriver, at du tidligere haft en tendens til at gå fra et forhold, når du er begyndt at kede dig.
Alle mennesker keder sig til tider i et forhold uden at de af den grund vælger at gå. Mangler der nærvær og samhørighed, så arbejder de fleste par på at løse udfordringerne i stedet for at skynde sig væk – nok fordi, de fleste af os ved, at aben følger med os.
For det, vi løber fra, har det med at dukke op igen, hvis vi ikke forsøger at finde ud af, hvad vores flugt bunder i. Nu har du fået et barn med en mand, der elsker dig, og jeg forstår derfor godt, at du denne gang tøver med at gå. For dels skylder du at gøre dit for, at forholdet bliver godt, nu I har et barn. Dels ved du ikke, om du ikke igen kommer til at kede dig i dit nye forhold, når den første berusende forelskelse har lagt sig.
Hvad du i sidste ende beslutter dig for at gøre, er du den eneste, der kan beslutte. Mit råd til dig er dog, at du indser, at du har et modus operandi, der hedder, at du går, når tingene bliver vanskelige (læs: kedelige). Om det skyldes en dybtliggende angst for nærvær, en manglende evne til at give dig hen eller noget helt tredje, det ved jeg jo ikke.
Kun synes jeg, at du skal give dit forhold en chance, før du drøner videre. Det ikke kun for din lille families skyld, men mest for din egen. For som sagt, mønstre har vi det med at gentage, de uheldigste af dem skal vi derfor skynde os at ændre på, før de får lov til at ødelægge vores liv.