interview med Astrid Kragh
SPONSORERET indhold

Astrid Krag: „Jeg har aldrig før presset min krop så meget”

For politikeren Astrid Krag var det lidt af en åbenbaring at medvirke i Vild med dans. Hun har altid følt, at hun ikke kunne og måtte presse sig selv fysisk. Men i danseprogrammerne gjorde hun det med stor succes – og tabte ti kilo. Her fortæller hun, hvordan det gik til.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Les Kaner
26. feb. 2015 | Sundhed | Fit living

Fra skrot til slot. Sådan har politiker Astrid Krag selv beskrevet sin fantastiske forvandling under sidste års sæson af Vild med dans på TV 2. I løbet af ugerne på dansegulvet blev hun mere og mere akrobatisk og smidig og dansede til sidst så flot, at hun af dommerne blev beskrevet som en af de nydansere, der har udviklet sig mest og hurtigst nogensinde.
Og ikke nok med det. Hendes vægttab fik også topkarakterer – imponerende ti kg blev det til.
– Dels på grund af træningen. Men også fordi jeg indtog færre kalorier. Når der stod en kage til et møde, virkede det stærkt motiverende at tænke på, at jeg snart skulle optræde i en stram kjole på tv foran mere end en million danskere. Det gjorde det lige det nemmere at vælge et æble i stedet, forklarer hun.

Astrid Krag tror ikke på at forsage det søde, men meget på at overveje, om hun spiser af lyst, eller fordi det står der.
– Spiser jeg kagen, skal jeg huske at nyde den. Ellers skal jeg lade den stå og give mig selv en stjerne for det. Jeg tror virkelig, at vi kvinder skal blive bedre til at rose os selv for de sunde valg i stedet for at skælde ud på os selv over det usunde, vi gør.

Hun har i hvert fald ikke grund til at skælde ud på sig selv over sin indsats på dansegulvet i den bedste sendetid. For sammen med sin professionelle dansepartner Thomas Evers Poulsen endte hun på en tredjeplads. Så langt havde hun aldrig drømt om at komme, da hun først indvilligede i at medvirke. I første omgang sagde hun faktisk mest ja, fordi hun er en stor tilhænger af at udfordre sig selv.
– Hver eneste gang jeg har skubbet mig selv ud på usikker grund, føler jeg altid, at jeg er vokset af det og har lært noget nyt, siger hun.

Danse mente hun ikke, hun havde noget særligt talent for. Derfor havde hun også nogle kraftige forbehold, da hun mødte op til sine første danselektioner med Thomas Evers Poulsen. Hun var overbevist om, at der var meget, hendes krop aldrig ville kunne og slog heller ikke ligefrem benene væk under ham med sin indsats ved det første møde.
– Anden gang lykkedes det mig at imponere ham lidt mere, fordi jeg havde forberedt mig grundigt og kigget mine værste fejl ud på en videooptagelse af vores første lektioner. Han kunne mærke, at der var sket rigtig meget oppe i mit hoved, siger hun.

MINE HOFTER BLEV SLUPPET FRI
Astrid Krag var dog stadig overbevist om, at der var meget, hendes krop var ude af stand til at lære.
– Den opfattelse af min krop blev grundlagt, allerede da jeg var barn. Jeg var tågænger, derfor har jeg skæve ben og har lært mig at gå ved at løfte knæene. Jeg er sådan en, der skal tænke mig om, når jeg går hen ad fortovet, så jeg ikke falder over striberne.
Da hun var fem-seks år, fik hun af samme grund en voldsom fibersprængning i låret, mens hun legede dåseskjul. Dengang sagde lægen, at hun nok aldrig ville være i stand til at presse sig selv fysisk eller blive god til en sport. Det var underforstået, at det var hendes krop ikke til. Siden har det været hendes egen og hendes families opfattelse af hende.
– Jeg så på mig selv som en, der nemt falder og får skader, og som ikke kan svinge med hofterne.
Hun griner.
– Men det kan jeg jo. Efter to uger i træningslokalet sammen med Thomas var de allerede meget mere bevægelige, og efter fem uger svingede jeg rundt med dem. Stille og roligt har jeg måttet revurdere opfattelsen af mig selv.

Hun føler faktisk, hun fik en uventet gave lige der. Pludselig blev hun bevidst om, at hun kunne enormt meget mere fysisk, end hun troede.
Men det var også fantastisk at have så mange enetimer med en dygtig personlig træner som Thomas Evers, siger hun. Alle sine koreografier til programmerne lavede han undervejs, når han havde vurderet, hvad hun kunne.
– For selv om jeg blev utrolig meget bedre, var jeg stadig en udfordring. Nogle af de trin, der falder andre nemt, har jeg svært ved, og omvendt. Ofte fattede jeg ikke, hvordan pokker jeg skulle få mine ben til at bøje og strække på den måde, det var meningen.

