En eksplosion af farver, fuldskab og fantasi, der materialiserer sig i et optog med over 100.000 mennesker. 

Sambadanserne i G-streng, bh, glimmer og fjer. De, der har deller og appelsinhud, viser det stolt frem. 

Sådan har det altid været – lang tid før vi kaldte det kropspositivisme. Alt var i sandhed godt, også til dette års karneval i min by, Aalborg. Min datter på 19 år brugte op til dagen, ligesom alle de andre unge, energi og omhu på at lave en vogn og finde det rigtige kostume. Årets tema var ”Mit sande jeg”. 

Hun og veninderne viste mig deres kostumer, der blandt andet bestod af en korsage, et knælangt tylskørt og klovnesokker. ”Fedt! I ser flotte ud. I er en slags slutty clowns”, sagde jeg. Ægte begejstret. ”Okay, mor. De andres mødre ville aldrig reagere sådan der! For dem skal vi skjule kostumerne og lade som om, vi tager mere tøj på …”.

Min datters kommentar fik min hjerne til at kværne. Jeg kunne sgu ikke helt tolke, om hun anerkendte mig for min reaktion. Om jeg var dejligt frisindet eller foragtelig, fordi jeg ikke i højere grad beskyttede hendes ærbarhed. Var jeg uansvarlig og naiv? 

Endnu værre: Virkede jeg som sådan en påtaget ung med de unge-venindemor? Det har vitterligt aldrig været min strategi. ”Jamen … De andre inde til karnevalet har jo G-streng på, og du ved jo, at jeg har tillid til din dømmekraft og til, at verden grundlæggende er god. Jeg bryder mig ikke om forældrekontrol”, prøvede jeg undskyldende. Hun grinede bare. Kærligt, tror jeg. Og så gik de tre søde klovne videre. 

Emnet omkring kvinders tøj har været en del oppe at vende, og der har ligesom været to poler: Enten synes man, at kvinder skal have lov til at klæde sig PRÆCIST så afslørende, som de lyster, uanset hvor de er. 

Den anden front mener, der skal være regler og forbud, nogle med det nedladende argument, at de hormonstyrede drenge mister al selvkontrol ved synet af hud.

Jeg holder af at tage et mere nuanceret ståsted. Ja, piger skal da helt selv bestemme, hvad de har på. Og nej, jeg tror ikke, at mænd og drenge bliver til frådende neandertalere ved synet af en navle. 

Mææææn … Kontekst er alt. Der er forskel på, om man skal til karneval eller på kunstmuseum. Og havde jeg en datter, der til daglig havde brug for at vise max kavalergang, mave eller underballer på job eller i skole, så ville jeg acceptere det, men jeg ville have følgende bekymringer: Har jeg lært hende at læse et rum? Ved hun, at påklædning også sender et signal om, hvorvidt man har respekt for en bestemt ramme, man træder ind i? 

Jeg har også lært mine børn, at man ikke går på restaurant i crocs eller til bryllupsfest i joggingtøj. Man må gerne gøre sig umage, når andre har gjort sig ulejlighed med at lave en fest eller en lækker menu. Man må gerne skrue ned for sin egen bekvemmelighed for i stedet at tage del af et større fællesskab og dets koder. 

Den anden bekymring, jeg ville have, er: Ved hun godt, at hun er berettiget til kærlighed og anerkendelse, selvom hun ikke konstant bærer sin seksuelle kapital i en synlig pengeclips? Er hun klar over, at det er hendes intellektuelle og ikke mindst menneskelige værdi, hun skal flashe? Og selvom jeg ved, min datter har styr på det, ender jeg igen i det klassiske dilemma: 

Er jeg mon for skrap eller for slap?

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.