
Vi tester grønsagsmos
Baby er ved at være stor nok til kaste sig ud i – uh! – skemad. Men hvilken mos har det perfekte miks af delikat smag, cremet konsistens og en pris, der matcher husholdningsbudgettet? Mødregruppen undersøger sagen…
KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG SE HVAD MØDREGRUPPEN OG DERES BABYER SYNES OM BABYMOSEN >>
BIODYNAMISK GODBID
5 ud af 6 stjerner
BIOBIM Gulerodspuré, biodynamisk, 125 g, 14 kr. Pris pr. 100 g: 11,2 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
Det lille syltetøjsglas er sirligt dekoreret med små tegninger og kunne fint stå på hylden i en gammel købmandsbutik. Bag glasset gemmer sig en skrig-orange farve, der ser sund og lækker ud.
DUFT OG SMAG
Kan man mon smage, at Biobim er fremstillet med biodynamiske grønsager – altså uden kemi og kun gødet med gødning fra husdyr i respekt for naturen? Tja, ikke rigtigt.
Den dufter ikke særligt, men kommer heldigvis igen på smagen, som er sødlig af rodfrugterne.
KONSISTENS
‘Specialdesignet til den første snack til dit barn’ står der i varedeklarationen, og det kan føles på konsistensen, som er helt pureret – lige efter babys ønsker. Den er hverken for tyk eller for tynd, men lige tilpas.
PENGENE VÆRD?
Speltmødre ville vælge Biobim, for det er ikke alene økologisk, det er også produceret i respekt for dyrevelfærd og naturpleje. Testbørnene skulle dog lige vænne sig til smag og konsistens før de var helt tilfredse.
LUKSUS-SMOOTHIE
5 ud af 6 stjerner
ELLA’S KITCHEN Søde kartofler + broccoli + gulerødder, økologisk, 120 g, 20 kr. Pris pr. 100 g: 16,7 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
‘Wow, det ser sindssygt spændende ud!’ udbryder en tester, da hun ser den farvestrålende tubeagtige indpakning. Praktisk er den også, da baby kan spise direkte fra en smart åbning, så du slipper for at slæbe tupperware-udstyret med på tur.
DUFT OG SMAG
100 procent økologiske grønsager og intet andet, heller ikke vand. Det er den rene vare, og det kan mærkes. En liflig duft af mormors gryder spreder sig i køkkenet, og smagen er ligeså.
Kan faktisk slet ikke sammenlignes med mos på glas, så god er den, påstår en tester. At dømme efter børnenes begejstring er det nok ikke helt ved siden af.
KONSISTENS
I Ellas køkken er intet overladt til tilfældighederne, for hver aldersgruppe har sin konsistens. Til de fire måneder gamle babyer er den pureret som en smoothie. Smart, så den let kommer ud af tuben.
PENGENE VÆRD?
Prisen er næsten den dobbelte af de andre i testen, og det trækker ned, men det er også en luksusoplevelse fra start til slut. Mødrene har ikke købt Ellas mad for sidste gang!
KLASSISK KONSERVES
3 ud af 6 stjerner
SEMPER Gulerod/kartoffelmos, økologisk, 125 g, 13 kr. Pris pr. 100 g: 10,4 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
En typisk konservesbabymad på glas. Hverken discount eller gourmet – dog økologisk. Når testpanelets mødre – og babyer – kigger ned i glasset, ser maden desværre stiv og lidt vandet ud, og det fremmer ikke ligefrem appetitten.
DUFT OG SMAG
Når du stikker næsen hen til gulerods- og kartoffelmos, forventer du en duft af … gulerødder og kartofler. Men den får du desværre ikke her.
Lugten er nærmere lidt hengemt, mens testerne kalder smagen for meget mild, fersk og vandig.
KONSISTENS
Sempers redning er mikroovnen. Efter opvarmning går mosen fra at være sej og stiv til cremet, uden klumper. Snif snif, selv en svag duft af mad breder sig i køkkenet nu, men det var også på tide, lyder det.
PENGENE VÆRD?
