vægttab og hudreduktion
Foto: Privat | Astrid L. Jensen har via motion og sund kost tabt sig - men huden kunne ikke følge med.
fit living

vægttab og hudreduktion

Astrid tabte sig 86 kilo, men fik det sværere med sin krop under tøjet

Astrid Lund Jensen har tabt 86 kilo, men med den nye krop er der fulgt nye udfordringer. Her fortæller hun om kampen mod kilovis af løs hud – og om at få et mindre problematisk forhold til mad og motion.

Af Susanne Baden Jensen 11.sep.2017 Sundhed

Man ser tydeligt de kilovis af løst maveskind, som hænger slapt ned fra kroppen.

Billedet er taget lige inden den hudreduktion, som Astrid Lund Jensen fik foretaget i foråret.

Som 21-årig gik det nemlig op for hende, at hun led af den oversete sygdom overspisning. Hun har tidligere til ALT.dk ærligt fortalt om, hvordan hun gemte mad i skuffer og under sengen, så hendes far ikke skulle opdage, hvor meget hun spiste.

Derfor besluttede hun én gang for alle, at hun ville tabe sig. 86 kilo er det lykkedes Astrid at smide på halvandet år. Men det er sket i et tempo, hvor huden ikke har kunnet følge med, og den overskydende hud har stået i vejen for, at hun kan elske den krop, hun ser i spejlet.

Astrid Lund Jensen har sagt ja til at fortælle næste del af sin personlige historie. Om at gennemgå en stor operation for at få maveskindet fjernet, om tre andre operationer, der venter forude - og om stadig at kæmpe for at få et sundt forhold til mad og motion.

LÆS OGSÅ: Første del af Astrid L Jensens historie

 

Huden generede fysisk og psykisk

– Dengang jeg begyndte at nærme mig min ideelle vægt, kunne jeg godt se, at der var en masse hud, som ikke kunne følge med. Derfor skulle jeg beslutte, om jeg kunne leve med det, eller om jeg ville gennemgå en del operationer for at få det fjernet.

Jeg tænkte, at jeg ville være ked af at skulle leve resten af mit liv i en krop, som jeg egentlig ikke brød mig om. Hvor jeg i virkeligheden slet ikke kunne se den "præmie", som jeg har fået ved at have tabt mig så meget. Og huden har jo også været generende – både psykisk og fysisk.


Foto: Instagram 31. januar 2016 @astridljensen

Derfor besluttede jeg mig for at få bortopereret den overskydende hud på min mave sidste forår. Nu går jeg og venter på tre andre operationer for bl.a. at få fjernet den slappe hud på mine arme og ben.

Man kan selvfølgelig skjule meget med stramt tøj, fordi løs hud ikke har meget fylde i sig selv. Men mit var meget tyndt og slapt, så det, jeg havde på maven, hang jo faktisk helt ned over mit underliv.

Det generede rigtig meget, når jeg løb og dyrkede motion, fordi det blev varmt, kløede og fik røde knopper. I den løse hud på mine arme og ben danner der sig også ekstremt meget væske, når jeg har gået en del eller været ude at løbe. Så føles det som at bære rundt på kæmpe poser med vand omkring ens lår.

Når jeg poster noget med min hud på Instagram, er der tit mange, der skriver, at "det er da overhovedet ikke er slemt det dér!" Men én ting er, hvad man kan vise på Instagram, noget andet er, hvad man føler, når man bevæger sig, og ens ben og arme er fyldt med væske.


Og så er der også det psykiske aspekt.

Jeg har da tænkt, at det ikke var særligt rart at stå uden så meget tøj på over for min kæreste. Der er heller ikke særligt meget undertøj, der er charmerende, når man har så meget løs hud. Så ubevidst har jeg nok pakket mig mere ind efter vægttabet, end jeg gjorde, da jeg var overvægtig.

Det var jo ikke fordi, jeg var flov over min krop og havde svært ved at være nøgen overfor ham førhen. Overhovedet ikke. Han har måske heller ikke gjort så meget opmærksom på min forandring, fordi han altid har kunnet lide den, jeg var. For ham er det da skønt at få en kæreste, der nu har et slankere udseende, men det har ikke ændret noget for ham af betydning. Det er mine egne tanker, der har været svære for mig efter vægttabet.

Operationen

Jeg var MEGA nervøs, da jeg skulle igennem den første operation for maveskindet. Vi skulle være derude allerede klokken 7 om morgenen, og jeg fik noget beroligende at falde ned på inden operationen. Min kæreste og jeg tog også et sidste billede af maven.

Det var en meget lang operation, der startede kl. 9 og først sluttede kl. 16.30. Da jeg vågnede, kom kirurgen ind til mig og viste mig min nye mave for første gang. Det var virkelig surrealistisk. Man tror, at man kan forestille sig, hvordan ens mave kommer til at se ud, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville blive så sindssygt godt.

Jeg var indlagt i fire dage, hvor jeg lå totalt pakket ind med sårvæskeposer og alt muligt andet. Normalt er man kun indlagt i et døgns tid, måske to, men jeg havde rigtig svært ved at komme op og gå uden at blive ekstremt svimmel og utilpas, så jeg var indlagt nogle ekstra dage.

Min operation var på en tirsdag, og allerede mandagen efter skulle jeg i gang med at skrive bacheloropgave. Det var en udfordring i sig selv kun at måtte ligge ned og skrive, især fordi jeg også havde en gruppe at tage hensyn til.

