Nina Rask: Der er særligt én ting i vejen med den måde, vi dater på i dag…

Nina Rask har en hund med. Det er ikke hendes hund, men hendes fars, og den både ser og hører dårligt. Det har været et kaotisk døgn. Noget med hendes far og papmor. Men alt er godt, siger hun, da hun sætter sig ved bordet på caféen.

Nina Rask er virkelig god til at tale om dybe følelser, som andre har svært ved at røre med andet end en ildtang. Mængden af indsigtsfulde, selvkritiske bemærkninger, hun lader falde om sig selv i løbet af interviewet, og hvordan det er at være queer og ung, er slående. Ikke at det er så mærkeligt, for hendes satire er som en hammer. Hun ser alle de usynlige udvekslinger, der sker mellem mennesker, de små løgne og selvbedraget.

“Mit arbejde afspejler, hvor jeg selv er i mit liv. Jeg er selv en queerperson, der har læst en masse teori og har en masse holdninger, men har vildt svært ved at leve op til dem, fordi jeg samtidig er tynget af et kæmpe mindreværd. Den dobbelthed, synes jeg, er spændende at undersøge: det uperfekte menneske, den uperfekte queer. Jeg er i det hele taget mere interesseret i at skildre tendenser, typer i samfundet og dynamikker mellem mennesker end at være decideret politisk,” siger Nina Rask.

At hun ikke er bange for at stille sig i skudlinjen ses tydeligt i hendes arbejde, der, siden hun i 2021 afsluttede DR Talentholdet, der er et toårigt talentudviklingsforløb, har foldet sig ud både i og uden for DR-regi. Tværtimod ser hun det som en styrke at turde bruge sig selv og gøre sig sårbar.

Til at starte med var det ikke planen, at Nina Rask skulle være satiriker. Da hun gik ud af gymnasiet, troede hun, at hun skulle på skuespillerskolen og udfolde sig på skærmen og de skrå brædder. Hun begyndte at dyrke det androgyne, og i 2021 besluttede Nina Rask at få fjernet sine bryster.

“Der var mange forskellige nuancer i min beslutning. Men mine bryster har bare altid været det største problem i forhold til at have det fedt med min krop. Jeg syntes ikke, det klædte mig. Jeg følte mig usexet med dem, og jeg havde en meget uragtig følelse af, at min krop burde have en flad brystkasse. Både æstetisk og sjælemæssigt. Da jeg var en lille skid og løb rundt i haven i shorts og bar overkrop, mærkede jeg en sorg over, at det ville stoppe på et tidspunkt, og nu er jeg heldigvis kommet tilbage til det.”

Allerede inden operationen gik Nina Rask rundt med en masse overvejelser om, hvilke roller hun ville få med et mere androgynt udtryk, og om der overhovedet fandtes roller til en som hende?

Overvejelserne gjorde, at hun droppede at søge ind på skuespillerskolerne og i stedet søgte ind og blev optaget på DR’s talenthold. Og her mødte hun komiker Lasse Dein.

“Jeg syntes bare, Lasse var det sjoveste menneske i verden. Jeg lo og lo og lo, når jeg var sammen med ham. Og han fik mig til at være sjov – lidt irriterende, at der skulle en mand til det. Det er ikke, fordi jeg troede, at jeg var et usjovt menneske, men jeg havde ikke tænkt, at det var den vej, jeg skulle gå, eller at det var noget, jeg skulle leve af,” siger Nina Rask.

Nina Rask og Lasse Dein fandt sammen i et fælles sprog og blev hurtigt en del af P3 Satire, hvor de gik i kødet på alt fra astrologi og spiritualitet til sexlegetøj, selvhøjtidelige mandebands og danske krimier.

Det udviklede sig hurtigt, og Nina Rask lavede derefter en række soloprojekter som podcasten 'Funny Guy', den prisvindende podcast 'Hvor regnbuen ender' og en instagramprofil fyldt med egne sketches.

“Mine forældre er stærke og varme individer, men ligesom de flestes opvækst var hjemmet i perioder også præget af svære konflikter, der gjorde, at jeg følte, at jeg skulle lette stemningen. Hvis den var dårlig eller tung, var min coping mechanism at prøve at få folk omkring mig til at grine.

Men jeg har også altid været en kæmpe linselus. Det ar her,” siger Nina Rask og peger på et lille ar ved siden af sit venstre øje, “fik jeg til en fødselsdag, hvor der var en ældre dreng, der gik rundt og filmede. Jeg ville bare være med i den film, så jeg rendte i røven på ham og hoppede rundt for at komme med i billedet. “Se mig, jeg laver noget fedt herovre i hjørnet.” Og på et tidspunkt snublede jeg og faldt ind i en brændeovn,” siger hun og trækker på skulderne, mens hun snakker videre:

“Jeg tror, at de fleste sjove mennesker har en medført fornemmelse eller et blik for det obskure og hykleriske. Spørgsmålet er, hvad der sker i dit liv, som gør, at du dyrker og udvikler det blik.”

