Nu ankommer juryen til hotellet "Paradise Hotel"
Foto: Janus Nielsen
Produktionen greb ind: "Jeg havde det rigtig dårligt"
Under angrebsceremonien blev det afsløret, at Jasmin og Karl havde været sammen, hvilket chokerede flere i juryen, hvor særligt Marius’ tavshed ramte Jasmin.
Dagens afsnit af "Paradise Hotel" tager en dramatisk drejning, da juryen træder ind på hotellet, og angrebsceremonien går i gang. Stemningen spidser hurtigt til, og deltagerne kæmper om at fremstå bedst muligt over for juryen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Under ceremonien kommer det frem, at Jasmin har været sammen med Karl, og det sender chokbølger gennem jurymedlemmerne. Flere af deltagerne reagerer, men særligt Marius’ reaktion gør indtryk på Jasmin.
– Jeg synes, at det var rigtig ubehageligt at blive diskuteret hen over hovedet, fordi Jonathan og Karl stod på hver sin side af mig. Jeg kunne også se, at Marius slet ikke kiggede på mig, så der havde jeg det rigtig dårligt, fortæller Jasmin til Realityportalen.
Stemningen bliver så intens, at produktionen var nødt til at sætte optagelserne på pause.
– Vi måtte også lige holde en pause, hvor Rikke spurgte, om jeg var okay, siger Jasmin.
Selvom afsløringen kommer bag på mange, understreger Jasmin, at hun selv havde en plan om at være ærlig over for Marius.
– Jeg havde 100% selv sagt det til ham. Så snart jeg så ham, vidste jeg godt, at lige efter ville jeg tage fat i ham, uanset om det var kommet frem eller ej.
Men timingen og måden, det sker på, rammer hende alligevel hårdt.
– Jeg er meget ked af, at det kom ud sådan, fordi jeg havde ønsket, det var på en anden måde, forklarer Jasmin og uddyber:
– Marius sagde ikke noget og kiggede overhovedet ikke på mig. Det var selvfølgelig ubehageligt, men jeg forstår ham også godt, siger Jasmin, som fortryder situationen med Karl meget den dag i dag.