Helle Thorning-Schmidt: Nu kan jeg være mig selv - med glimmernegle og udslået hår
SPONSORERET indhold

Helle Thorning-Schmidt: Nu kan jeg være mig selv -med glimmernegle og udslået hår

Hun måtte skrue ned for sit feminine udtryk for at blive taget alvorligt i politik. Det fortæller Helle Thorning-Schmidt i denne uges ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Sara Wilkins Foto: Franne Voigt
15. jan. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er det allersværeste ved at være formand for et stort parti og statsminister?

Svaret på dét spørgsmål kan være mange ting: De konstante møder, den knappe tid til familien eller de mange komplekse problemstillinger, man skal tage stilling til i hverdagen.

For Helle Thorning-Schmidt er svaret et andet. For hende var det allersværeste følelsen af, at hun var nødt til at lægge låg på sider af sig selv for at blive taget alvorligt i sine politiske lederroller.

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

– Jeg vil gerne tale om noget af det, der var det allersværeste ved at være formand for Socialdemokratiet og statsminister. Og det var, at jeg aldrig helt forstod, hvad jeg skulle gøre med mit køn i de roller. Når det er vigtigt at tale om, så er det fordi, jeg tror, at det er noget, jeg har til fælles med mange andre kvinder, der har været den første på en plads, som en mand ellers altid har udfyldt, eller i det hele taget indtager ledende roller. Jeg har altid haft store armbevægelser, jeg kan godt lide guldting, store øreringe, langt hår, korte kjoler, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med alt det. Jeg følte, at jeg var nødt til at pakke det lidt ned. Derfor fik jeg meget opsat hår og jakkesæt med skulderpuder, og det betød, at der var en stor del af mig, der blev pakket væk i de år, hvor jeg skulle gøre mig gældende som formand for Socialdemokratiet. Da jeg blev statsminister, holdt jeg op med at have opsat hår nærmest fra den ene dag til den anden, for der følte jeg, at jeg med den position trods alt kunne tillade mig den frihed at være LIDT mere loose og dermed også komme i tættere kontakt med, hvem jeg egentlig var som kvinde. Men der var stadig mange ting, jeg ikke gjorde. Tøj, jeg ikke tog på.

Hvorfor var det sådan?

– Jeg tror, at kvinder tænker, at hvis de bliver for meget kvinde, så har folk svært ved at tage dem alvorligt som politikere eller på andre ledende poster. Og der skal ikke særlig meget til. Jeg var en ret ung formand, og jeg følte virkelig, at jeg var nødt til at holde igen med min feminine side for at blive taget alvorligt.

”Der er SÅ meget køn i det”

Det udmøntede sig blandt andet i, at Helle Thorning-Schmidt valgte at gå til stemmetræning, fortæller hun i interviewet.

- Der er noget med kvinders stemme, som kan irritere folk helt utrolig meget. Så jeg gik til stemmetræning, fordi min stemme i virkeligheden er ret lys. For at få mere tyngde skulle min stemme være dybere. Hvis en kvinde taler med en lys stemme og så oven i købet kan finde på at afbryde, bliver mænd uforholdsmæssigt irriterede. Der er SÅ meget køn i det. Som sagt tror jeg, at det gælder for rigtig mange kvinder, der træder ind på ledelsesposter, at de føler, at de er nødt til at holde sig selv lidt tilbage. Det er fair nok, hvis man har lyst til det, folk er forskellige, men jeg kan mærke, at der er nogle ting, jeg gør nu, som jeg nærmest gør lidt i trods. Går i langskaftede støvler. Krøller mit hår. Har glimmer på neglene og store øreringe. Og jeg er jo også fra Vestegnen og har lyst til de ting, ha ha. Jeg giver meget mere los nu. Fordi jeg kan. Og fordi jeg har nået en alder, hvor jeg er lidt mere ligeglad med, hvad folk tænker.

- Det sjove er, at jeg kom mere og mere til at være, som jeg er, efterhånden som tiden som statsminister gik. Og jo mere jeg blev mig selv, jo bedre kunne danskerne lide mig. Jeg tror, at de syntes, at det hele passede bedre sammen til sidst. Fordi jeg var mere mig selv. Hvis man kigger på sådan en som Hillary Clinton, så var det nogenlunde samme situation, og jeg tror, det var en af grundene til, at hun ikke blev valgt. Jeg nåede heller ikke helt i mål med at være mig selv, mens jeg var statsminister, og jeg har mødt så mange mennesker, der har sagt til mig: ”Du er jo meget sødere i virkeligheden”.  

Læs meget mere om Helle Thorning-Schmidt i denne uges ALT for damerne, hvor hun blandt andet fortæller om at flytte til London efter sin statsministertid, om at finde sig til rette i et nyt fælles hjem i udlandet med manden Stephen Kinnock, og hvorfor hun synes, at det kunne være hyggeligt med nogle små børn i familien…