Ikke et B-plot

I december kunne man opleve Nina Rask i rollen som Selma i stykket 'SEX' på teatret Aveny-T. Det var oprindelig en tv-serie, der blev sendt på DR, og handler om Cathrine, som har en mandlig kæreste, men forelsker sig i Selma, der også i serien spilles af Nina Rask. På et tidspunkt siger Selma til den vægelsindede Cathrine:

“Jeg var vild med dig, og så sagde jeg det til dig. Sådan har du det ikke, og det er fint. Virkelig. Det er fint. Men så skal du også lade mig være, okay? Du kan ikke blive ved med at komme rendende, hver gang du har en offday.”

Replikken er blevet rost af anmeldere og har elementer i sig, som Nina Rask kan genkende fra sit eget liv. Hun var bevidst om sin queeridentitet i en ret ung alder og sprang ud, da hun var omkring 15 år.

“Dengang var min oplevelse – og det er den faktisk stadig i dag – at du som queerperson nemt kan føle dig som B-plottet. Du er affæren, eksperimentet. Den pigerne godt kan kysse med på bagtrappen, men ikke på floor eller gå hånd i hånd med på gaden. Det er også sådan, jeg forestiller mig, at Selma har det på det tidspunkt,” siger Nina Rask.

Som teenager oplevede hun flere gange at være sammen med piger, der også var til fyre. Det, der ofte skete, var, at det var fyrene, de i sidste ende blev kærester med. Sådan nogle oplevelser sætter sig, forklarer hun.

“De former den fortælling, du skaber om dig selv og efterfølgende søger at få bekræftet af andre mennesker, fordi du jo er en destruktiv motherfucker. Jeg tror, at alle har de oplevelser som ung – queer eller ikke-queer.

Men når du så har et queertraume oveni, bl.a. fordi folk omkring dig er kritiske over for din identitet, optager du det negative narrativ med det samme,” forklarer hun.

Det har i hvert fald været noget, der har påvirket hendes sociale og romantiske relationer.

“Jeg tror, du oplever dine relationer gennem et prisme formet af dine komplekser. Oplevelserne filtreres af dine fortællinger og mindreværd, som oversætter dem til et narrativ, du kender. Jeg har i hvert fald tendens til at være sammen med folk, der repræsenterer nogle helt bestemte ting for mig, og så bliver det en kamp om at få dem til at elske mig, bare så jeg kan modbevise mit mindreværd. Men det mønster fører mig ikke et godt sted hen. Hvis du vil ændre på dit mindreværd, skal du selv gøre det,” siger Nina Rask.

“Derfor er jeg gået i gang med den livslange øvelse, der går ud på at bevise, at jeg er mere værd end mit mindreværd.”

Legalize drama

Dating og relationer fylder meget i Nina Rasks arbejde. På hendes Instagram-profil ligger bl.a. en sketch af to venner, der sidder og snakker om deres ikke særligt vellykkede romantiske forhold, som de hjælper hinanden med at pumpe op til at være noget, det nok aldrig bliver.

At mødes efter klokken tre om natten er f.eks. nærmest en morgenmadsdate, siger de. Nina Rask kalder sketchen 'Blind Leading the Blind', og den minder om en samtale, du har overhørt mange gange, og – hvis du nu skal være ærlig – sikkert også selv har haft flere gange i løbet af din ungdom.

Hvis du kigger på den måde, unge mennesker har relationer på i dag, er der så noget, du oplever, går igen?

“Jeg oplever, at der eksisterer et pres, der går ud på, hvem der kan være mest casual og uafhængig. Det er virkelig ærgerligt. Jeg har selv set skævet til folk, der hurtigt bliver kærester og tænkt: “Puha, tænk hvis de fortryder og slår op efter tre måneder.” Men jeg er begyndt at ændre holdning,” siger Nina Rask og pointerer, at tendensen reflekterer et jeg-samfund, som er meget vestligt og enormt sørgeligt.

“Der er mange mennesker, der er virkelig dårlige til at være sårbare og ærlige over for sig selv og hinanden. Selvfølgelig er det nemmest at være en, der ikke lader sig påvirke negativt af noget, men hvor ville det også være ensomt. Måske er du uafhængig, og måske bliver du ikke såret, men kommer du til at opleve de store stærke følelser, der kan opstå, når du går helhjertet ind i en relation med et andet menneske?” spørger hun.

“Jeg har virkelig en ting: fucking legalize drama. Tillad dig selv at blive ked af det, hvis et forhold slutter – også hvis det kun har varet i to uger. Tillad dig at skændes vildt om små ting, og giv dig selv lov til at være vred og ked af det, fordi en person ikke svarer på din sms i to timer. Jeg siger tit til mig selv, at jeg ikke må blive ked af det, at det nok bare er mig, den er gal med, og underskylder andres toxic behavior. Men det skal være slut. Det skal være okay at sige fra, når folk opfører sig dårligt. Det kan godt være, at man f.eks. ikke er kærester, men det er en illusion, at man ikke har forventninger til hinanden.”

Men at sige fra kræver mod og selvindsigt, og at du erkender, at du faktisk bliver ked af det. Og det er på en måde også det, sketchen med de to venner handler om. De er tydeligvis i destruktive relationer, men tør ikke indrømme over for sig selv og hinanden, at det faktisk gør dem kede af det.

