
7 gode grunde til at smile
Man siger som bekendt, at smil smitter. Og forskning viser, at det faktisk er rigtigt. Samtidig påvirker det os selv positivt at smile og tænke godt om andre.
Kender du det? Du sidder i en bus, hvor der kommer én ind og sender dig et smil. Det er en lille ting, men smilet spreder en god stemning, som kan blive hos dig i flere timer. Og omvendt, hvis nogen har snerret af en, eller man selv har været ubehagelig mod en anden, kan man have det dårligt i lang tid bagefter. Det er der en god grund til.
"Vi mennesker er af natur sociale væsener. Vi har brug for at høre til og føle, at vi er en del af flokken. Ved at smile til hinanden signalerer vi, at vi vil hinanden det godt. Et smil er afvæbnende. Det forbinder os som mennesker", siger Vibeke Koushede, der er seniorforsker i mental sundhed ved Statens Institut for Folkesundhed.
Læs også: Lidt mere nærvær, tak
Vi skal ikke alene smile til de mennesker, vi møder på vores vej, vi skal også tænke godt om dem. Vibeke fortæller om et forsøg, der er lavet af forskere ved Iowa State University i USA, hvor forsøgspersoner blev bedt om at tænke på bestemte måder om mennesker, de mødte.
Forsøget viste, at deltagerne i den gruppe, der tænkte positivt om andre, blev gladere, mere omsorgsfulde og empatiske og havde mindre angst end de grupper, der tænkte mere fordømmende om deres medmennesker.
"Det vil sige, at samtidig med, at vi udsender en god energi, får vi det også selv bedre af at vise åbenhed og nysgerrighed i forhold til andre mennesker. Trivsel og mental sundhed er noget, vi skaber sammen", siger Vibeke Koushede.
Endelig kan vi ved at smile faktisk narre os selv til at blive glade. Vibeke fortæller om et forsøg, hvor nogle personer fik en blyant i munden på den lange led, så de blev tvunget til at smile, mens andre fik blyanten i munden på den korte led, så de lavede en sur trutmund.
Læs også: Sådan tanker du dine energidepoter op efter træning
Herefter blev de bedt om at læse en tegneserie. Forsøget viste, at de personer, der blev tvunget til at smile, syntes, tegneserien var langt sjovere end den anden gruppe.
"Et smil et altså ikke alene en måde at fortælle, at vi vil hinanden det godt, smilet sender samtidig signaler til os selv om, at her går det godt og gør os glade", forklarer hun.
7 gode grunde til at smile
- Mennesker, der smiler og tænker godt om andre, spreder glæde og trivsel blandt mennesker på deres vej.
- Samtidig bliver de selv gladere, udvikler omsorg og empati og får mindre angst.
- Ved at tvinge os selv til at smile, sender vi et signal til hjernen om, at vi er gladere, end vi egentlig er. Derved kan man faktisk give sig selv en bedre dag.
- Samtidig sender hjernen positive signaler tilbage til kroppen, der derved bliver mere afslappet. Krop og psyke hænger sammen.
- Smilende og positive mennesker viser større åbenhed end andre og er derved mere tiltrækkende at henvende sig til.
- Glæden ved et smil ligger så dybt i vores instinkter, at også babyer reagerer på det. Omvendt bliver babyer bange, når de ser et vredt ansigt, selv om de principielt ikke ved, hvad det er.
- Husk også at smile til dig selv, om ikke andet så et indre smil. Tænk over, hvad du er taknemmelig for i hverdagen. Hjernen er plastisk, så du kan træne den til at tænke mere positivt.
Lav et forsøg
"Hvad sker der, hvis du en hel dag går og tænker godt om andre. Har du det så bedre, når du går i seng om aftenen? Min påstand er, at det har du sandsynligvis", siger Vibeke Koushede, seniorforsker i mental sundhed ved Statens Institut for Folkesundhed.
Vidste du, at...
Symbolet på et smil, den glade gule smiley, blev opfundet af den amerikanske reklametegner Harvey Ball i 1963?
Sagt om smil:
”Smil er den korteste vej mellem mennesker“. Victor Borge
”Begynd hver dag med et smil… så er det overstået“. W.C: Fields
Kan dyr smile?
Når mennesker smiler er det ofte med tandsættet blottet. Dvs. ”vi viser tænder“ som tegn på venlighed og imødekommenhed. En hund viser derimod tænder, når den føler sig truet og ønsker afstand.
Kilde: netdyredoktor.dk