-
Janni efter retssagen: Overrasket over Karsten
-
Janni og Karsten i retten: Her falder afgørelsen
-
LIVE fra retten: Nu afgøres sagen mellem Janni og Karsten
-
Striden fortsætter: Nu mødes Janni og Karsten igen i retten
-
Janni Ree: "Jeg er ked af det"
-
Ups! Janni afslører Jeppes sande alder
-
Janni Ree afslører ferieplaner
-
Janni Rees store lettelse: Naboen kom hende til undsætning
-
Janni Ree fyret
-
Kærlighed på toppen: Janni Ree og Jeppe Stokholm viser deres luksus penthouse frem
-
Janni Ree afslører stort problem
-
Janni og Jeppe afslører: Nu er datoen sat

Jussis store kærlighed: Hanne holder mig i live
Jussi Adler-Olsen, der er syg med kræft, er dybt taknemmelig for sin kone, Hanne.
De lovede hinanden at leve sammen i medgang og modgang, men at det skulle blive så smertefuldt, netop som de skulle nyde frugterne af mange års hårdt arbejde, havde hverken Jussi Adler-Olsen, 75, eller hans hustru, Hanne, 73, fantasi til at forestille sig.
LÆS OGSÅ: Sofie Torps datter er begyndt i skole - og især en ting har ført til panik
Artiklen fortsætter under videoen:
De har fulgtes ad i 55 år, og nu har sygdom bundet dem endnu tættere sammen i villaen i Hørsholm, hvor de har sønnen, Kes, svigerdatteren, Sandra, og børnebørnene Ellie på seks år og Louie på tre som genboer.
Huset bærer også præg af deres tilstand. Der er netop installeret en elevator, og udenfor har terrassen fået en lift.

I stedet for at være aktive bedsteforældre, må de nu nærmest tage en dag ad gangen.
– Hele 2024 er bare væk. Vi havde planlagt Japan-tur og alt muligt spændende og skulle være noget for hinanden. Så fik Hanne problemer med sin fod, og jeg blev indlagt på Rigshospitalet. I fire måneder lå jeg bare lige så stille, for så snart jeg bevægede mig det mindste, gjorde det ondt, fortæller Jussi, mens han sidder i havestuen, som indtil for nylig også var udstyret med en hospitalsseng.
LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl trækker stikket: "Jeg har løbet alt for stærkt"

Uventet hjælp
Samtidig med at han fordøjede diagnosen uhelbredelig knoglemarvskræft, lå han her og dikterede noter til sin gode ven Henning, der var bindeled til forfatterne Line Holm og Stine Bolther, som Jussi forinden havde overdraget ”Afdeling Q”-universet til.
– Jeg har tre søstre. Den ene er 80, den anden 85 og den tredje er 87 år. De er syge alle tre. Og det har de været i mange år. Lige pludselig stiller man sig op og er med i sygdomskøen. Jeg har aldrig været så syg før. Kræft har jeg haft to gange tidligere, og blev helbredt begge gange ved en operation, som denne her gang bare ikke lader sig gøre. Jeg tror, at Rigshospitalet virkelig gerne vil knække koden til denne her sygdom. Og jeg går med på hvad som helst.
Udover hjælp fra lægerne har han også fået et alternativt tilbud fra en uventet kant.
– Sanne Salmonsen kom med otte gærekstrakter på flasker til mig. Det havde kurreret sygdomme for andre, så måske det kunne virke for mig. Jeg kender slet ikke Sanne, jo, vi har talt sammen et par gange, men det siger noget om hendes medmenneskelighed. Og det kan Hanne tale med om. De boede som unge i samme område, og hun reddede engang Hanne fra en grim oplevelse. Hanne kom en vinter cyklende ind på skolen, og der stod pludselig seks drenge foran hende med bunker af hårde snebolde. Da de skulle til at kaste, trådte Sanne ud af gruppen og sagde, ”Hende rører I ikke! Hun har ikke gjort jer noget!” Det har Hanne aldrig glemt.
Gærekstraktet bliver han dog nødt til at sende retur til Salomonsen.
– Jeg har fået det analyseret, og det indeholdt desværre noget, der ikke er så godt, når man samtidig får kemo og blodfortyndende. Det ærgrer mig. Jeg er jo nysgerrig, så jeg ville gerne have prøvet det. Her til morgen tog jeg 14 piller. De holder mig i live. Men det gør Hanne også. Hun er simpelthen... Ja, men sådan er det med en partner, der bare er helt rigtig. Altså, dét er livseliksir, siger han med en kraft, der understreger hans store kærlighed til hende.

Håbet lever
Selv om Jussi fysisk er skrumpet gevaldigt ind og han tydeligvis kæmper med træthed, så er viljen stadig utroligt stærk.
– Jeg har ikke rørt min guitar, siden jeg blev syg. Jeg kan heller ikke spille fodbold mere. Jeg kan ikke løbe, og jeg må heller ikke. For falder jeg, så går det galt. Jeg har tabt 20 kilo på det her. Og jeg har taget 10 på igen, men de sidste 10, det ved jeg ikke, hvordan man gør. Jeg æder og kaster op og æder noget alligevel. Der skal vægt til at blive rask.
– Jeg vågner om morgenen og har så ondt, så man tror, det er løgn. Og så kigger jeg over på Hanne, og hun har så ondt, så man tror, det er løgn. Hun plejer at komme med en kop kaffe til hver af os. I morges hentede jeg kaffen, fordi hun havde så ondt. Sådan starter vi dagen. Man kan jo godt lægge sig til at dø, men det ville ligne mig dårligt, så jeg følger mine behandlinger, indtil jeg ikke kan mere.
Lige nu går Jussi til undersøgelser for at finde ud af, hvorfor rygsmerterne ikke er aftagende.
– Jeg har fået sprøjtet plastik og beton ind i de tre øverste hvirvler og fået dem stabiliseret, sådan at det er hvirvler igen. Det var det, der fik mig ud af sengen sidste sommer. Nu føler jeg, at den nederste gør knuder. Nu får vi se, om der skal beton i den også, lyder det med forsigtigt smil fra Jussi, der trods de intense smerter kæmper for at trodse alle odds.
– De gav mig i første omgang tre år, og så gav de mig syv år. Og hvis de giver mig det, mon ikke de finder ud af et eller andet som kan gøre det til 10 år. Det håber jeg.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.