“Det kræver styrke at sige: “Det gjorde mig fucking ked af det, at du ikke svarede mig i går. Det satte vildt mange tanker i gang hos mig, og jeg lå bare og forestillede mig, at du var ude og dry-humpe en anden. Det kræver mod at gøre sig selv sårbar,” siger hun. Men det er vigtigt, at vi rummer vores sårbarhed, selv om vi ikke kan lide den eller er stolte af den.

Nina Rask har selv været virkelig dårlig til det. Hendes ekskæreste Leo, som hun var kærester med i to år, sendte hende f.eks. i kommunikationsbootcamp for at lære at tale om sine følelser.

“Jeg prøvede virkelig selv at være casual og slugte mine følelser. Så jeg siger det også for at give mig selv en opsang.”

Nina Rask gør sig mange overvejelser omkring selv og sit eget liv, og også på et professionelt plan virker det til at være godt givet ud, da det netop er med til at gøre hendes satire så nuanceret og rammende.

Den danske og internationale comedyverden er ofte blevet kritiseret for at være mandsdomineret, ciskønnet og bidrage til stereotypificering af kvinder. Men komikere som amerikanske Amy Schumer og Bridget Everett, britiske Thanyia Moore og danske Ditte og Louise, nuancerer det billede – og modtager trusler for det.

At kritisere den hvide og pikglade comedyverden er også noget af det, Nina Rasks miniserie 'Too Sune?' forsøger at gøre. Og selv om hendes fokus især er på mennesket og dets dynamikker, strømmer der en subtil samfundskritik gennem mange af hendes ting.

Som i en anden sketch fra hendes Instagram, hvor hun karikerer den klassisk mandlige hovedrolle og samtidig kritiserer, hvor endimensionelle kvindelige karakterer ofte er, da de for det meste er skrevet af mænd.

Hvorfor synes du, at humor og comedy er en spændende genre at arbejde med?

“Noget af det, jeg synes, gør humor spændende, er, at den er så afvæbnende. Det er en genre, hvorigennem du kan snakke om alvorlige ting, uden at folk går i forsvar eller bliver hårde. Når du griner, åbner du dig op. Du åbner munden, og du åbner hjertet. Det er et spændingsfelt, hvor du kan frembringe en kritik og grine ad det samtidig, og det er forløsende.”

Selv om Nina Rasks satire er kritisk og skarp, er den aldrig nedladende. Man fornemmer en kærlighed og ømhed i det billede, hun tegner af de forskellige karakterer. Og ofte rammer kritikken også hende selv.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er flere komikere, der udnytter det potentiale, humor og satire har. Hvis du tør gøre dig selv sårbar og sparke lidt indad, føler jeg, at det bliver lettere at grine ad hinanden på en samlende måde. Det er i hvert fald drømmen for mig og mit arbejde,” siger Nina Rask.

At lykkes med en identitet

Efter en af de første videoer, Nina Rask og Lasse Dein lavede for P3 Satire, lagde Nina Rask mærke til et emne, der fyldte meget i kommentarsporet: hendes kønsidentitet. På trods af at det ikke var det, sketchen handlede om.

“Der er virkelig mange, der bliver forvirrede eller måske provokerede af folk, der forstyrrer deres verdensbillede og opfattelse af, hvad du må og ikke må, og hvem du må begære og ikke begære,” siger Nina Rask.

“Mennesker reagerer tit med fjendtlighed over for ting, de ikke forstår. Det er derfor, at repræsentation og synlighed er så vigtig. Både på et individuelt plan for minoritetspersonerne, da det viser, hvad der er muligt. Men også på et samfundsmæssigt plan, da det udvider, hvad folk har forståelse for.”

Alle mennesker vil gerne føle, at de lykkes med en identitet, som har status i samfundet. De vil gerne lykkes som menneske, mener Nina Rask. Men det, samfundet har sat op som succeskriterier, er ciskønnethed og heteronormativitet.

“På nogle måder tror jeg nemt, at du kan komme til at forveksle det at have det godt i din egen kønsidentitet med, at samfundet accepterer dig. Men spørgsmålet er, om du rent faktisk har turdet tage stilling til, hvem du er og tør at udfordre de strukturer, der omgiver dig?” siger hun.

Igen er vi tilbage til det med, at det er vigtigt at være ærlig over for sig selv og stille sig selv de rigtige spørgsmål. Nina Rask indikerer ikke på noget tidspunkt, at det er nemt, og hun gør sig heller ikke klog på andres vegne. Selv har hun haft en række nøglepersoner i sit liv, som har hjulpet hende med at turde være den, hun er i dag – personligt og professionelt. Hendes papmor, en folkeskoleven ved navn Naja og efterskolevennen Gert.

“På hver deres måde gav de mig styrke og mod, og jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ville være i dag uden dem,” siger hun, inden vi runder af.

Riften om Nina Rask fortsætter. På nuværende tidspunkt må hun ikke sige så meget, men hun kan dog afsløre, at der ligger flere skuespiljobs ude i fremtiden. Bl.a. noget med gys og heste.