Mange nætter med én times søvn

Der gik i hvert fald tre uger, hvor jeg bare lå på ryggen og kiggede op i luften. Det er den ENESTE stilling, du er i hele tiden. Jeg sov i den stilling, og så blev jeg rykket ind på sofaen og skrev videre på min opgave, mens jeg lå i den stilling. Når dagen så var omme, blev jeg rykket ind i sengen igen.


Foto: Instagram @astridljensen

Jeg sov også virkelig dårligt. Der var sår, der lækkede med væske og væskeophobninger i lænden. Jeg havde sådan nogle kæmpe vanddepoter over arret, som pressede på det, og jeg kunne ikke komme ordentligt på toilet, fordi jeg havde forstoppelse og måtte få medicin mod det. Der var mange nætter med måske én times søvn. Generelt følte jeg mig bare rigtig utilpas, men med tiden kunne jeg få lov at gøre flere og flere ting. Bare det at få lov at sove på siden var en kæmpe befrielse.

I de første 12 uger skulle jeg gå med et mavebælte, så det var ikke meget, jeg fik lov at se til maven. Men da jeg kunne få lov til at åbne og kigge på den, var det virkelig fascinerende. Jeg kunne sagtens stå og se i spejlet en halv time eller bare ligge på sengen og røre ved den og kigge på den.


Foto: Instagram @astridljensen

"Astrid, du MÅ ikke løbe!"

I de første tre måneder efter operationen må man slet ikke lave noget fysisk aktivitet andet end gåture. Det var en kæmpe ting psykisk for mig at skulle holde mig i ro, for jeg var vant til at træne 6-7 gange om ugen.

Men da jeg endelig vænnede mig til den tanke, var det faktisk også helt befriende ikke at skulle. At jeg kunne sige til mig selv: "Jamen, Astrid, du MÅ ikke løbe, du må ikke tage i fitnesscentret. Du skal bare blive hjemme og slappe af."

Det har givet mig et andet perspektiv på mine motionsvaner. Jeg prøver at lytte mere til min krop i dag, mens det før i tiden godt kunne gå hen og blive lidt en tvangstanke, fordi jeg var bange for at tage på. Det er og vil altid være min største frygt at blive overvægtig igen. Virkelig. Især når jeg sammenligner de to liv.

Jeg var aldrig ulykkelig som stor, men jeg har fået en helt anden selvtillid i dag. Jeg var også udadvendt før, men jeg er det på en anden måde nu.

Selvom jeg ikke var decideret flov over min krop, så har man jo altid tanker om, hvad de andre tænker. Det har alle jo, uanset om man er tyk eller tynd eller høj eller lav.

Og jeg havde altid skide travlt med de tanker som overvægtig. Men det har jeg mindre nu, hvor jeg kan føle mig mere tilpas i et selskab uden at skulle sidde og rette på blusen hele tiden. Også bare det at kunne købe det tøj, jeg har lyst til, og som jeg synes, klæder mig. Jeg har aldrig brugt så mange penge på tøj, som her det sidste halve år efter min operation.


Foto: Instagram @astridljensen

Et sundt forhold til mad

Den dag, hvor jeg blev opereret, vejede jeg 73 kilo, og en måned efter var jeg nede på 62 1/2 kilo. Huden alene havde vejet tre kilo.

Jeg startede til psykolog noget tid før min operation, fordi det lige pludselig lidt var blevet en besættelse at blive tynd i stedet for slank og sund. Jeg havde været vant til non stop i otte måneder at skulle præstere på en vægt. Det slipper man ikke BARE lige og begynder at spise normalt. Jeg havde også brug for at finde ud af, hvad min overvægt egentlig skyldtes? For selve overvægten var jo også en spiseforstyrrelse i sig selv.

Jeg skal stadig arbejde på at få et mere sundt forhold til mad, men jeg synes egentlig, at det er gået rigtig godt her henover sommeren. Det går kun i den positive retning.


Foto: Instagram @astridljensen

Før i tiden kunne jeg godt veje mig tre-fire gange om ugen, og nu har jeg faktisk ikke vejet mig i over to måneder. Det er jeg helt vildt stolt af. For det er et kæmpe skridt for mig at lade vægten stå og bare mærke min krop og føle, om jeg føler mig tilpas. Så det går i hvert fald kun fremad.

Instagram viser ikke alt

Der er så mange overvægtige piger, der bliver skuffede over sig selv, fordi de sammenligner sig med andres Instagram-profiler. Men lad være med at tro, at Instagram er 100 procent af folks liv.

Jeg er bange for, at de kigger på min profil og tænker: "Nå, det ser da godt nok let ud!" Men Instagram er én ting, og virkeligheden er en anden. Jeg deler ikke alle øv-dagene eller de dage, hvor jeg ikke har spist en skid, eller hvor jeg har tvunget mig selv op at løbe. Det har jeg ikke lyst til at dele på Instagram, fordi jeg synes, at min profil skal indeholde de ting, jeg har lyst til at vise andre.

Til november skal jeg have opereret mine arme, dernæst brystet og de "vinger", jeg har til at sidde bag på ryggen, og til sidst lårene. Så der er tre operationer endnu. Tanken om operationerne kan være skræmmende, men jeg glæder mig også helt vildt meget til at se resultatet. Det er egentlig nok det, jeg tænker mest over. Den dag hvor jeg endelig kan se min krop, som jeg altid har drømt, at den skulle være.

Om Astrid

Astrid Lund Jensen, 22 år
Bor i Aalborg med kæresten Christoffer
Studerende, læser Politik og Administration
Instagram: @astridljensen


Henter...