"Paradise Hotel"

Paradiso idømt fængselsstraf: Solgte stoffer for at finansiere sit misbrug

En tidligere "Paradise Hotel"-deltager er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel. 

Logo Realityportalen RP RPLOGO

En tidligere paradiso er torsdag blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel ved Retten i Roskilde. I retten erkendte hun, at hun havde solgt stoffer for at finansiere sit eget misbrug. Det skriver SE og HØR, der var til stede under retsmødet.

Artiklen fortsætter under videoen.

Torsdag formiddag blev der afsagt dom i sagen mod den tidligere realitydeltager, der var tiltalt for at have været i besiddelse af en større mængde narkotika.

Sagen omhandler en episode fra maj, hvor kvinden havde 213 gram ketamin, 38 gram hash, fire gram psilocybinsvampe og fire vingummier med THC liggende i sit hjem.

Retten vurderede desuden, at de 1100 kroner, hun havde på sig ved anholdelsen, stammede fra salg af hash.

Kvinden erkendte sig skyldig i samtlige anklager under retssagen. Her forklarede hun også, at hun havde solgt en del af ketaminen videre for at kunne betale for sit eget forbrug.

– Jeg havde ikke intentioner om at sælge det, men jeg endte med at blive nødt til at sælge af det for at få råd til mit misbrug, forklarede hun ifølge SE og HØR i retten.

Misbruget tog overhånd

Under retssagen kom det frem, at kvindens ketaminforbrug på sit højeste var op mod 10 gram om dagen. Hun fortalte samtidig, at hun også brugte hash som hjælp til at falde i søvn.

Ifølge hende selv har hun siden maj arbejdet på at komme ud af misbruget. Forsvarsadvokaten mente derfor, at hun burde have mulighed for at fortsætte den positive udvikling og bad om fire måneders betinget fængsel.

Anklageren krævede 10 måneders betinget fængsel, men retten landede på seks måneders ubetinget fængsel.

Kvinden valgte efterfølgende at acceptere dommen efter en snak med sin advokat. Hun kan dog søge om at afsone straffen med fodlænke.