Pebernødder – julens bedste opskrifter på pebernødder

Pebernødder hører julen til, og de små pebrede kugler har en duft, der skaber julestemning i hele huset.

Samtidig er de også nogle af de nemmeste julesmåkager, du kan bage – og det er en god ting, hvis du skal julebage med børnene, eller bare ikke har oceaner af tid til rådighed i december, hvor du kan stå i køkkenet.

 

Læs mere

En gammel nød med en fin historie
De fleste familier har nok en meget klar ide om, hvordan en pebernød skal bages – og mange har gamle opskrifter liggende på den helt perfekte pebernød, der er gået i arv fra generation til generation. Og pebernødden er da også en af de ældste småkager, vi kender til. Mens honningkager og peberkager var noget man godt kunne bage hele året, hørte pebernødder julen til – man mener at navnet pebernød stammer fra det tyske pfeffernüssen og det kan dateres helt tilbage til starten af 1700-tallet.
(Kilde: Wikipedia)

Julelege & julehygge
I dag er den lille fine runde julesmåkage en uundværlig del af julehyggen herhjemme, og bruges blandt andet som fyld i julehjerter og kræmmerhuse på juletræet. Og også i den populære juleleg 'Mus' eller 'Piv' spiller den små krydrede kager en væsentlig rolle.

Sådan spiller du mus:
1. Alle deltagere får det samme antal pebernødder
2. Den yngste deltager starter med at lægge 5-10 pebernødder foran sig på bordet og vælge en modspiller.
3. Modspilleren lukker øjnene og en af de andre deltagere udpeger en pebernød på bordet, som er musen.
4. Modspilleren skal nu gætte hvilken pebernød, der er musen – det gøres ved at han/hun starter fra en ende af med at spise pebernødderne på bordet.
5. Når han/hun får fat i musen, skal de andre råbe piiiiiv eller mus.
6. Herefter er det en ny deltagers tur til at lægge pebernødder op og vælge en modstander.
7. Vinderen bliver i sidste ende ham eller hende, der har fleste pebernødder tilbage, men i bund og grund handler det bare om at julehygge og få spist en masse pebernødder.

Er der peber i pebernødder?
I gamle dage betød det at pebre egentlig bare at krydre noget, så når en kage hed en peberkage, betød det blot, at kagen var krydret. Så når vi kalder det en peberkage – eller nød, kunne vi i princippet lige så godt kalde det en kanelnød eller en kardemommenød.

De fleste pebernødder får deres krydrede og meget julede smag fra en blanding af kanel, ingefær, kardemomme, nelliker og hvid peber. Nogle vælger også at putte citronskal i dejen og hakkede mandler i deres opskrift.

Men der kan dog godt være peber i din pebernød alligevel – i mange opskrifter sniger der sig et drys hvid peber ind – f.eks. i Lagkagehusets helt fantastiske opskrift på pebernødder 

Pebernødder a la lagkagehuset

I gamle dage havde krydderierne udover den gode smag også den fordel, at forlængede kagernes holdbarhed og at man kunne bruge kagerne i knust tilstand som krydderblanding i andre retter
(Kilde: Wikipedia)

Her har vi samlet en række opskrifter på pebernødder, både de nemme, de klassiske, de sunde og alternative med et twist af citron. Ja, vi har sågar en opskrift på glutenfri pebernødder, der er bagt på glutenfri mel. Så skal du bage til jul, finder du bestemt en opskrift på præcis de pebernødder, der passer dig.

Sunde(re) pebernødder
Vi har også en opskrift til dig, der gerne vil bage pebernødder uden sukker. Og en helt særlig opskrift på mørke pebernødder, som er lavet på muscavadosukker og fuldkornsrismel. 

Så ligegyldigt hvilken slags pebernødder du er til, kan du finde alle de bedste opskrifter fra ALT for damerne, Hjemmet, Hendes Verden og Bolig Liv her.