BLOD, SVED OG TÅRER
Undervejs i programmerne blev det fysiske pres større og større.
– Jeg har ofte prøvet at være presset i mit arbejde. Mens jeg var sundhedsminister, fik jeg mit andet barn og skulle tackle både det krævende dagsprogram og det at have et spædbarn og en lille datter. Professionelt har jeg mange gange skullet tage en dyb indånding og sige: „Du kan, hvad du vil, kom så i sving.” Men jeg har aldrig prøvet at presse min krop så meget. Jeg var virkelig nervøs og troede hele tiden, at jeg ville gå i stykker. Til sidst sagde Thomas Evers til hende: „Nu har vi danset i 11 uger, og du er ikke faldet endnu, måske undervurderer du, hvad din krop kan holde til.”

Ligesom alle de andre nydansere fik hun masser af blå mærker og ømme muskler undervejs, men ingen skader. Men hun sled også for at komme i så god form, indrømmer hun. Indimellem har det kostet tårer, ikke mindst at bevæge sig rundt i timevis på meget høje hæle.
– Men en elitedanser som Thomas vil ikke bruge tid på dårlige undskyldninger og brok. Det gør ondt at danse nogle gange, sagde han. På den måde lærte jeg, at jeg intet fik ud af klynk. Jeg fik dog et anerkendende blik en aften, hvor skoen havde gnavet så meget, at der var blod i den, da jeg tog den af.

Efterhånden fandt hun også balancen på de høje hæle og opdagede, at det ikke var ligegyldigt, hvilken sko hælene sad på. Gode sko kunne gøre lige præcis den afgørende forskel på kvaliteten af hendes dans.
– Og så kan de nok også gøre en stor forskel på, hvordan jeg går og bevæger mig i det daglige. Jeg har i hvert fald besluttet at kigge grundigt på min beholdning af sko, siger hun.
– I det hele taget er der meget, der skal revurderes nu, hvor jeg har fået et andet forhold til min krop.

JAGTEN PÅ DEN RIGTIGE MOTION
En anden åbenbaring, hun har fået med sig, er, at meget bevægelse også giver meget energi.
– Jeg fortsatte med at arbejde fuldtids på Christiansborg ved siden af, at jeg medvirkede i programmerne. Ofte havde jeg lige så travlt, som dengang jeg var sundhedsminister. Jeg tog tidligt af sted om morgenen og kom ofte sent hjem. Alligevel var jeg meget mindre træt, end jeg plejer. Dels fordi jeg brugte min krop, og dels fordi dansen og musikken er som en vitaminindsprøjtning, fortæller hun.
Når hun landede derhjemme efter en travl dag, var hun glad og i godt humør.
– Og når man er grundglad, er der færre ting, som gør en sur og skaber problemer. Jeg kunne mærke, hvordan jeg fik et helt andet overskud, end jeg havde haft før.

Det er ikke sådan, at hun slet ikke dyrkede motion før. Hendes mand, der er hjemmets sundhedsminister, har altid stillet som betingelse for hendes travle arbejdsliv, at hun skal passe på sig selv.
– Det indbefatter, at vi spiser sundt, den del tager han sig heldigvis af. Men det betyder også, at jeg skal røre mig, og den del må jeg selv sørge for. Tidligere forsøgte jeg at løbe tit. Det blev dog aldrig nok til, at jeg kunne slippe af med de fem til ti kilo, jeg vejede for meget. I dag har jeg indset, at jeg måske bare ikke er til at løbe langt, og så er det dumt at kræve det af mig selv.

I dag prøver hun stadig at holde fast, både i grundglæden, energien og den daglige motion.
– Men jeg må indrømme, at det ikke er nemt. Især ikke nu, hvor det stadig er mørkt om morgenen, og jeg tit sover dårligt, fordi mine børn vågner i løbet af natten. Men jeg tror, løsningen er at få motionen passet ind i min hverdag. Jeg har hyret en personlig træner, der skal hjælpe mig med at finde frem til de motionsformer, der gør mig glad. For når jeg tidligere oplevede mig selv som en, der ikke fik noget ud af at motionere, handlede det måske også om, at jeg ikke fandt den motionsform, der er den helt rigtige for mig.
– Den personlige træner, jeg hyrer, skal lave forskellige programmer, så jeg kan udnytte tiden, også når jeg kun har et kvarter i træningscentret på Christiansborg. På kontoret har jeg i forvejen en stepmaskine, og jeg kan sagtens finde på at tage en pause, hvor jeg danser rundt til musik foran mit skrivebord.

