Gravid kvinde holder ultralydsbillede over sin mave omgivet af babyudstyr på gulvet

Psykolog: Fertilitetsbehandling kan sammenlignes med dating – det handler om mavefornemmelsen

Når man skal vælge en sæddonor, falder valget ofte på noget, der er svært at forklare. Psykolog forklarer, at man kan sammenligne sæddonorvalget med det at date.

alt.dk logo

De fleste går egentlig til det som en form for bestillingsliste. 

Inden fertilitetsbehandlingen går i gang, og man skal beslutte sig for, hvilken sæddonor man vil vælge, kan man nemt sortere, filtrere og vælge fra og til.

Det står en helt frit for, om man ønsker en donor med særlige træk – om det er mørkt hår, blå øjne, en særlig højde og sågar hvor høj IQ, man ønsker. Når par eller enlige går i gang med at finde den rigtige donor for dem, er det derfor også sådan de starter: med systematisk er udvælge. Det erfarer den danske sædbank Donor Network.

– Vi kan se, at rigtig mange filtrerer på fysiske træk, sundhedsstatus og uddannelse. Det er det første, der sker. Men det er sjældent dét, der afgør det endelige valg, siger Jakob Schölhammer Knudsen, stifter og direktør i Donor Network.

For når filtrene er sat, og man har nedbarberet donorerne til et overskueligt antal, så sker der pludseligt noget andet, fortæller han.

Som et spejl

Vi kan have nok så mange lister over kriterier samt hvilke udseendemæssige og personlighedstræk, vi ønsker, men i sidste ende, er det ikke det, der er afgørende. Det er ofte et meget simpelt element, der spiller ind.

– Mange har svært ved at forklare, hvorfor de er endt med at vælge en bestemt donor. De regner med at være systematiske og metodiske, men ender med noget andet. Det kan være ét billede, hvor man oplever et varmt smil eller en kort personlig tekst, hvor man kan fornemme personen bag.

Tilknyttet hver enkelt donors profil er også børnebilleder og personlige tekster, hvor de beskriver sig selv, og hvorfor de er blevet donor, og selvom man måske havde forestillet sig nogle andre kvaliteter på papiret, er det ofte her, vægtskålen tipper.

Ifølge psykolog Yoon Frederiksen, som har beskæftiget sig med psykosociale aspekter af fertilitetsbehandling, ser han en sammenligning mellem dette og den måde, vi dater på:

– Billeder af en donor vækker ofte følelser, fordi mange af os er utrolig visuelle. Vi tillægger personen på billedet nogle egenskaber og værdier, vi selv har eller ønsker, uden egentlig at have grundlag for at vide om det er tilfældet, siger Yoon Frederiksen.

De tre vigtigste kriterier for donorvalg

  • Voksenbilleder: Det er ikke nødvendigvis et bestemt udseende, det handler om, men noget mere udefinerbart såsom et bestemt smil, et glimt i øjnene eller smilehuller.
  • Børnebilleder: Det er ofte nemt at relatere til et børnebillede, fordi man ofte ser sit kommende barn for sig – derfor kan et børnebillede være hele grunden til at en donor bliver valgt.
  • Personlig tekst: De personlige beskeder er ofte korte, men meget betydningsfulde. Det kan være helt små ting, der vækker følelser hos de kommende forældre: En bestemt formulering, en tanke om det at være donor eller en personlig anekdote.

Kilde: Donor Network

Ifølge hende handler det om, at man bliver tiltrukket af noget, der er relaterbart. Det kan være nogle værdier, som man tror personen har ud fra deres billeder eller egne beskrivelser. Og det er det samme, man gør, når man dater – i sidste ende, er det en uforklarlig følelse, der er afgørende.

Mavefornemmelse over data

Den følelsesmæssige drejning, som valget af donor pludselig kan tage, er faktisk ikke så overraskende, forklarer Yoon Frederiksen.

– Mennesker kan godt lide at tænke, at de er rationelle væsener, der træffer fornuftbaserede beslutninger. Men når det kommer til stykket, bliver ønsket om at give barnet bestemte genetiske forudsætninger ofte overskygget af, hvad der føles rigtig for os som forældre.

Valget handler altså ikke om at skabe den ”perfekte” genetiske kombination, men om at kunne skabe en livsvej for barnet, som man som forældre kan spejle sig i.

Fertilitetsbehandling er en følelsesmæssigt belastende periode, som er afgørende for, om man kan skabe en familie eller ej, fortæller Yoon Frederiksen. Derfor bliver donorvalget også påvirket af følelserne.

– Der er forsket meget i det, man kan kalde beslutningspsykologi. For eksempel hvorfor vi spiller lotto. Alle ved godt at statistikken ved at vinde i lotto er virkelig dårlig, men vi gør det alligevel. Det handler om håb og drømme. De følelsesmæssige konsekvenser ved fertilitetsbehandling påvirker også donorvalget, fordi drømmen om hvordan vores kommende barn skal passe ind i vores liv, vores værdier og vores fremtid bliver sat på prøve, siger hun.

Yoon Frederiksen

- Psykolog og lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

- Specialist i sundhedspsykologi

- Uddannet M.A. i psykologi fra Aarhus Universitet

Donor Network

- Nordisk sædbank

- Samarbejder med fertilitetsklinikker i hele verden