Fordommene om mos på glas er netop, at den er uappetitlig i forhold til den friske hjemmelavede vare, og den fordom lever denne mos op til.
Heldigvis gafler babyerne glad mosen i sig, når den er varmet op, så karakteren kravler op til midt på skalaen.
EN SAND VITAMINBOMBE
5 ud af 6 stjerner
LOVEMADE Gulerod & pastinak m. havtorn, økologisk, 170 g, 15 kr. Pris pr. 100 g: 8,8 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
Hov, hvad er du for en lille en? Bøtten fra Lovemade kommer ikke fra hylden, men fra fryseren i supermarkedet, så råvarerne kan holde sig friske.
Designet signalerer kvalitet, nærmest hjemmelavet. Alt i alt er den meget indbydende.
DUFT OG SMAG
Maden har en meget overdøvende duft af syrlig havtorn – det skal man lige vænne sig til. Det samme gælder smagen. Kartoffel og gulerod forsvinder lidt. Men der er mening i galskaben:
Det orange bær fra busken havtorn er spækket med vitaminer, som booster de smås immunsystem. Tænk, hvis man kunne springe en influenza over på den konto …
KONSISTENS
Autentisk grynet og dejlig cremet i tykkelsen, når den frosne mos altså har været forbi en gryde eller mikroovn. Har du ikke mulighed for at varme op på farten, skal du huske at tø mosen op hjemmefra.
PENGENE VÆRD?
Testbørnene skulle lige vænne sig til smagen, men allerede ved andet måltid var de solgt. Mødrene har allerede været ude at købe flere bøtter af den sunde snack.
MØDREGRUPPENS FAVORIT - MORS HJEMMELAVEDE
6 ud af 6 stjerner
HJEMMELAVET 1 pose økokartofler og 1 pose økogulerødder, 25 kr. Pris pr. 100 g: ca. 2 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
Ah, der er nu noget hyggeligt ved at gøre det selv! Grønsagerne ser friske ud, som de ligger der i kasserollen og koger.
En tester glæder sig over, at der ikke er tilsat andet i maden, end hun selv vælger. Ingen e-numre her, tak!
DUFT OG SMAG
Dufter dejligt af søde, friske gulerødder og kartofler – lidt ligesom en god søndagsmiddag, bare uden stegen. Skulle den mangle et lille pift, kan mødrene let tilsætte et par krydderurter fra vindueskarmen.
KONSISTENS
Se, den bestemmer du jo selv! Tilsæt mælk, smør eller sågar smøreost efter behag, og mos grønsagerne med gaffel eller stavblender.
Er baby nybegynder med skemad, så sørg for at gøre mosen sød ved at bruge mange gulerødder eller søde kartofler.
PENGENE VÆRD?
Normalt følges pris og kvalitet ad, men ikke her. Den hjemmelavede spise er klart den mest
smagfulde, og prisen bliver ikke bedre!
BABYS VALG
6 ud af 6 stjerner
HIPP Gulerod & kartoffel, økologisk, 125 g, 11 kr. Pris pr. 100 g: 8,8 kr.
FØRSTEHÅNDSINDTRYK
På skruelåget står der højt og tydeligt ‘altid økologisk’, så der er dømt kærlighed ved første blik. Når mosens skønne orange farve tilmed nærmest blæser ud gennem glasset, er der høje forventninger til, at den efterfølgende date bliver god.
DUFT OG SMAG
Den både dufter og smager af rigtige gulerødder, så der er ingen uindfriede forventninger her. Det har den fordel, at mødrene velvilligt slikker deres fingre rene, når måltidet er ovre (og mosen er alle vegne).
KONSISTENS
Er det mos? Det minder nemlig mere om vælling i den meget tynde konsistens. Men det er netop det, små babyer kan lide, mens de vænner sig til skemaden i overgangsfasen.
Testbabyerne labber simpelthen mosen i sig, og – som en mor beskriver – foretrækker den frem for den hjemmelavede version.
PENGENE VÆRD?
Look, smag, konsistens og popularitet hos dem, det hele handler om: babyerne. Jo, Hipp trækker alene 12-taller hjem og får den sjette stjerne for at være økologisk.