Hun overvejer også at forsøge at lokke sin mand med til argentinsk tango.
– For den dans er jeg virkelig blevet vild med. Musikken er så gribende, og der spilles på alle de store følelser: svigtet, de knuste drømme og den store kærlighed. Desuden er man nødt til at være intenst til stede og kan derfor ikke tænke på andet imens.
−Jeg tror dog lige, det kræver lidt overtalelse, for Andreas er jo rapper, så han har nok svært ved at forestille sig selv i en standarddans.

MIN KROP GIVER MIG ENERGI
Trods sit travle liv har Astrid Krag aldrig været ramt af stress.
– Sikkert fordi jeg har et lyst sind og er god til at skelne imellem det, jeg kan ændre, og det, jeg ikke har indflydelse på. Det var jeg nødt til at lære, da jeg som 24-årig blev valgt til Folketinget og fik ledelsesansvar.
Som politiker er hun også nødt til at kunne tackle kritik, trusler og barske diskussioner.
– Men der er selvfølgelig grænser. For nogle år siden fik jeg nogle trusler, der var så grove, at jeg meldte dem til politiet. Derfor har jeg i dag bygget en masse lag op rundt om mig, hvor det værste bliver sorteret fra, så det ikke fylder så meget længere. Hvis man skal overleve som debattør i det offentlige rum, skal man ikke hænge sig for meget i, hvad alle mulige mener om en, siger hun.
– Jeg har nogen, jeg har stor tillid til, som jeg er glad for at få feedback fra. Og så er der utrolig meget af det, jeg får smidt i hovedet, som ryger lige forbi. En anden grund til, at hun sjældent stresser, er, at hun er god til at uddelegere og har tillid til folk omkring sig.

– Folk kan generelt mere, end de selv tror, så jeg oplever sjældent at blive skuffet. Selv skulle hun også i sine helt unge dage bryde med nogle mønstre for at få selvtillid nok til at turde stille sig op i store forsamlinger og sige sin mening.
– Senere er det nok mere det kropslige, jeg har manglet selvtillid omkring. Men nu har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan bruge min krop på en måde, så den giver mig mere energi. Det har gjort mig til et mere helt menneske.


5 oplevelser, jeg ikke ville være foruden
- Mødet med min mand. Vi læste statskundskab sammen og var begge nogle fremmede fugle. Han rappede også dengang, og jeg lavede politik. Efter et par år stoppede vi − han for at lave musik og jeg for at blive fuldtidspolitiker.

- Mit bryllup. Vi blev gift på vores femårs kærestedag for seks år siden i al hemmelighed, bare os to og nogle vidner fra kommunekontoret. Jeg var gravid med vores datter, og så snart jeg havde født, holdt vi en stor, dejlig fest.

- Da jeg blev mor. Vi var begge skruk allerede, da vi blev kærester. Men jeg fik kolde fødder og syntes godt, vi kunne vente nogle år. Han var 24 og jeg 25, da vi fik vores datter, og nu har vi også en søn. Det er hårdt arbejde, men intet slår det.

- At være sundhedsminister. Min mand var på turné i Jylland, min datter var lille, og jeg var gravid med min søn, da Helle Thorning tilbød mig posten. Jeg trak vejret dybt og tænkte: Det skal nok gå. Det gjorde det også. Og det var fantastisk.

- At medvirke i Vild med dans. Det har ændret hele mit billede af, hvad jeg kan og ikke kan fysisk og har fjernet frygten for, at det går helt galt, hvis ikke jeg holder igen med al motion. Det er noget, jeg vil nyde godt af resten af mit liv.

DET BEDSTE, JEG VED …
MUSIK

Min mand, AndyOp, laver rapmusik, der også er for poptøser som mig.

TRÆNING
Helt klart dans, der forener motion, musik og glæde.

SKØNHED
En god mascara kan jeg ikke undvære.

FERIE
Vi tager til Neukölln i Berlin et par uger hver sommer.

BOG
„En halv gul sol” af Chimamanda Ngozi Adichie om borgerkrigen i 60’ernes Nigeria.

DRIKKE
Herbal Cool urtete fra Perch’s Thehandel.

MAD
Sushi, mexicansk mad og klassisk dansk hakkebøf.

SØDT
Bridgeblanding − en oldschool favorit.

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Hvordan taber du flest kilo?

SE OGSÅ: Timm Vladimir: "For mig er nydelse ren sundhed"

SE OGSÅ: Eksperternes allerbedste tips til mere energi