“Børn skal da sove i deres egen seng!”

‘Ej, nu må de tage sig sammen!’ tænkte højgravide Katja Marcussen, da hendes søster en dag fortalte hende om, hvordan hendes yngste barn på seks måneder stadig boblede natten lang i revnen i forældrenes seng. Katja var helt sikker på én ting: Sådan skulle det ikke være, når hun blev mor.

“Jeg tænkte: Forældrene skal da have deres soveværelse tilbage! Jeg sagde endda højt, at når det blev min tur, skulle babyen kun sove de første par måneder hos os, og så skulle hun ind på sit eget værelse,” husker Katja.

Bulen på maven skulle i hvert fald ikke have lov at vende op og ned på hele hendes liv og parforhold. Katjas søster og familie smilede lidt, når den kommende mor berettede om de fine principper, hun havde i sinde at gennemføre, når babyen kom ud. Så kom lille Johannah til verden. Og der gik ikke ret længe, før Katja måtte indse, at hun nok havde været en anelse for firkantet i sin erklæring om, at soveværelset var reserveret til mor og far.

LÆS OGSÅ: “Velopdragne børn flipper ikke ud i supermarkedet”

Bliv hos mor!

“Jeg opdagede, at jeg slet ikke kunne undvære Johannah! Jeg ville bare gerne have hende hos mig. Når hun lå lige ved siden af min seng, kunne jeg høre hende, og det var nemt at amme om natten. Og Søren syntes også, det var rigtig hyggeligt, at hun vågnede i sengen mellem os,” siger Katja.

I dag er Johannah et år. Tremmesengen står stadig i soveværelset, men den bliver kun brugt halvdelen af natten. For den anden halvdel slumrer den lille pige trygt mellem mor og far. Katja har indset, at hun er vendt på en tallerken, fordi hun simpelthen ikke var forberedt på de følelser, der kom kørende ind over hende som damptromle i det øjeblik, Johannah kom ind i hendes liv og åbnede sin mors hjertekammer.

“Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ville komme til at elske mit barn. Men at det skulle blive så altopslugende en kærlighed, det var jeg ikke klar over. Min datters behov kommer det meste af tiden før mine og min mands. Hun har førsteprioritet,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: “Jeg starter på arbejde, når min søn er er en måned”

Katja har erkendt, at hun ikke får noget godt ud af at klamre sig til en bestemt holdning eller måde at gøre tingene på, bare fordi hun engang har meldt ud, at sådan skulle det være. Derimod får hun det rigtig godt af at se, hvordan Johannah åbner sine små øjne hver morgen og smiler. Af at give datteren al den tryghed, hun har brug for, uanset om det betyder, at der er trængsel under dynerne lidt endnu. At hun har ændret holdning, gør bestemt ikke Katja til en ringere mor, mener hun. Tværtimod.

“Det er svært at forholde sig til, hvad man præcis går ind til, inden man bliver mor. Derfor kan man ikke bare blindt følge de planer, man måske engang havde for livet med børn. Jeg har i hvert fald lært, at jeg bliver nødt til at gøre det, der føles bedst i maven,” siger Katja.

Hendes plan er stadig, at datteren skal ind på sit eget værelse og sove. Men det skal først ske, når Johannah er klar til det. Og – okay så – når Katja er klar!

Tilbage til: Vi vidste alt om børn … indtil vi fik dem!